Nederlag i Farum i den første test
Det blev til et stort, men lærerigt nederlag, da B.93 lørdag gæstede FC Nordsjælland i Right to Dream Park.
Opstarten frem mod den nye sæson i Gjensidige Kvindeligaen er skudt i gang, og lørdag ventede første reelle test mod FC Nordsjælland i Right to Dream Park.
Sidst holdet var i aktion, gjaldt det Østerbro IF hjemme på Svanemølleanlægget i hård vind og regn, hvor 93’erne, som bekendt, tog en solid 2-0-sejr og sikrede sig oprykning til landets bedste række.
Denne lørdag var der noget anderledes vejrforhold i det nordsjællandske, som ventede spillerne, hvor der med svag vind og høj sol var perfekte forhold til sommerens første test.
Ét af holdene der venter 93’erne i den kommende sæson er lørdagens modstander, og det er bestemt en kompetent en af slagsen, eftersom farumgenserne både vandt det danske mesterskab og pokaltitlen i den netop forgangne sæson.
Men på trods af den klare favoritværdighed, var det gæsterne, der tog en tidlig føring i Right to Dream Park lørdag eftermiddag. Blot tre minutter inde i kampen, fik værterne sendt kuglen i eget mål, og så var B.93 på tavlen.
Føringen holdt desværre ikke længe for de hvidklædte gæster, og små ti minutter senere fik hjemmeholdet sparket udligningen i kassen.
Fem minutter senere var der fare på færde igen, og endnu engang var det i 93’ernes felt. Emilía Ásgeirsdottír fik sendt bolden bag anfører Munk i kassen til 2-1-føring for nordsjællænderne.
Det forblev også stillingen efter de første 45 minutter, og spillerne kunne gå til pause.
Det var dog bestemt ikke en 2. halvleg, der udviklede sig som ønsket, og kun ti minutter efter halvlegen var fløjtet i gang, havde de forsvarende “The Double”-vindere, som havde skiftet hele holdet i pausen, eftertrykkeligt sat sig på kampen med fire hurtige scoringer.
Der var efterfølgende ikke meget at komme efter for Østerbro-holdet i en kamp, der i størstedelen foregik på FC Nordsjællands præmisser.
NÆSTE KAMP
B.93 gæster Brøndby IF lørdag 27. juli i sommerens anden træningskamp. Kampen spilles ved Brøndby Stadion, bane 2, kl. 13.00.
Cheftræner Peer Lisdorf udtaler
- Vi havde kun 15 spillere, heriblandt fire nye, klar til kamp. Vi havde fokus på vores defensive organisation både i højt og lavt pres.
- De første 50 minutter er vi godt med og kun nede 1-2 efter en tidlig scoring til os, hvor vi lykkes godt med det høje pres, mens FC Nordsjælland senere laver to flotte langskudsmål.
- De efterfølgende seks minutter scorede FC Nordsjælland fire mål.
- Så vi ændrede til en 5-4-1-opstilling, og vi lukker bedre af og undgik flere mål imod os.
- Det gjorde det til gengæld også meget begrænset, hvor meget vi kom frem på modstanderens banehalvdel.
- Det var ren overlevelse til sidst imod et velspillende og bedre fysisk hold end os.
- Vi skal i de kommende to uger arbejde benhårdt med vores udholdenhedstræning.
- Vi har mange gode unge spillere som hele tiden udvikler sig positivt.
- Så når vi kommer i bedre form og vænner os til det højere tempo, tror jeg på, at vi kan blive et stærkt hold.
- Det får vi mulighed for at træne, når vi på lørdag gæster Brøndby IF kl. 13.00.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Husk du kan følge klubben på YouTube, Twitter, Facebook og Instagram. Abonnér desuden på B.93's YouTube-kanal, så får du notifikationer, når vi løbende lægger nye B.93 TV-videoer op.
HOLDET PÅ BANEN
Signe Munk (ud 45')
Malin Schöps
Julie Hemmingsen (ud 35', ind 50')
Laura Vallentin (ud 22', ind 35')
Sofie Thrige Andersen (ud 35')
Mille Bech
Filippa Høgild
Hannah Holgersen (ud 22', ind 35')
Julia Hjørlunde (ud 50')
Thea Rhode (ud 35', ind 50')
Jazmin Issa (ud 50')
PÅ BÆNKEN
Astrid Husemoen (ind 45')
Jenna McCormick (ind 22')
Maria Slott (ind 22')
Freja Marie Pedersen (ind 35')
Kampreferat: Frederik Knygberg.
Fotos: Freja Borne.