Optakt med Julie Hemmingsen
Søndag eftermiddag venter endnu en spændende kamp, denne gang går turen til det nordjyske for 93'erne.
Vi klæder dig på til tredje kamp i sæsonen i Gjensidige Kvindeligaen mod Fortuna Hjørring sammen med forsvarsspiller Julie Hemmingsen, men først venter en opgave i pokalturneringen.
B.93 løb ind i et nederlag på 3-0 til HB Køge i sæsonpremieren, men holdt forhåndsfavoritterne fra Køge fra fadet i lige knap en time.
Julie Hemmingsen tager da også flere positive ting med fra kampen, og ser samtidig muligheder for at spille en anden form for fodbold i midtugen mod Vallensbæk IF, en kamp der endte med en storsejr på hele 16-0 til 93'erne, inden det igen går løs mod Fortuna Hjørring på søndag i landets bedste fodboldrække.
Hvad kan I tage med fra første kamp mod HB Køge?
- Vi kan være godt tilfredse med, at vi overholder vores aftaler i store dele af kampen, og vi kan tage meget med fra kampen. Erfaring med tempoet i ligaen, den hurtige boldomgang, og hvor vigtigt det er at holde hovedet koldt på trods af de fejl, vi desværre får lavet, som koster målene.
Så hvordan er troen på, at I kan begå jer i landets bedste række efter første kamp?
- Vi tror på, at når vi har spillet et par kampe, så vænner vi os til tempoet, de mere fysiske nærkampe, og vi håber at kunne mindske fejlene, som i denne liga bliver straffet hårdt, da modstanderne er stærke. Vi taber til et bedre hold med langt mere erfaring, men vi har ikke mistet troen på, at vi kan klare det i ligaen.
På onsdag møder I Vallensbæk i 1.runde af pokalturneringen. Hvad kan man forvente fra jer i den kamp?
- Pokalkampen er en god mulighed for rotation på holdet, så vi undgår diverse overbelastningsskader, og samtidig giver det os mulighed for at spille den type fodbold, vi helst vil spille. Nemlig som mere boldbesiddende og skabende.
Hvor langt tror du, at I kan nå i pokalen?
- Pokalen er altid en svær balancegang i forhold til, hvilke resultater, man har behov for i sin egen liga, så det er primært op til trænerteamet, hvor meget man vil satse på de ekstra kampe, der kommer på programmet.
I weekenden venter Fortuna Hjørring. Hvad forventer du af den kamp?
- Jeg forventer, at alle kampe i denne liga bliver svære kampe, men vi vil gå ind til kampen med troen på, at vi kan vende tingene til egen fordel. Vi skal udnytte de chancer, der måtte komme, da de vil være færre, end vi er vant til. Vi skal stå kompakt i forsvaret og kommunikere godt. Med tryghed kommer roen og troen på mere.
Fortuna Hjørring er favoritter på papiret. Hvordan passer rollen som underdog til jer?
- Med rollen som underdogs kan vi kun overraske, og hvem kan ikke lide overraskelser?
Skrevet af: Pelle Kirchner.
Fotos: Christian Midtgaard.