Min tid i B.93

Min tid i klubben - som målmand, og senere målvogtertræner, startede i første omgang som ungdomsspiller og derefter et par år som seniorspiller. 

I mit første år som senior, startede jeg med et halvt år på tredjeholdet, så blev jeg rykket op på andetholdet, hvor jeg spillede syv kampe for så at slutte på førsteholdet. Det blev til ca. 40 kampe på førsteholdet, og så skulle jeg aftjene min værnepligt og vendte først tilbage til B.93 i 1998.

Efterfølgende stod jeg på mål i ca. 200 kampe på førsteholdet. Jeg sluttede i 2007 og har siden været målvogtertræner på 1. Herresenior og til tider trådt til som reservemålvogter. Jeg takker i dag af, efter at jeg i denne omgang har været en del af førsteholdet 26 år i træk.

Starten

I 1985 startede jeg som drengespiller i B.93. Dengang spillede stort set alle klubbens ungdomshold i landets bedste rækker, og mange af de forskellige årgange blev danske mestre i ungdomsfodbold. Når man indfandt sig på anlægget, mødte man næsten altid nogen, man kendte fra sit hold, til trods for at det ikke var en træningsdag.

På kampdage kom mange fra klubbens andre hold forbi for at se på de kampe, der blev spillet på anlægget, eller bare noget af dem, inden de skulle mødes til deres egen kamp. Det gjaldt også spillere fra 1. senior. Der var en samhørighed i klubben, og mange betragtede klubben som sit andet hjem.

På årgangene trænede holdene også på samme tidspunkt, og det gjaldt helt op på seniorniveau. På den måde fastholdt man også mødet mellem spillerne fra de forskellige hold på årgangene.

Selvfølgelig er det sikkert også en romantiseret erindring, jeg har, men det er nu engang sådan, jeg husker det.

Udfordringer og håb 

B.93 har siden den tid haft flere svære tider, men også gode tider sportsligt, men noget af den sammenhængskraft, som jeg tidligere nævnte, svandt i styrke, da tiderne var svære.

Mit højeste ønske har altid været at være med til at bringe klubben tilbage til de ”romantiske” tider, som jeg husker dem. Det er ikke et ønske om at få de svundne tider tilbage, men et ønske om igen at opleve en stemning af samhørighed når man træder ind i klubben - samt at have en klub, der både kan rumme elite- som motionsniveau og favne det med lige stor kærlighed og påskønnelse. 

Selvom klubben aldrig har stået stærkere end nu gennem de sidste 26 år, så er der stadigvæk ting at arbejde med. Både hvad angår sammenhængskraft og det sportslige, men selvfølgelig er tiden også en anden end dengang. Samfundet har ændret sig, så det er også nogle anderledes dannede mennesker, der bevæger sig i klubben den dag i dag – det gælder på alle niveauer, blandt udøvere og trænere samt ledere og forældre.

Den vigtige sammenhæng 

Men at styrke og vedligeholde sammenhængskraften i B.93 kræver en masse stærke karakterer, som jeg i min tid i klubben har mødt en stor del af og stadigvæk møder, men som jeg ikke vil nævne navne på her, for begynder jeg først på det, er der helt sikkert nogle, jeg glemmer at nævne, hvilket de ikke har fortjent.

Det kræver også en stærk klubkultur. En kultur som projektet "One Club" skal være med til at danne og vedligeholde.

Fodbold i dag 

Fodboldspillet har også ændret sig. Spillet er blevet langt hurtigere og mere taktisk, og det stiller nogle enorme krav til både spillere og trænere.

Der er også kommet nogle mere kyniske spilsystemer (skemaer) ind i sporten, som er utrolig svære at slå - dette medmindre man kan de modsvarende spilsystemer. Alt bliver gennemanalyseret og lagt ud som data, hvilket, i min forståelsesramme, er med til at danne spillerne, men i sådan en grad at de ikke længere selv skal forsøge sig frem i deres spil, hvorved en naturlig refleksion melder sig.

Spillerne bliver præsenteret for de rigtige beslutninger. Det gør spillet, i mine øjne, mindre interessant og mindre smukt at kigge på, men det er ufattelig effektivt, og som tidligere nævnt, enormt svært at vinde over. Men mon ikke B.93 kunne lade noget af den magi, som er i klubben, drysse og vinde over denne kynisme?

Det sidste års tid har jeg, sammen med andre gode mennesker, ønsket at give spillerne muligheden for at se en anden vinkel på tilværelsen. Vi har i B.93 ønsket at give det, vi ser som en gave, til spillere og ledere på 1. Kvindesenior og 1. Herresenior.

Nemlig muligheden for at løfte blikket og kigge videre end den tilværelse vi har i et elitemiljø, at møde andre syn på tilværelsen og menneskelivet, og hvad er bedre til det end kunsten. Her mødes vi af mange forskellige spørgsmål og syn på livet, men uden facit, fordi vi jo alle er mennesker.

De vigtige følelser 

Ved at løfte blikket kan vi møde både de smukke sider af livet, men også skyggesiderne. Gennem de følelser, vi oplever, kan vi lade tankerne formes og prøve at sætte ord på dem.

Ikke fordi vi ønsker et resultat, men fordi vi håber og ønsker, at det vil være med til at bidrage til og nuancere synet på tilværelsen og livet, men om det gør det, det ved vi ikke, og vi afkræver dem det heller ikke – måske spirer et frø, måske først i morgen eller om fem år eller flere år?

En alternativ mulighed 

For at sætte virkelighed bag de tanker søgte vi Louisiana og Det Kongelige Teater om hjælp, og det mest pragtfulde var, at de var med på tankerne. Vi har derfor haft to helt vidunderlige aftener på henholdsvis Louisiana, hvor vi så den meget stærke udstilling ”Det uerstattelige menneske”, og i det Kongelige Teater, hvor vi så den meget flotte opsætning ”Den lille havfrue”. Stunder, som også blev meget rørende, fordi alle der var med mødte disse aftener åbent og nysgerrigt.

Der har også været en god udveksling af bøger og oplæsning. Ikke sjældent har jeg haft en bog med til en af spillerne eller en fra staben omkring holdet, og de har alle taget nysgerrigt imod den og læst den. Det har blandt andet været bøger som Hal Kochs ”Hvad er demokrati” og ”Den etiske fordring” af K.E. Løgstrup. Vi endte faktisk med, at jeg også modtog bøger fra dem, fordi de havde læst noget, der rørte dem, og de gerne ville dele det med mig. 

Min dejlige tid i B.93

Jeg glæder mig meget over at have været en del af klubben og klubbens divisionshold de sidste 26 år, og jeg glæder mig over, hvor stærkt klubben står nu - og ikke mindst, hvor flot klubbens to førstehold har klaret sig de sidste par år. Jeg glæder mig til at følge med i næste sæson og sikke en flot opbakning, der er kommet på stadion. Det er, så jeg har fået kuldegysninger, når jeg har kigget rundt på stadion og været vidne til det.

Ikke et definitivt farvel

Og forhåbentlig kommer projektet "One Club" godt i gang, så jeg kan yde mit bidrag til det og stadigvæk få lov til at pleje lidt omgang med de mange herlige spillere og trænere, samt folk fra staben, som har været en del af min hverdag og været med til at sprede glæde i mit liv.

Kærlig hilsen Nicolas

Foto 1: Olafur Rye Gestsson.
Foto 2: Christian Midtgaard.
Foto 3: B.93 arkiv.
Foto 4 og 5: Jeppe Wermuth.