Kamp
Referat

B.93 –
— B.93

Fuld tid

-
-
Jonas Ratzer: Fysisk træner for 1. herresenior

Jonas Ratzer: Fysisk træner for 1. herresenior

På træningsbanen presser Jonas Ratzer B.93’s NordicBet Liga-holdet til grænsen, mens han samtidig holder det kølige overblik.

Resultat: -
Spillested:
Dato:
Tilskuertal:

Sveden pibler frem på spillernes pander, mens de arbejder sig igennem krævende øvelser på træningsanlægget.

En spiller får justeret sin teknik i en styrkeøvelse, mens en anden tager den sidste eksplosive sprint. I centrum af det hele står Jonas Ratzer, der som fysisk træner for NordicBet Liga-holdet både presser og beskytter spillerne.

Jonas Ratzer har været en del af B.93 siden 2019. Tidligere har han arbejdet med F.C. Københavns Superliga-hold sideløbende med sit arbejde på akademiet her i B.93.

I 2018 færdiggjorde han sin kandidat i Sport Science & Health fra Syddansk Universitet med et prægraduat som overbygning.

I dag er hans arbejde fokuseret på B.93’s 1. herresenior, hvor han har ansvaret for at sikre, at spillerne er fysisk klar til at præstere i NordicBet Ligaen.

- Mit arbejde handler om at sikre, at spillerne har den fysiske form, der kræves for at konkurrere på højeste niveau.

- Det handler om at balancere det fysiske pres med omsorg og opmærksomhed, så vi kan skabe bæredygtige præstationer og styrke holdets samlede niveau.

En fælles indsats for hele klubben

Som fysisk træner indgår Jonas Ratzer også i klubbens nyetablerede kompetencecenter, Lab.93.

I Lab.93 arbejder fysioterapeuter, trænere, data- og analysekonsulenter samt medicinske specialister sammen i en integreret indsats for at understøtte spillernes fysiske og mentale sundhed.

Det skal skabe nye muligheder for samarbejde mellem klubbens specialister og forskellige hold, så der skabes en fælles retning for klubbens udvikling.

- Lab.93 giver os mulighed for at skabe et fælles fundament, arbejde mod fælles mål og derigennem løfte hele klubben på tværs af hold og årgange.

- Det handler om at skabe de rammer, der giver spillerne og klubben de bedste forudsætninger for at udvikle sig.

- Det er en stor styrke, at alle i klubben kan drage fordel af Lab.93’s helhedsorienterede tilgang.

- Det handler om at skabe en rød tråd i alt, hvad vi gør – fra akademi til seniorholdene.

- På den måde sikrer vi, at alle spillere har de bedste muligheder for at udvikle sig.

Mennesket bag spilleren

Relationer er omdrejningspunktet for Jonas’ arbejde, og han tror på, at trivsel er fundamentet for præstation. Den filosofi præger hans daglige arbejde med spillerne.

- Jeg tror på mennesket før atleten. Hvis spillerne ikke trives, kan de heller ikke præstere.

- Mit arbejde er relationsbåret, og jeg går på arbejde hver dag med målet om at møde spillerne med nysgerrighed og opmærksomhed.

- Det skaber plads til, at de kan udvikle sig – både fysisk og som fodboldspillere.

Fundamentet bag stærke præstationer

B.93’s administrerende direktør, Christian Engell, ser Jonas som en vigtig del af det team, der arbejder med at skabe rammerne for holdets udvikling.

- Jonas er den i vores trænerstab, der har været her i længst tid. Derfor bærer han på en stor grad af kontinuitet og forståelse for, hvor vi kommer fra.

- Fagligt bidrager Jonas først og fremmest med at opbygge og sikre, at det fysiske fundament er på plads, som er nødvendigt for, at spillerne kan præstere over tid.

- Jonas’ arbejde med at styrke spillernes robusthed og kapacitet spiller en vigtig rolle i at forberede spillerne på de krav og udfordringer, de møder på banen.

- Det er en indsats, der rækker ud over de enkelte kampe og understøtter vores ambition om konstant at løfte niveauet.

- Jonas er også superdygtig til at forstå den enkelte spillers behov – både fysisk og mentalt – og omsætte sine indsatser til konkret handling og adfærd hos spillerne.

Vil fortsætte den vilde udvikling

De seneste år har B.93 oplevet en markant udvikling, og Jonas ser frem til at bygge videre på det momentum.

- Jeg håber, vi kan fortsætte den vilde udvikling, vi har set både på og uden for banen.

- Mit mål er at bidrage til, at vi som klub bliver endnu stærkere – og det glæder jeg mig til at gøre gennem mit arbejde med spillerne og i Lab.93.

Foto: Christian Midtgaard.