Kamp
Referat

B.93 – Randers FC
Randers FC — B.93

Fuld tid

1-0 Jeppe Erenbjerg (1'); 1-1 Ernest Agyiri (20'); 2-1 Jeppe Erenbjerg (40'); 3-1 Antonio Bustamante (45'); 3-2 Alhaji Kamara (47'); 3-3 Filip Bundgaard (straffe, 52'); 3-4 Simen Bolkan Nordli (101'); 4-4 Sebastian Kroner (117'); ; <b>Straffesparkskonkurrence</b>; 0-1 Mads Albæk; 1-1 Mikkel Mouritz; 1-2 Simen Bolkan Nordli; 2-2 Andreas Heimer; 2-3 Mikkel M. Pedersen; 2-4 Wessel Dammers; 3-4 Jeppe Erenbjerg; 3-5 Björn Kopplin
7-9
9-7
Pokalexit til Randers FC

Pokalexit til Randers FC

B.93 kæmpede flot, men måtte se sig slået af Superliga-holdet Randers FC efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence i 1/16-finalen af Oddset Pokalen.

Resultat: 7-9
Spillested:
Østerbro Stadion
Dato:
27/9/2023
Tilskuertal:
1.732

EUFORISK FØRSTE HALVLEG PÅ ØSTERBRO STADION

Onsdagens opgør i 3. runde af Oddset Pokalen blev en af de kampe, de 1.732 tilskuere sent vil glemme – også selv om den for de fleste tilstedeværendes vedkommende ikke endte med det ønskede udfald.

På kampens første angreb rykkede Emil Møller frem i banen og fandt Jeppe Erenbjerg, der efter lidt småspil tonsede bolden op i det nærmeste målhjørne fra en svær vinkel på kanten af feltet. Så var vi i gang.

Superliga-holdet Randers tiltvang som ventet et klart spilovertag, men fik ikke det store ud af det, før i det 19. minut, hvor Ernest Agyiri afsluttede et smukt Randers-angreb med at sende bolden over i det lange hjørne uden chance for Marcus Alstrup i målet.

Kampbilledet forblev det samme efter scoringen. Randers med et klart spilovertag, B.93 lurende på kontra. Randers fik to store muligheder inden pausen, men først Alstrup, siden overliggeren var i vejen for de til lejligheden neongrønklædte randrusianere.

I stedet slog B.93 pludselig kontra seks minutter før pausen. Jeppe Erenbjerg fik en skudmulighed fra omkring tyve meters afstand. Egentlig fik han ikke godt træf på bolden, men den smuttede alligevel under reservemålmand Snorres hænder og i mål ved den ene stolpe.

Og minsandten om ikke B.93 var på færde igen før pausen. Emmanuel Ogude tryllede på højrekanten og fandt med en tværaflevering Antonio Bustamante, der tæt under mål kurede kuglen i kassen til en højst forbløffende 3-1-føring.

ØSTJYSK COMEBACK

Som ventet kom Randers ud med fuld musik fra anden halvlegs start. Det gav pote allerede i det andet minut efter pausen, da Alhaji Kamara udnyttede sin overlegne fysik til at heade gæsterne på 2-3.

Rasmus Bertelsens tropper fortsatte presset og blev belønnet med et straffespark fem minutter. Forseelsen – et riv i en Randers-spillers trøje – var klar nok, men fandt den ikke sted uden for feltet? Ikke efter dommerens mening. Og så kunne Filip Bundgaard udligne til 3-3.

Nu kunne man frygte, at vi ville blive kørt over af et Superliga-hold med momentum. Men B.93 skal roses for at kæmpe sig tilbage i kampen, og på ukuelig fight få presset spillet længere frem på banen.

Sebastian Clemmensen fik en god mulighed efter en times spil, men måtte se sit skud stryge forbi det lange hjørne.

Som halvlegen skred frem fik Randers dog flere gode muligheder, blandt andet til den meget dygtige Kamara, men heroisk opofrende 93-forsvarsspil og manglende randrusiansk træfsikkerhed betød, at den ordinære kamp endte 3-3.

DRAMA TIL SIDSTE SEKUND

I den forlængede spilletid satte gæsterne sig igen på spillet mod et meget træt 93-hold. Efter 100 minutter fik de udbytte af overtaget, da Simen Bolkan Nordli slap fri i feltets venstre side og sikkert slaskede bolden i nettet.

I anden halvleg af omkampen trak randrusianerne sig tilbage for at forsvare føringen. B.93 forsøgte sig med lange bolde bag om gæsternes forsvarskæde. Det havde nær givet pote, men Erenbjerg fik ikke fremlægningen under kontrol og stødte i stedet ind i Randers-målmanden.

Men miraklernes tid var ikke forbi, for Randers-spillerne syntes lige så mærkede af den opslidende kamp som 93'erne. Tre minutter før tid fandt en ny lang bold indskiftede Sebastian Kroner, der iskoldt udplacerede Snorre i målet og sendte Østerbro Stadion i ekstase.

I en vanvittig slutfase fik Jonathan Mathys gud hjælpe mig også mulighed for at score til 5-4 efter frispilning fra Nicolaj Thomsen, men han måtte se sit skud pareret. Og for at det ikke skal være løgn, fik Randers mulighed for at afgøre kampen i den anden ende, men et skud midt for mål sneg sig forbi den ene opstander.

B.93 TRAK NITTEN TRODS UKUELIG INDSATS

Så måtte der straffesparkskonkurrence til at skille de to hold ad. I et sådant lotteri skal nogen jo før eller siden trække nitten, og det blev desværre Jonathan Mathys, der måtte se sit forsøg fra ellevemeterpletten reddet. Da ingen andre brændte, kunne Randers tage fra Østerbro med sejren.

Men selv om Randers vandt, blev B.93 ikke taber. Man kan ikke kaldes taber efter en så flot og ukuelig indsats.

Hvilket fantastisk drama, hvilken vidunderlig fight, spillerne gav os i dag. Tusind tak! Denne indsats vil blive husket og påskønnet længe.

Cheftræner Kim Engstrøm udtaler

- Vi gav det et skud for videre avancement. Det var vel en typisk pokalkamp, der nærmest havde det hele.

- Den tidlige føring gav os selvfølgelig et kæmpe boost. Vi står kampen igennem godt imod Randers' tryk.

- Vi laver tre flotte mål i første halvleg. Jeg er ærgerlig over starten på anden halvleg, hvor Randers kommer tilbage i kampen. Det er to situationer, hvor jeg synes vi kan gøre det bedre defensivt.

- Kæmpe ros til spillerne for måden vi rejser os på den resterende del af anden halvleg, hvor vi bevarer roen i spillet og står imod det fysiske tryk Randers kommer med.

- I den forlængede spilletid viser vi igen kæmpe moral ved at komme tilbage efter 3-4 scoringen. Vi snakker inden det sidste kvarter om at Randers ville trække sig lidt tilbage og overlade initiativet til os, hvilket jo skete.

- Vi vidste også der ville komme en chance. Den kom heldigvis til Kroner, som kom i et godt løb ind i feltet. En scoring der gjorde at hele Østerbro Stadion nærmest gik amok. Vi er jo også lige ved at løbe med sejren kort efter da Mathys er alene igennem.

- Alt i alt fik vi i dag vist vi har et højt niveau, når vi alle sammen præsterer samtidig som hold og individer.

- Præstationen i dag skal vi tage med os videre ind i NordicBet Liga kampene. Kan vi holde dette niveau venter der os mange point i resten af efteråret.

- Endnu en gang tusind tak til de fremmødte på Østerbro Stadion. Vi glæder os til at se jer igen fredag 6. oktober mod Hillerød.

SE B.93 TV FRA KAMPEN

Se pre- og post-match interview med cheftræner Engstrøm. Se desuden post-match interview med den dobbelte målskytte Jeppe Erenbjerg.

Du kan som altid se meget mere indhold fra B.93 TV på vores YouTube-kanal. Vi publicerer løbende nyt indhold - så husk at abonnere.

Du kan også følge klubben på Twitter, Facebook og Instagram. Vi dækker kampene live på Twitter og med Instagram stories.

Holdet på banen

Marcus Alstrup

Emil Møller (ud 90’)
Emil Christensen
Osvald Søe
Daniel Thøgersen (ud 85’)

Niels Morberg (ud 75’)
Nicolaj Thomsen

Sebastian Clemmensen (ud 68’)
Jeppe Erenbjerg
Antonio Bustamante (ud 68’)

Emmanuel Ogude (ud 75’)

På bænken

Ahmed Daghim (ind 68’)
Sebastian Kroner (ind 68’)
Andreas Heimer (ind 75’)
Jonathan Mathys (ind 75’)
Abdullah Iqbal (ind 85’)
Mikkel Mouritz (ind 90’)
Ryan Johnson Laursen
Ruben Minerba
Aris Vaporakis

Kampreferat: Mads Mazanti.
Fotos: Kim Gudmand.