Optakt: B.93 vs. AaB

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Optakt: B.93 vs. AaB

1. Kvindesenior møder lørdag AaB hjemme på Svanemølleanlægget. Desværre uden tilskuere. Kampen vil blive livestreamet.

Der er på grund af corona-restriktionerne desværre fortsat ikke adgang for tilskuere. Til gengæld kan du se frem til, at kampen bliver livestreamet. Se den via MyCujoo TV her fra lørdag 3. april kl. 16.00.

Vi har fået denne udtalelse fra cheftræner Rasmus Good forud for kampen.

Rasmus Good

– Det bliver rigtig spændende at starte Kvalifikationsligaen imod et af de hold som kommer fra Kvindeligaen. AaB er virkelig dygtige på deres omstillinger og så lykkes de næsten hver gang de er gået i højt pres mod hhv. Brøndby og HB Køge, hvilket fortæller os at de også er gode der, selvom det ikke er noget de har praktiseret særlig meget i løbet af kampene.

– Jeg forventer ikke at de laver meget om på deres tilgang, som er at være defensivt meget godt struktureret med smalle afstande imellem deres defensive led, forsvare feltet med mange spillere, meget angrebsivrige når de kommer på bolden og være meget vertikale i deres opbygning.

– De har mistet nogle nøglespillere og har fået tilført nogle vi ikke kender, så vi ved ikke hvad dette betyder for deres udtryk.

– AaB har tydeligvis haft det svært i Kvindeligaen resultatmæssigt, så det vil ikke undre mig, hvis de kommer med en masse energi og aggressivitet, for at forblive i Kvindeligaen og forsøge at få muligheden for at gøre det bedre i næste sæson også.

– For os selv handler det om læringen i at kunne kontrollere et hold fra Kvindeligaen. Vi har været inde i en god udvikling i oprykningsspillet og nu skal vi forsøge at tage næste skridt. Kampen mod AaB er en vi skal forsøge at vinde. Vi har momentum, spillerne har en høj selvtillid, så de er naturligvis spændte på at se hvor vi står i forhold til et hold som AaB.

– Forhåbentlig spiller vi en rigtig god kamp og får den bedst mulige start på Kvalifikationsligaen. Desværre er der stadig ikke tilskuere, men heldigvis livestreamer vi.

Se kampen med livestreaming via MyCujoo TV fra lørdag 3. april kl. 16.00.