

Kolding IF sejrede også over kvinderne
Vores bedste kvindehold mødte lørdag Kolding IF ude i en træningskamp og måtte på trods af 60 gode minutter, tage tilbage til Østerbro med et 3-0 nederlag i bagagen.
Hård start på kampen
Allerede i første minut var den gal i vores defensiv, da Kolding IF erobrede bolden midt på banen hvorefter angriberen, Cecilie Christensen, modtog bolden i dybden og satte den sikkert ind bag Signe Munk, til en tidlig føring.
Efter et kvarters spil var Kolding skarpe i vores ende igen. Jydernes nr. 9, Mai Wendicke, modtog bolden på midten og drev den ned mod Signe Munk, som var chanceløs på angriberens langskud, der sejlede over i den fjerneste krog. 2-0 til Kolding IF.
Det var generelt en svær start for vores kvinder, der blot otte minutter senere blev vidner til 3-0 målet for Kolding. Et indlæg fra venstre side endte hos Julie Tenfjord, der oppe i hoftehøjde satte hælen på indlægget og efterlod Signe Munk chanceløs for tredje gang i kampen.
Efter 3-0 målet samlede holdet sig foran feltet og fik snakket situationen igennem, hvilket ændrede resten af halvlegen, til en mere lige affære.
I 38. minut fik vi vores første chance. Efter nogle hurtige driblinger på kanten af feltet lagde Mille Bech bolden til rette for Freja Sørensen Abildå, hvis afslutning ude fra feltet tvang Kolding-keeperen ud i fuld udstrækning for at holde bolden ude af maskerne.
Efter dette havde Kolding IF et par chancer, men det forblev 3-0 og vi kunne gå til en pause efter en svær første halvleg, hvor der trods alt var sat en prop i defensiven.
En lige anden halvleg
I anden halvleg var der ikke de store chancer til hverken os eller hjemmebaneholdet. Halvlegen var præget af meget spil på midten af banen, der ikke resulterede i store chancer i åbent spil.
Den største chance i anden halvleg, kom efter 68 minutters spil, hvor en Kolding spiller kom helt fri i det lille felt, men heldigvis for os dirigerede bolden forbi stolpen.
Anden halvleg forblev målløs og vores kvinder kunne derfor, på trods af 60 fornuftige minutter, se sig slået i Kolding.
Christian Falk udtaler
- Vi møder et hold der har aftalerne på plads og spiller direkte fra start af, hvilket fanger os i starten af første halvleg hvor vi indkasserer tre mål på tyve minutter.
- I den periode er vores forsvars- og erobringsspil ikke afstemt nok, hvilket vi justerer i pausen og får kampen under kontrol og over på vores præmisser.
- I resten af kampen er vi gode til at få vendt spillet på midten og vi får flere gode aktioner, hvor vi skaber overtal og får flyttet bolden hurtigere rundt. Dog mangler vi de sidste procenter i dag for at blive farlige.
- Vi skal have lagt yderligere på frem mod den sidste træningskamp på lørdag og sæsonstart, men vi spiller en god anden halvleg, og det er det vi tager med hjem fra Kolding i dag.
Kvindernes sidste træningskamp er på lørdag 8. marts mod Næstved HG.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Følg klubben på Linkedin og Instagram.
Husk også at abonnere på B.93's YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.
Holdet på banen
Signe Munk (ud 45')
Silja Weinell (ud 55')
Málfríður Eiríksdóttir (ud 60')
Ida Diget (ud 60')
Sara Grønhøj
Carla Schulz (ud 45')
Freja Sørensen Abildå
Mille Bech (ud 60')
Julia Hjørlunde
Agnes Fog-Tonnesen (ud 60')
Asii Berthelsen
På bænken
Alma Meier (ind 45')
Lærke Tingleff Søndergaard (ind 45')
Luna Lagerbon (ind 60')
Malou Klitte (ind 60')
Emilie Ramskov (ind 55')
Frederikke Petersen (ind 60')
Emma Vang Gylling (ind 60')
Kampreferat: Rasmus Reuter.
Foto: Christian Midtgaard.