Kasper Lorentzen er ny cheftræner i B.93
Kasper Lorentzen har overtaget rollen som cheftræner i B.93 og skal stå i spidsen for klubbens førstehold i NordicBet Ligaen. Han har skrevet under på en 3-årig kontrakt.
Kasper Lorentzen er ny cheftræner for B.93’s NordicBet Liga-mandskab. Kasper har været en del af B.93 siden januar 2023, hvor han har fungeret som transitions- og assistenttræner på 1. herresenior-holdet.
Ifølge bestyrelsesformand, Lars Lüthjohan, skal valget af Kasper som ny cheftræner og den 3-årige aftale ses som et vidnesbyrd om den tiltro, klubben har til Kaspers evner og potentiale som cheftræner.
Lars Lüthjohan udtaler
- Kasper har vist sig som en dygtig og ambitiøs træner med et stærkt blik for både spillet og den enkelte spillers udvikling.
- Vi har stor tillid til, at han kan videreføre den positive fremgang, vi har set de seneste år, og samtidig sætte sit eget præg på holdets langsigtede udvikling.
- Sammen med staben skal han arbejde for at styrke vores udtryk på banen og videreudvikle det offensive B.93-DNA, vi altid bestræber os på at spille efter.
- Som en talentklub på alle fronter har vi en klar strategi om at udvikle både spillere og trænere.
- Derfor vurderer vi, at det er helt rigtigt for os at give en talentfuld træner som Kasper mulighed for at udfolde sit potentiale.
Kasper Lorentzen udtaler
- B.93 er en stor og historisk klub, der betyder meget for rigtig mange.
- Der er virkelig mange mennesker, der lægger deres hjerte, tid og energi i klubben. Samtidig efterlever klubben sine værdier, og det gør det til et rart og dejligt sted at være.
- Det har jeg mærket siden dag ét, og jeg glæder mig hver dag til at tage på arbejde. Derfor er det stort for mig at skulle stå i spidsen for B.93.
- Sammen med spillerne og staben har jeg en stor ærgerrighed efter at lykkes på vegne af alle dem, som gør klubben til noget særligt.
Inden Kasper Lorentzen kom til B.93, var han assistenttræner for Brøndby IF’s U19-mandskab. Forinden har han trænet på stort set alle ungdomsniveauer.
Som aktiv fodboldspiller nåede han at spille for Brøndby IF, Randers FC og FC Nordsjælland. Han opnåede 6 kampe for A-landsholdet og spillede i alt 57 ungdomslandskampe.
Klar til at tage næste skridt
Kasper Lorentzen ser frem til rollen som cheftræner i B.93 med fokus på både kontinuitet og udvikling. Han vil videreføre det arbejde, der allerede er gjort, og samtidig bringe sine egne idéer i spil for at styrke holdets præstationer.
- Vi skal bygge videre på det virkelig stærke fundament, der er blevet skabt de seneste år.
- Jeg kender truppen og ved, hvordan vi har arbejdet indtil nu. Samtidig er jeg klar til at sætte mit eget præg, hvor det giver mening.
- Vi skal holde fokus på os selv, vores udvikling og vores udtryk som hold.
- Jeg føler mig godt rustet til et cheftrænerjob efter mange år i fodbold som både spiller og træner.
- Jeg kommer til at have den samme nære kontakt med spillerne som hidtil, men jeg skal selvfølgelig træffe flere og større beslutninger.
- Heldigvis har vi en dygtig stab omkring holdet, og det er sammen som enhed, at vi skal lykkes.
- For mig starter det hele med indsatsen på træningsbanen, fordi vores præstationer i det daglige vil afspejle sig i kampene.
- Og når vi står midt i kampene, skal vi vise mod til at spille udfordrende og offensivt – især når det er allersværest.
- Hvis vi holder fokus på vores udvikling som hold, skal resultaterne nok komme.
- Vi skal bygge på vores spil hver eneste dag og tage én kamp ad gangen. Det er sådan, vi skal gøre alle B.93’ere stolte.
Foto: Christian Midtgaard.