Lovende takter fra testkampen i Odense
1. halvleg var på B.93's præmisser, mens OB tog over i 2. halvleg.
Tirsdag 2. juli spillede B.93 sin anden testkamp i forberedelserne frem mod den anden sæson i træk i NordicBet Ligaen. Det var igen en udebanekamp, hvor holdet var taget over Storebæltsbroen til Odense for at møde de nylige Superliga-nedrykkere, OB. Det var en kamp med mange positive ting at tage med, specielt fra 1. halvleg, hvor B.93 var foran stort set hele halvlegen.
Der gik ikke længe, før kampens målcifre blev ændret på nærmest rekordtid, da Emeka Nnamani satte sin første scoring ind i '93-trøjen efter cirka 12 sekunder.
Det lignede et rystet OB-hold, der lige skulle bruge de første 5 minutter på at spille sig i gang, hvorefter de overtog boldbesiddelsen. Generelt havde OB størstedelen af spillet derefter, men 93'ernes forsvar og Michael Falkesgaard i målet stod godt imod hjemmeholdets mange dødbolde og indlæg.
Spillet vendte efter det 19. minut, hvor Fisnik Isaki, med flotte driblinger og en blokeret afslutning, fik fremskaffet et hjørnespark. Derefter blev halvlegen mere lige, og 93'erne fik mere kontrol over spillet. OB formår alligevel at udligne i det 33. minut, hvor de får spillet sig ind i den venstre side af straffesparksfeltet og sparker den ind.
Der gik dog ikke mere end to minutter, før Emeka på fornem vis chippede Tobias Blidegn fri inde i feltet, der kvitterede med en sikker scoring til 1-2. Emeka fortsatte med at levere flot i resten af halvlegen, hvor han både spillede Osman Addo fri inde i feltet, der overplacerede en smule, så bolden røg lige over målet, og lidt efter satte Emeka en OB-forsvarer i en direkte duel og skabte en friløber, som OB-målmanden afværgede.
Fra 2. halvlegs start lignede OB et andet hold og dominerede de første knap tyve minutter af halvlegen. Allerede i det 48. minut lykkedes det hjemmeholdet at udligne til 2-2 på et indlæg, som de også havde massevis af i 1. halvleg.
Det er først efter den anden rokade af udskiftninger fra 93'erne, der blev foretaget i det 64. minut, at holdet fik mere styring på kampen. Herfra blev der skabt nogle lovende angreb, der dog ikke førte til de helt store chancer.
OB var til gengæld skarpe og fik eksekveret på en omstilling, der bragte dem foran for første gang til 3-2. Der skulle heller ikke gå mere end to minutter, før de bragte sig yderligere foran til 4-2 på et mislykket indlæg, der blev samlet op bagerst i feltet og sparket ind.
Efter scoringen fortsatte 93'erne med at presse på og fik også spillet sig ind i OB's straffesparksfelt nogle gange, men igen uden for alvor at være tæt på at reducere.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Følg klubben på X, Facebook, Instagram og YouTube.
Husk at abonnere på B.93's YouTube kanal, så får du notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.
HOLDET PÅ BANEN
Michael Falkesgaard (ud 45')
Ludvig Henriksen (ud 64')
Jacob Egeris (ud 45')
Emil Christensen (ud 83')
Nicklas Mouritsen (ud 64')
Niels Morberg (ud 64')
Mikkel Mouritz (ud 64')
Fisnik Isaki (ud 64')
Tobias Blidegn (ud 64')
Osman Addo (ud 64')
Emeka Nnamani (ud 45')
PÅ BÆNKEN
Aris Vaporakis (ind 45')
Nicholas Beetson
Elias Idrissi (ind 64')
Ruben Minerba (ind 45')
Karl Noppen (ind 83')
Gustav Højbjerg (ind 64')
Mikkel Wohlgemuth (ind 64')
Jonas Damkjær (ind 64')
Danis Faljic (ind 64')
Mounir Secka (ind 64')
Jonathan Mathys(ind 45')
Magnus Bøttker (ind 64')
Kampreferat: Jeppe Wermuth.
Fotos: Christian Midtgaard og Jeppe Wermuth.