Ung, erfaren forsvarer til B.93 Q

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Ung, erfaren forsvarer til B.93 Q

B.93’s ligakvinder har forstærket sig med en ung men erfaren spiller: Nicoline Lieber Heilstrup fra BSF.

 

Hun er en 18-årig midterforsvarer, der skifter fra Ballerup-Skovlunde Fodbold, hvor hun har haft en fast plads på kvindeligaholdet.

Nicoline er kendt for at at være stærk og gå til stålet, og så er hun dygtig med bolden, som er en vigtig del af B.93’s boldbesiddende spillestil.

‘Nisse’ er kun lige fyldt 18 år, men hun har erfaring fra at have spillet Kvalifikationsliga for Greve allerede i 2018 og for Farum BK/FCN i foråret 2019, inden hun skiftede til BSF’s kvindeligahold, hvor hun har været stamspiller i efteråret.

Sportschef Lars Møller

– Nicoline er endnu en ung spiller med stort potentiale, og vi har tilknyttet hende i bestræbelserne på at rykke op i Gjensidige Kvindeliga.

– Da hun viste interesse for at komme til B.93, så vi det som en mulighed for at styrke truppen med en fysisk stærk spiller, der er meget verbal, kan bidrage med erfaring trods sin unge alder, og som er rigtig god på kuglen. Vi er glade for, at det lykkedes.

I foråret bliver en af Nicolines modstandere i Kvalifikationsligaen netop BSF.

Nicoline Lieber Heilstrup

– Jeg er skiftet efter en hård sæson i BSF, hvor jeg har brug for en frisk start og prøve noget nyt. B.93 har en interessant måde at spille på, hvilket jeg går meget op i.

Den spillestil kræver stor tålmodighed, og det har den tidligere midtbanespiller ikke noget problem med.

– Jeg bliver ikke intimideret af pres. Selv om modstanderne lægger et højt pres, skal vi blive ved med at spille bolden rundt.

Forsvarsspilleren kender en del af B.93’s spillere, som hun har talt med, inden hun skiftede hjemmebane fra Ballerup til Østerbro.

– Min forventning er, at alle har en god energi på et ungt hold, der kan følge med både offensivt og defensivt. Vi skal skal selvfølgelig rykke op og så få bidt os fast i kvindeligaen.

Af Tage Majland.
Foto: Tage Majland.