Mille Bech efterudtaget til det danske U23-landshold
Mille og Frikke er begge klar til landsholdstjeneste.
Vi runder ugen af med den glædelige nyhed, om at vores offensivspiller, Mille Bech, er blevet efterudtaget til det danske U23-landshold.
20-årige Mille har spillet i B.93 siden januar 2023 og var en vigtig del af oprykningen til Gjensidige Kvindeligaen, hvor hun også har været en fast starter i denne sæson.
Mille har bidraget med en enkelt scoring i kvindeligaen, mens det er blevet til fire mål i Kvindepokalen.
Det er ikke første gang, Mille møder ind til en rød/hvid-landsholdssamling, da hun tidligere har optrådt på det danske U16-, U17 og U19-landsholdene. Nu får hun altså også chancen for at imponere på U23-niveau.
Mille tilslutter sig altså til Frederikke Benfeldt Sørensen og bliver den anden 93'er, der rejser med truppen til Tyrkiet, når spillerne samles på onsdag.
At vi nu kan sende to af vores spillere afsted, er et stort skulderklap for alt det arbejde der bliver lagt fra vores stab, der er udslagsgivende for den udvikling vi har set fra hele holdet.
Vi ønsker både Mille og Frikke et stort tillykke med udtagelsen – og en rigtig god tur.
Foto: Christian Midtgaard.