

Nicolaj Thomsen forlænger til 2026
B.93 har indgået en kontraktforlængelse med en af klubbens store kulturbærere, Nicolaj Thomsen, indtil sommeren 2026.
Nicolaj Thomsen har skrevet under på en kontraktforlængelse med klubben, der løber frem til sommeren 2026.
Thomsen har siden ankomsten i 2022 udviklet sig til en fremtrædende skikkelse i B.93.
Thomsen, kendt i klubben som Tommy, har mere end én gang bevist, at han kan løfte publikum på Østerbro Stadion med både mål og målgivende afleveringer – og nu venter der flere af den slags i et år mere. Frem til sommeren 2026.
Sikringen af Tommy i endnu et år har ifølge adm. direktør i B.93 Copenhagen ApS Christian Engell været en klar prioritet fra klubbens side for at fastholde en fanebærer, der kan være med til at fortsætte sin og B.93’s udvikling på og udenfor banen.
Christian Engell udtaler
- Tommy har været en kæmpe drivkraft i, at vi i B.93 har fået skabt noget helt særligt, noget man ikke oplever mange steder i fodboldverdenen.
- Da han kom til B.93 i 2022, var det en utraditionel retning at gå på det tidspunkt i hans fodboldkarriere. Men han tog til Østerbro på baggrund af en kærlighed til spillet, og det er netop et af de vigtigste personlige og spillemæssige udtryk, vi vil med projektet her i B.93.
- Thomsen er ikke kun en dygtig fodboldspiller, han er først og fremmest et godt menneske, med stærke principper og værdier, som matcher klubbens. Og vi er glade for, at vi blev enige om, at Nicolaj skal være en del af B.93 frem til sommeren 2026.
Nicolaj Thomsen glæder sig over forlængelsen med klubben.
Nicolaj Thomsen udtaler
- Jeg er utrolig glad og stolt over at kunne meddele, at jeg har forlænget min kontrakt i klubben. Min rejse her har været noget helt særligt og at kunne fortsætte på den, det betyder rigtig meget for mig.
- Jeg har været en del af klubben, siden vi spillede i 2. division, og det har været utroligt at se, hvordan vi sammen har udviklet os – fra den tid til nu, hvor vi spiller i NordicBet ligaen.
- For mig handler det ikke kun om fodbold. Det handler om mennesket først og fremmest. Jeg har altid følt mig velkommen og støttet af både den kommercielle og sportslige afdeling. Den respekt og tillid, jeg har mødt fra klubben, er noget, der betyder meget. Jeg er taknemmelig for, hvordan alle – fra trænerteamet til de ansatte på kontoret – sætter mennesket først og skaber et miljø, hvor vi kan vokse sammen både på og udenfor banen.
- Jeg vil gerne rette en stor tak til alle i klubben for den opbakning, jeg har modtaget. Sammen med mine holdkammerater og fans ser jeg frem til at fortsætte vores fælles rejse og arbejde hårdt for at nå nye mål i de kommende år.
- Tak til alle, der har været, og stadig er, en del af denne fantastiske rejse!
Nicolaj Thomsen har indtil videre spillet 72 officielle kampe i B.93, og med forlængelsen ser det ud til, at vi har en kommende 100-kamps jubilar i vente i den 32-årige midtbanespiller.
Foto: Jeppe Wermuth.