Skuffende præstation hjemme mod FC Roskilde
FC Roskildes mål efter 16 minutter blev det eneste i kampen. B.93 misbrugte et straffespark i første halvleg.
Betydningen af fredagens kamp mod Roskilde var tydelig at aflæse på tabellen.
Om vores spillere var tynget af kampens betydning, eller om der var andre grunde til, at de på det nærmeste forekom lammede, skal jeg ikke kunne sige. Men det var i hvert fald en af den slags indsatser, der kan siges meget om, men bør siges lidt om. Så jeg vil forsøge at fatte mig i korthed.
Kampens første mulighed tilfaldt gæsterne fra Roskilde efter et kvarters spil. Armann Taranis blev spillet mutters alene med tilbagevendte Falkesgaard i målet. Iskoldt vippede han bolden over målmanden, og så havde B.93 fået lige den start, de ikke skulle have haft.
Ti minutter senere fik vi dog muligheden for at bringe balance i regnskabet, da Osmann Addo efter et par herlige proptrækkerdriblinger fik tilkæmpet sig et straffespark. Mikkel Mouritz plejer at være sikkerheden selv fra 11-meterpletten. Men denne gang fik han ikke placeret sit spark yderligt nok, så Brylov i Roskilde-målet kunne kaste sig til sin venstre side og parere. Da anede man, at det ikke var vores aften.
Mikkel skal nu ikke høre noget for det brændte straffespark – det sker for selv den bedste. Det var langt mere urovækkende, at straffesparket blev den eneste åbne mulighed, B.93 tilkæmpede sig i hele kampen.
Selv om vi som kampen skred frem satte os på det meste af spillet, druknede samtlige vores offensive bestræbelser i et hav af misforståelser og dårlige afleveringer.
Gæsterne behøvede blot at stille sig i deres kompakte formation og afvise 93-angrebene, for derpå at sætte til tider ikke helt ufarlige kontra-angreb i gang.
Faktisk var de til lejligheden orangetrøjede gæster fra domkirkebyen tættere på at udbygge føringen end vi var på udligning. Største mulighed tilfaldt indskiftede Emil Nielsen, der helt fri midt for mål sendte bolden forbi den fjerneste stolpe.
Men 0-1 var også rigeligt for Roskilde. For det var en af de aftener, hvor vi kunne have spillet til midnat uden at komme i nærheden af en udligning.
Heldigvis går det løs igen på fredag, hvor vi gæster Den Gule Fare fra Horsens. Det kan umuligt blive mere skræmmende end denne fredagsfest.
NÆSTE KAMP
Fredag 1. november går turen til det jyske, hvor holdet må have lagt i boksen tll revanche ude mod AC Horsens. Kick-off er kl. 19.00.
Cheftræner Kim Engstrøm udtaler
- Først og fremmmest er vi ekstremt skuffede. Vi er skuffede over resultatet, og vi er skuffede over vores præstation.
- Præstationen var ikke til mere end de point vi fik i dag, som var nul, for vi var ikke gode nok i dag.
- Jeg har sagt til spillerne i omklædningsrummet nu, at det virker som om vi ikke spiller for at opnå noget i dag, hverken for at blive i rækken eller for at opnå top seks, men det er mere bare var ligegyldigt.
- FC Roskilde spiller for livet i forhold til at blive i 1. division og det var tydeligt at se, at de var bedre til det end vi var.
- Alt i alt en kamp, hvor vi ikke rammer niveau. Jeg tror vi har tre skud indenfor rammen, hvoraf det ene er et straffe. Og så kan man ikke få point.
- Tusind tak for opbakningen fra alle jer, der var kommet på Østerbro Stadion en kold oktober-aften. Vi skylder jer en bedre præstation næste gang.
- Nu ser vi frem mod og forbereder os mod AC Horsens ude på fredag.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Følg klubben på X og Instagram, hvor du kan få live opdateringer fra kampene. På Facebook og Linkedin kommer du også tæt på klubben.
Husk at abonnere på B.93's YouTube kanal, så får du notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.
Fra fredagens kamp kan du finde indløb, pre-match interview med cheftræner Kim Engstrøm der fortæller at holdet inden kampenhavde talt om at vi ikke har vundet to kampe i streg endnu i denne sæson, pause-interview med assistenttræner Kasper Lorentzen og post-match interview med en meget skuffet cheftræner og spillere og stab, der takker for den flotte opbakning.
MÅL OG HØJDEPUNKTER PÅ 1-DIVISION.DK
Se highlights på 1-division.dk.
HOLDET PÅ BANEN
Michael Falkesgaard
Ludvig Henriksen (ud 87’)
Jacob Egeris
Andreas Heimer
Gustav Højbjerg (ud 60’)
Niels Morberg (ud 60’)
Mikkel Mouritz
Ole Jakobsen (ud 76’)
Nicolaj Thomsen
Osman Addo
Julius Voldby (ud 60’)
PÅ BÆNKEN
Aris Vaporakis
Tobias Blidegn (ind 60’)
Nicklas Mouritsen (ind 60’)
Mikkel Wohlgemuth (ind 60’)
Emeka Nnamani (ind 76’)
Emil Christensen (ind 87’)
Fisnik Isaki
Mounir Secka
Danis Faljic
Kampreferat: Mads Mazanti.
Fotos: Christian Midtgaard.