Kamp
Referat

B.93 – FC Roskilde
FC Roskilde — B.93

Fuld tid

0-1 Sebastian Koch (14'); 0-2 Tobias Blidegn (66'); 1-2 Selim Baskaya (80'); 2-2 Emil Nielsen (88'); 2-3 Emil Møller (89')
3-2
2-3
Vigtig sejr i dramatisk affære i Roskilde Idrætspark

Vigtig sejr i dramatisk affære i Roskilde Idrætspark

B.93 var igen foran 2-0, men smed føring i de sidste 10 minutter, inden den indskiftede unge højreback sikrede alle tre point kom med hjem til Østerbro.

Resultat: 3-2
Spillested:
Roskilde Idrætspark
Dato:
4/4/2025
Tilskuertal:
970

"2-0 er den farligste føring,” sagde en klog mand engang. I hvert fald passer ordene godt på B.93, der fredag aften for anden kamp i træk satte en 2-0-føring over styr. Men heldigvis endte alt godt alligevel i bundgyset mod FC Roskilde.

Efter en jævnbyrdig indledning på kampen fik de til lejligheden sortklædte 93ere deres første mulighed efter 13 minutters spil. Sebastian Koch stak af sted i dybden på en perfekt indenomsaflevering fra Vito Hammershøy-Mistrati. Med to forsvarere omkring sig udplacerede han iskoldt Schram i Roskilde-målet og gav os en ønskestart på kampen.

Som første halvleg skred frem fik hjemmeholdet en større andel af spillet, mens 93'erne lurede på at iscenesætte vores angribere, så de kunne løbe om kap med Roskildes lidt tunge trebackkæde. En meget aktiv Fisnik Isaki var tæt på scoring fra sin venstrekant et par gange, mens hjemmeholdet kom tættest på scoring med et forsøg fra en spids vinkel, som Aris Vaporakis sikkert parerede. 0-1 stod sig til pausen.

Kampbilledet var stort set det samme i anden halvlegs indledning. FC Roskilde forsøgte at presse spillet fremad, mens B.93 kæmpede med at få gang i opspillet på den knoldede bane. Det gjorde det ikke nemmere, at den boldsikre og rutinerede Hammershøy-Mistrati måtte udgå i pausen med en skade.

Det lyseblåtrøjede hjemmehold kom tæt på en udligning, da et langskud fra den fikse Arabaci strøg snert forbi det ene målhjørne, men ellers stod '93-defensiven godt imod Roskilde-offensiven.

Midt i anden halvleg fik vi endelig udbytte af vores presspil, da netop indskiftede Osman Addo stjal bolden og tryllede på venstrefløjen, før han med et fladt indlæg fandt ligeledes indskiftede Tobias Blidegn, der med et fladt skud i det lange hjørne gav os den ”farlige” 2-0-føring.

Efter scoringen fik vi mere ro på spillet, mens hjemmeholdets spil blev mere hektisk og ufarligt. Men det var åbenbart indskifternes aften i Roskilde. For i det firsindstyvende minut fik endnu en indskifter, Selim Baskaya, frit skud fra kanten af feltet og reducerede til 1-2.

Så var Fanden løs i Roskilde, for nu fik hjemmeholdet blod på tanden. 93'erne blev presset helt i bund, og indlæg på indlæg blev smækket ind mod det trængte B.93-forsvar.

Tre minutter før ordinær spilletids udløb bukkede vi under for presset, da endnu en indskifter, Emil Nielsen, fik en hel Dyrskueplads at boltre sig på, så han dårligt kunne undgå at heade et indlæg fra højre i mål.

Østerbro-mandskabet skal dog roses for at svare godt igen på denne nedtur i slutminutterne. For minuttet efter satte vi et lynangreb ind over højre side. Via Addos hoved havnede et indlæg minsandten hos en ny indskifter, Emil Møller, der med et hovedstød fik trykket bolden over stregen, så den dramatiske 3-2-sejr kom i hus.

Puha, det var en af den slags kampe, hvor man som 93'er kunne nå at blive både gråhåret og skaldet, hvis man da ikke allerede var det i forvejen. Men tak for tre uhyre vigtige points i en svær kamp. Næste gang må I gerne gøre det lidt mindre spændende ...

NÆSTE KAMP

B.93 møder på fredag 11. april Hobro IK i en endnu en udekamp. Der er kick-off kl. 18:30.

Cheftræner Kasper Lorentzen udtaler

- Det var lidt deja-vu fra sidste uge, fordi vi igen satte en 2-0-føring over styr. 



- Men hvor vi mod Køge mistede initiativet i vores presspil, arbejdede vi langt hårdere i vores presspil i dag. Deres reduceringsmål kommer efter, at de lykkedes i nogle 1 mod 1-situationer, og dét mål gjorde alverden for dem, så vi blev trykket tilbage.
 

- Det var en svær kamp på en vanskelig bane. Vi arbejdede godt og skulle have scoret flere mål.

- 
Vi havde svære perioder i kampen, og det skal vi arbejde på. 

Men vi havde held og dygtighed til at score lige efter deres udligning. 



- Jeg er lidt rundtosset efter den afslutning på kampen, men jeg er glad for de tre points.



- Tusind tak til alle jer, der tog turen til Roskilde og skabte en fortrinlig stemning med en uvurderlig opbakning hele vejen igennem og efter kampen.

B.93 PÅ SOCIALE MEDIER

Følg klubben på Linkedin og Instagram.

Husk også at abonnere på B.93's YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer. Fra kampen i Roskilde kan du se opvarming med keeper Aris Vaporakis, spillerne, lækker boldbehandling inden kampen, fans der jubler over sejren, synger spillerne frem, også med fællessang, stemningen i omklædningsrummet og det udvidede post-match interview med cheftræner Kasper Lorentzen.

MÅL OG HØJDEPUNKTER PÅ 1-DIVISION.DK

Du kan se mål og højdepunkterne fra kampen på 1-division.dk.

Holdet på banen

Aris Vaporakis

Ludvig Henriksen
Emil Christensen
Andreas Heimer
Gustav Højbjerg

Vito Hammershøy-Mistrati (ud 46')
Mikkel Wohlgemuth
Mikkel Mouritz

Sebastian Koch (ud 62')
Emeka Nnamani (ud 62')
Fisnik Isaki (ud 71')

På bænken

Frederik Ibsen
Nicklas Mouritsen
Osvald Gabriel Søe
Ahmed Daghim (ind 71')
Osman Addo (ind 62')
Carl Björk (ind 62')
Tobias Blidegn (ind 46')
Ole Jakobsen
Emil Møller

Kampreferat: Mads Mazanti.
Foto: Jeppe Wermuth.