





Testsejr var aldrig i fare
Fra start til slut stod der B.93 på spillet i vores bedste kvindeholds træningskamp mod Fredensborg BI.
Fredensborg BI var søndagens modstander og den tredje træningskamp for vores bedste kvindehold, der er i fuld gang med opstarten frem mod forårets kampe i kvalifikationsligaen.
Målet for foråret står på en direkte retur til Gjensidige Kvindeligaen, og derfor skulle grundformen testes af i en 80-minutters kamp, delt op i tre halvlege (25, 25 og 30 minutter), mod Fredensborg BI, der spiller to rækker under vores bedste kvindehold.
Kampbilledet var, som vi forventede, domineret af B.93 i boldbesiddelsen.
Hurtigt ude af starthullerne
Kampen startede 13:30, og fra første fløjt var det tydeligt, at det var et B.93-hold i kontrol.
Silja Weinell scorede efter fem minutter - i en situation hvor vi fangede Fredensborg på det forkerte ben. Vi fik et frispark, som vi hurtigt fik taget, og det var de ikke klar på, og her var Silje løbet fri i rummet bag deres forsvarsspillere.
Sofia Hvidbak ville kort efter også tage del i målfesten, da hun fik udnyttet en chance på bedste vis og hamrede bolden i mål til stillingen 0-2.
Dominerende B.93-indsats
Kampens anden omgang 25 minutter startede på samme vis, som den første sluttede. Der stod B.93 for det meste af spillet, men her var vi ikke lige så dygtige til at eksekvere på vores store mængde boldbesiddelse.
Der faldt dog ét enkelt '93-mål i anden halvleg. I en situation, hvor der opstod lidt miskommunikation i Fredensborg-feltet, landede bolden for fødderne af uopdækket Silja Weinell, der ikke skulle tænke to gange over, hvad hendes job bestod i. Hun sparkede den i mål til pausestillingen. 0-3.
Driblestærk vintertilgang
De mål, der var mindre af i kampens midte, må man sige, fandt sin vej frem i kampens sidste halvleg på Fredensborg Stadion.
Sara Hvidbak fortsatte, fra hvor hun slap tidligere. Og var tredje halvlegs første kvinde til at åbne målkontoen.
Så ville vores nye vintertilgang, Asii også lege med. Den grønlandske angriber drev gæk med Fredensborg-forsvaret, da hun fra sin venstre kant trak ind, afdriblede to-tre spillere og placerede bolden køligt i Fredensborg-målet. 0-4 til '93.
Vores sidste mål kom fra kanten af Fredensborgs straffesparksfelt. Her trykkede Sara Hvidbak af fra distancen med et spark, der egentlig var lettere centreret indenfor målrammen. Men her blev Fredensborg-keeperen fanget på det forkerte ben og bolden strøg ind bag hende. 0-5.
Kort efter 5-0-scoringen kan man godt forstå, hvis Asii følte sig snydt for et straffespark. I en lignende situation som ved 0-4-scoringen, hvor Asiis nok en gang var i driblehumør, blev den 21-årige '93'er holdt godt fat i, faktisk i sådan en grad at hendes løb blev decideret stoppet.
Men ud fra, hvad der må være en vurdering af kampens status som træningskamp samt kampens forløb, blev holdeforseelsen ikke dømt af kampens dommer
Hjemmeholdet fik også scoret et trøstemål i kampens døende minutter. Der blev sendt et ellers ufarligt, hårdt og fladt indlæg ind i feltet, hvor der blot var én Fredensborg-angriber til stede.
Desværre opstod der lidt miskommunikation og lettere tilfældigt kunne vores bedste kvindehold lettere ukoncentreret indkassere kampens sidste scoring til slutresultatet 1-5 - to minutter før tid.
Det begynder at tage form
Cheftræner for B.93's bedste kvindehold, Christian Falk, var svært glad for søndagens præstation i 1-5 sejren. Det var en kamp, der skulle vindes, med tanke på, at B.93 spiller i en bedre række end modstanderne fra Fredensborg.
Cheftræner for B.93's bedste kvindehold, Christian Falk udtaler
- Grundfundamentet tager mere og mere form for hver kamp, vi spiller. Kampen mod Fredensborg var en god mulighed for at fortsætte med at bygge på frem mod sæsonstart.
- Vi fik også bragt flere af vores U19 spillere i spil, som viste sig godt frem og var med på vores spilpræmisser, ligesom vi havde håbet på.
- Set over de 80 minutter fik vi scoret fem mål, som man slet ikke kan klage over, så skulle det da lige være, at vi burde have scoret endnu flere.
- Vi havde bolden 70 procent af tiden, hvilket gjorde, at vi fik arbejdet på vores opbygningsspil og tryktestet vores gennembrudsspil med nogle af de spilmønstre, vi har arbejdet på i ugen op til.
Kampen mod Fredensborg har i Christian Falks optik skabt gode forudsætninger for et godt resultat i holdets næste styrkeprøve, der er Malmö FF, der er rykket op i den bedste svenske række.
Her får Falk og medtræner Haim testet tropperne af mod en stærkere modstander, der kan give et mere retvisende blik for, hvad de skal forbedre på træningsbanen frem mod forårets Kvalifikationsliga-kampe.
- I kampen mod Fredensborg havde vi et godt udtryk, hvor vi fik vist gode glimt af, hvad '93-spillestilen kan i fuld vigør. Derfor ser jeg i høj grad frem mod næste træningskamp mod Malmö FF, som lige er rykket op i Allsvenskan.
- Der skal vi op mod en modstander, der med al respekt for Fredensborg er af en højere kaliber. Den kommer til at give os et billede af, hvor meget vi har rykket os.
- Og vi skal tage mange af tingene med fra de første tre kampe med til fredagens udfordring.
Kvindernes næste træningskamp, der er mod svenske Malmö FF, bliver fløjtet op på Svanemølleanlægget fredag 14. februar kl. 16.00.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Husk du kan følge klubben på LinkedIn og Instagram.
HOLDET PÅ BANEN
Signe Munk (ud 40')
Ida Diget
Silja Weinell
Málfríður Eiríksdóttir
Sara Grønhøj
Carla Schulz
Freja Sørensen Abildå (ud 50')
Mille Bech (ud 40')
Sofia Weatherall (ud 50')
Julia Hjørlunde (ud 40')
Sofia Hvidbak
PÅ BÆNKEN
Alma Meier (ind 40')
Sofie Thrige (ind 50')
Asii Berthelsen (ind 50')
Alexandra Holse (ind 40')
Frederikke Petersen (ind 40')
Kampreferat: Alexander Wøhlk.
Foto: Tobias Kongsvang.