Pointdeling i intens duel mod Østerbro IF
B.93 og Østerbro IF delte pointene mellem sig, da de lørdag eftermiddag bragede sammen med naboerne, Østerbro IF, i en intens duel.
Ovenpå sidste uges revanchesejr hjemme mod Næstved HG, var et selvtillidsfuldt B.93-hold tilbage på plænen lørdag eftermiddag, hvor man gæstede naboerne, Østerbro IF, på kunstgræsbanen i Fælledparken.
Cheftræner Peer Lisdorf havde foretaget tre ændringer i startopstillingen til eftermiddagens opgør ift. Næstved-kampen, hvor Olivia Bergmann, Leila Moçambique og Jazmin Issa alle havde fundet vej til start 93'eren. Vi fik dermed et glædeligt gensyn med førstnævnte, der har siddet ude siden 5-1-sejren ude mod Varde IF lørdag 7. oktober 2023.
Dagens møde med Østerbro IF var samtidig sæsonens fjerde officielle møde ud af fem med lokalrivalerne. Hidtil er det blevet til en 2-0-sejr tilbage i slutningen af september, inden B.93'erne gik videre med en sejr på 2-1 i Gjensidige Kvindepokalens ottendedelsfinale. Efteråret blev afsluttet med remis på 1-1, hvor dagens modstander gæstede Svanemølleanlægget.
Filippa Høgild var, ikke uventet, igen at finde blandt de startende 93'ere, senest blev hun sågar matchvinder med sin scoring mod Næstved HG, og det betød, at den unge midtbanedynamo kunne fejre sit 50-kamps-jubilæum i B.93-trøjen. En imponerende milepæl for den flittige 6'er. Stort tillykke til Filippa!
PRES FRA STARTEN AF HALVLEGEN
Fra dommer Jonas Bülow-Olsens første fløjt, var det B.93, der hurtigt tog kontrol over både kuglen og kamp med boldbesiddende fodbold, som har været kendetegnet sæsonen igennem.
Det igangsatte hurtigt en offensiv, der straks fik sat Østerbro IF-keeper Josephine Thayssen på prøve. Mille Bech fik med et kort aftræk sendt et skud mod målet, men keeper Thayssen fik afværget.
Minuttet efter var det Rebeka Winthers tur. Med et frækt forsøg fra distancen var hun tæt på at overrumple hele Østerbro-defensiven, hjemmeholdet kunne dog ånde lettet op, da bolden tog opstanderen.
Kort efter fik B.93 tilspillet sig et hjørnespark i venstre angrebsside. Mille Bech var afsender og til trods for et snorlige indlæg og en højtflyvende Olivia Bergmann, fik Bergmann akkurat ikke nok vinkel på bolden til, at den kunne stryge i kassen.
Men stik mod spil og chancer var det de rød og hvid-stribede værter, der kunne åbne kampen med første scoring. Med et fladt skud fra distancen fandt Esther Rønn et hul blandt 93'erne, og så stod det pludseligt 1-0.
Gæsterne fortsatte ufortrødent i stor kontrol og med pæne offensive takter, og der skulle da heller ikke gå særligt længe, før det gav gevinst.
Bolden startede hos Mille Bech, der med et højt indlæg sendte bolden indover mod feltet. Olivia Bergmann kom hurtigt på andenbolden, hvorefter hun fandt en fri Leila Moçambique længere fremme på kanten, som med et stort overblik fik sendt et knivskarpt indlæg i panden på en fremadstormende Rebeka Winther, der kunne stange bolden bag Thayssen til udligning.
Kort før pausefløjtet endte bolden for fødderne af Phiona Nabbumba, som kunne firsttime kugen mod målet, men skudforsøget blev grebet ud, og så kunne Bülow-Olsen fløjte de første 45 minutter af kort tid efter.
FYSISK AFFÆRE I 2. HALVLEG
I pausen havde cheftræner Lisdorf benyttet sig af sin første indskiftningsmulighed, som sendte Büsra Barut på banen til fordel for Jazmin Issa på kanten.
93'erne kørte videre i anden halvleg med mange offensive gennembrud, indlæg og skudforsøg, men var stærkt hindret af en dybtsiddende Østerbro-forsvarskæde.
Mille Bech fandt dog en åbning med et hurtigt slangehug fra kanten af feltet, men den blev afværget til hjørnespark.
Hjørnesparket stod Bech for, og her var hun igen ved at snyde alle med et indadskruet indlæg, der blev pareret af Josephine Thayssen.
Det blev for alvor farligt en time inde i kampen. B.93 havde spillet sig til endnu et af mange hjørnespark i anden halvleg, og denne gang var det Leila Moçambique som afsender. I feltet fandt hun Rebeka Winther, der fik headet mod mål, hovedstødet endte i en mellemting blandt Filippa Høgild og Thayssen, der begge forsøgte at tvinge bolden i hver sin retning. Den endte med at dumpe ned foran Olivia Bergmann, der med kort betænkningstid ikke kunne gøre meget andet end at hugge til den, og igen var det keeper Thayssen, der stod i vejen.
Som anden halvleg skred frem forsøgte Peer Lisdorf sig med yderligere indskiftninger af Doha Bouraba og Maria Slott.
Kampen udviklede sig dog hurtigt til en mere fysisk affære med mange tacklinger, nærdueller og dødbolde.
Og selv om 93'erne fik tilspillet sig enkelte chancer hen mod slutningen, var der intet at stille op i en afslutning, der bød på flere advarsler til begge mandskaber.
Mere blev det derfor heller ikke til denne lørdag eftermiddag i Fælledparken, og holdene kunne dermed dele pointene mellem sig.
NÆSTE KAMP
B.93 ligger stadig godt med i toppen, a point med OB Q, med 11 point efter de første fem kampe.
Der venter en kort pause inden næste kamp, som byder på et vaskeægte topopgør mod samme OB Q, når B.93 tager turen til Ådalen og Nature Energy Park i det fynske.
CHEFTRÆNER PEER LISDORF UDTALER
- Jeg er utilfreds med 1-1-resultatet i forhold til spil og chancer, men tilfreds med præstationen på banen, når det gælder godt opspil og gennembrud i en kamp, hvor vi også forsvarer os godt og holder Østerbro IF nede på nogle få langskud fra distancen.
- Med større effektivitet foran mål havde vi scoret flere mål og vundet kampen klart.
- Vi er ubesejrede her halvvejs igennem kvalifikationen og ligger på en delt førsteplads med fire point ned til nummer tre.
- Det er tilfredstillende og et godt udgangspunkt, inden vi går ind i anden del af Kvalifikationsrækken.
- Vi har stadig udfald i kampene, som vi skal gøre kortere og håndtere bedre rent mentalt.
- Vi lærer af hver kamp, og når vi får mere styr på det, bliver vi kun bedre og sværere at slå.
- Jeg er glad og stolt over det, vi har opnået indtil nu, og jeg glæder mig til at arbejde hårdt og målrettet videre med spillerne på mandag.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Husk du kan følge klubben på YouTube, Twitter, Facebook og Instagram. Dagens kamp blev dækket intensivt live på X og medInstagram stories, hvoraf en del B.93 TV klip er lagt ind i referatet, som du fornemmer herover. Abonnér på B.93's YouTube kanal, så får du notifikationer, når vi lægger nye B.93 TV-videoer op.
Se pre-match interview med cheftræner Peer Lisdorf. Vi har også et par ekstra klip, som du kan nyde på falderebet: Phiona Nabbumba med et godt langskud, Rebeka Winthers scoring fra en anden vinkel, stolpeskuddet fra Rebeka Winther, Mille Bechs afslutning efter gode driblinger og en kombination med Rebeka Winther og Büsra Barut med et godt raid, der munder ud i en langskudschance til Mille Bech. Du finder flere på YouTube kanalen.
HOLDET PÅ BANEN
Signe Munk
Sandra Olabi
Olivia Bergmann
Sara Grønhøj
Sofie Thrige Andersen
Filippa Høgild
Phiona Nabbumba
Mille Bech (ud 83')
Jazmin Issa (ud 46')
Rebeka Winther
Leila Moçambique (ud 61')
PÅ BÆNKEN
Daphine Nyayenga
Doha Bouraba (ind 61')
Maria Slott (ind 83')
Freja Marie Pedersen
Büsra Barut (ind 46')
Kampreferat: Frederik Knygberg.
Fotos: Christian Midtgaard.