Kamp
Referat

B.93 –
— B.93

Fuld tid

-
-
Jeppe Erenbjerg tager afsked

Jeppe Erenbjerg tager afsked

Jeppe Erenbjerg takker af og siger farvel, inden der tages hul på et europæisk eventyr, som venter lige om hjørnet.

Resultat: -
Spillested:
Dato:
Tilskuertal:

Om kort tid fortsætter Jeppe Erenbjerg karrieren i Belgien og SV Zulte Waregem, men vi fangede den talentfulde kantspiller til et stort afskedsinterview inden afgangen til sin nye klub.

Du har spillet i B.93 siden 10-års alderen og rejser nu ud på et europæisk eventyr som en ung mand på 24 år. Hvordan vil du bedst beskrive dine mange år i klubben?

- Jeg tror det bedste enkeltstående ord, at sætte på tiden i B.93, må være “hjem”. Det har været mit hjem de sidste 14-15 år med både op- og nedture.

- Men uanset hvad, så har det altid været et sted, jeg har nydt at komme.

Er der et enkeltstående minde fra dine mange år i klubben, som står klarest for dig?

- Det må nok være oprykningen sidste sommer. Hele sæsonen var bare vild og at slutte det hele af på Østerbro Stadion med et overbevisende 1-1-resultat mod Thisted var vildt.

- Spøg til side, så var det tydeligt at mærke, hvor meget den kamp betød for alle i og omkring klubben. Så det var en kæmpe glæde og lettelse, da kampen blev fløjtet af, og vi kunne fejre oprykningen.

Du har haft flere trænere fra børnefodbold til seniorkarrieren i B.93. Er der nogle, du særligt vil nævne har haft betydning for din udvikling og glæde ved at spille fodbold?

- Alle trænere, jeg har haft gennem tiden, har lært mig utroligt mange ting, og jeg er dem allesammen evigt taknemmelig.

- På senior har det været nogle fantastiske år med så dygtige trænere - og ikke mindst gode mennesker. Stort tak til den nuværende stab for at blive ved med at skubbe og presse mig i den rigtige retning.

- Jeg vil også nævne min første træner i B.93, Nicolai Hjeds. En helt igennem god person og indbegrebet af hvad B.93 er. Han fik mig til, for alvor, at forelske mig i fodbold og lære mig den rigtige måde at se og spille fodbold på, B.93-måden.

Du har også haft holdkammerater helt fra børnefodboldtiden og op til senior, hvor I mere eller mindre har fulgt hinanden. Hvordan har det haft betydning for din tilknytning til klubben?

- Jeg har skabt venskaber for livet i klubben, jeg har spillet med Sebastian Kroner og Søren Sørensen, som forlod os i vinters, så længe jeg kan huske. Niels Morberg, som jeg startede med at spille sammen med på U17-holdet, og så har vi fulgtes ad lige siden.

- Mikkel Mouritz som stod klar med åbne arme, da jeg først rykkede op på senior. Fire ægte 93’ere, som jeg ser som rigtige gode venner, og listen med venskaber, jeg har skabt i klubben, kunne blive ved.

Du har scoret imponerende 54 mål i 165 kampe for førsteholdet, og det er sikkert svært at huske dem alle, men er der alligevel et enkelt mål eller to, som du særligt kan erindre?

- Jeg synes alle mål på Østerbro Stadion har været specielle på hver sin måde, og det er rigtigt gode minder. Måske også målet mod AB på udebane i foråret 2023, tror jeg det var. Det er ikke hverdagskost at score fra midten.

Hvad kommer du til at savne mest ved B.93?

- Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Holdkammerater, stab, fans, Østerbro Stadion, klubhuset med den helt unikke stemning og altid med masser af liv.

- Jeg kommer til at savne alt ved klubben.

Hvordan ser du frem til dit belgiske eventyr, og hvad er dit indtryk af klubben?

- Jeg glæder mig virkelig til at prøve mig af på et højere niveau og i helt nye rammer. Jeg er positivt overrasket over klubbens størrelse og historik. De har en stor fanskare og virkelig fede faciliteter.

- Jeg er sikker på, at jeg kommer til at trives, og så er det op til mig selv at få leveret på banen. Alt i alt har har jeg en rigtig god fornemmelse og glæder mig til at komme igang.

Afsluttende ord

- B.93 er en unik klub, som jeg ville ønske, at alle kunne få lov at opleve. Både fodbold-delen og alt det rundt om. Det var også stedet, hvor jeg mødte min kæreste, Josefine, så det er bare en helt unik og fantastisk klub på alle måder.

- Jeg vil slutte af med at sige tak til sportsdirektør Martin Møller Jensen og bestyrelsesformand Lars Lüthjohan Jensen for at være med til at gøre det her muligt. Det har været en god og konstruktiv proces hele vejen igennem.

- Igen, tak til spillere, stab og fans. Det har været nogle fantastiske år, og minder som jeg vil have med mig for evigt.

- Jeg håber, at alle vil fortsætte med at støtte holdet og blive ved med at skubbe til grænserne for, hvad B.93 kan opnå.

- Det er ikke et farvel, men på gensyn, og pas på godt på hinanden og klubben mens jeg er væk.

- 1-2-93.

Se også video fra Jeppe Erenbjergs flotte B.93-tid, der byder på mange af hans adskillige mål, assists og lækkerier.

Foto 1, 2, 3 og 4: Christian Midtgaard.
Foto 5: Privatfoto.