Kamp
Referat

B.93 – Kolding IF
Kolding IF — B.93

Fuld tid

0-1 Sebastian Sommer (33'); 1-1 Sebastian Clemmensen (82')
1-1
1-1
Pointdeling på Østerbro Stadion

Pointdeling på Østerbro Stadion

Lørdag 5. august sikrede B.93 sit første point i NordicBet Ligaen, da de hjemme på Østerbro Stadion spillede uafgjort 1-1 imod Kolding IF foran 1.393 tilskuere. Ovenpå kampen var cheftræner Kim Engstrøm glad for at komme på tavlen både med point og mål. Mads Mazanti har kampreferatet klar.

Resultat: 1-1
Spillested:
Østerbro Stadion
Dato:
5/8/2023
Tilskuertal:
1.393

POINTDELING MED KOLDINGENSERNE

Til lørdagens kamp mod Kolding havde cheftræner Kim Engstrøm valgt at flytte Abdullah Iqbal tilbage i midterforsvaret og i stedet give talentet Emil Møller (tidligere anfører for FCK's U19-hold) chancen fra start som højreback, mens Daniel Thøgersen skulle spille venstreback. På midtbanen erstattede teknikeren Andreas Heimer maratonmanden Niels Morberg, og Ahmed Daghim var tilbage i startopstillingen på venstrekanten.

Efter ti minutters spil blev Emmanuel Ogude spillet fri i feltets højre side, men vinklen blev for spids, og Christoffer Petersen i gæsternes mål kunne afværge den flade afslutning med en fodparade.

Det blev, desværre, den eneste offensive aktion, 93'erne havde at byde på i første halvleg. For de turkisklædte koldingensere lykkedes med at lukke fuldstændig ned for vores opspil med effektivt presspil. Offensivt lagde gæsterne pres på 93-forsvaret med lange skift over mod vores venstre forsvarsside.

FLYVENDE FALKESGAARD

I det 13. minut fik gæsterne en gylden mulighed for at bringe sig i front: En koldingenser blev noget klodset skubbet omkuld i feltets venstre side. Straffespark.

Men newzealænderen Dalton Watkins måtte heldigvis se sit hårde, men dårligt placerede spark, pareret af Michael Falkesgaard.

I det 33. minut kom Kolding dog alligevel på tavlen. Et af de mange angreb over højre side endte med et indlæg, som Sebastian Sommer kom først på og dirigerede over i det lange hjørne.

1-0 til Kolding stod sig til pausen, og det kunne der ikke indvendes noget imod. For at spøje spot til skade måtte Ahmed Daghim udgå kort før pausen med en ankelskade.

DEN TURKISE MUR

Men i anden halvleg ændrede kampbilledet sig. Kolding trak sig længere tilbage på banen for at forsvare føringen. Egentlig underligt, for havde de fortsat som før pausen, kunne de nok have lukket kampen.

Kolding-defensiven var dog en hård nød at knække for B.93. Den solide, turkise mur tillod ikke mange muligheder. Jeppe Erenbjerg kom et par gange på skudhold, men tættere på end et forsøg langt forbi mål kom han ikke.

Kristoffer Wichmanns tropper kunne have afgjort kampen midt i halvlegen, men et frit skud midt for mål endte heldigvis over mål, og B.93 levede i kampen endnu.

DE UNGE INDSKIFTERE ÆNDREDE KAMPEN

Den forløsende udligning kom ni minutter før tid. For første gang i 70 minutter lykkedes det 93-offensiven at finde et hul i Koldings forsvar.

Indskiftede Fisnik Isaki (med nordmakedonske rødder, kommet til fra AaBs U19-hold) fandt med en herlig, dyb stikning ligeledes indskiftede Sebastian Clemmensen, som fik timet sit løb perfekt og sendt bolden forbi Petersen i målet.

1-1 stod sig kampen ud. Et point, som B.93 kan være bedst tjent med.

Spillemæssigt var kampen ingen stor oplevelse, men 93'erne skal roses for at blive ved med at klø på, selv om det var op ad bakke i det meste af kampen. Dette point kan være af stor betydning for spillernes selvtillid.

Cheftræner Kim Engstrøm udtaler

- Vi er glade for at være på tavlen både med point og mål i NordicBet Ligaen.

- Det betyder meget for hele truppen, at vi nu kan sige, vi er stemplet ind. Præstationen i dag er godkendt. Og når vi leverer godkendte præstationer, så følger pointene ofte med. Det gjorde det ene point i dag.

- Vi har et rigtig godt kendskab til Kolding igennem vores fire indbyrdes opgør i 2. division sidste år. Vi havde langt hen ad vejen godt styr på deres spil og styrker i dag, hvor de med deres fysiske styrke plejer at lægge et hårdt tryk på modstanderen. Det fik vi godt afvist i dag.

- Vores eget spil med bolden sad ikke helt hvor det skulle. Vi spillede i perioder for langsomt på trods af, at vi forsøgte at presse tempoet op i kampen.

- Vi forsøgte undervejs i 2. halvleg med nogle indskiftninger for at få friske unge spillere ind, der kunne true Koldings kompakte defensiv. Det lykkedes vi rigtig godt med. Blandt andet ved 1-1 scoringen, hvor Fisnik Isaki får spillet Sebastian Clemmensen godt i dybden omkring feltet.

- Dejligt at se vores indskiftere i dag var kampafgørende. Og så skal vi selvfølgelig også huske, at Michael Falkesgaard redder et straffe i løbet af 1. halvleg.

- Vi er som tidligere nævnt glade for det ene point, der betyder vi er på tavlen. Nu ser vi frem til den kommende uge, hvor den står på to kampe med pokalkampen mod Listrup tirsdag og udekampen mod HB Køge fredag.

Se B.93 TV fra kampen

Se pre-match interview med cheftræner Kim Engstrøm og post-match interview med målscorer Sebastian Clemmensen samt pauseinterview med assistent- og transitionstræner Kasper Lorentzen på klubbens YouTube-kanal. Flere B.93 TV indslag er på vej.

Husk du også kan følge klubben på Twitter, Facebook og Instagram.

Holdet på banen

Michael Falkesgaard

Emil Møller
Jacob Egeris
Abdullah Iqbal
Daniel Thøgersen

Mikkel Mouritz
Andreas Heimer (ud 73’)

Jeppe Erenbjerg (ud 73’)
Nicolaj Thomsen (ud 90’)
Ahmed Daghim (ud 45’)

Emmanuel Ogude (ud 73’)

På bænken

Tammer Bany (ind 45’)
Sebastian Clemmensen (ind 73’)
Fisnik Isaki (ind 73’)
Jonathan Mathys (ind 73’)
Niels Morberg (ind 90’)
Emil Christensen
Ruben Minerba
Antonio Bustamante
Aris Vaporakis

Kampreferat: Mads Mazanti.
Fotos: Christian Midtgaard.