Kamp
Referat

B.93 –
— B.93

Fuld tid

-
-
Historiske Jeppe Erenbjerg

Historiske Jeppe Erenbjerg

150-kamps-jubilar Jeppe Erenbjerg har indtaget en fornem 2. plads på listen over flest spillede kampe i streg for B.93.

Resultat: -
Spillested:
Dato:
Tilskuertal:

Da B.93 torsdag aften besejrede FC Fredericia med imponerende 4-0 på Monjasa Park, var det ikke blot en fabelagtig sejr og præstation. Kampen blev samtidig historisk, da vores fremragende kantspiller Jeppe Erenbjerg ramte en beundringsværdig milepæl for B.93.

Opgøret mod det sydjyske mandskab var nemlig Erenbjergs 150. kamp i B.93-regi, som han naturligvis kronede med en vidunderlig frisparksperle fra distancen. Hvis det i sig selv ikke er benævnelsesværdigt, så var det samtidig Erenbjergs kamp nr. 127 i streg (!) for 93'erne. Hvilket har sendt Kommunikationsafdelingen på tur i historiebøgerne.

Jubilaren, Jeppe Erenbjerg, udtaler

- Jeg er glad og stolt over at nå 150 kampe for B.93.

- Sikke en rejse vi har været på siden min første kamp for klubben.

- Vi kæmpede i bunden af 2. division med 100 tilskuere på Østerbro Stadion, og nu til at have rykket op i NordicBet Ligaen og spille foran 2.000 mennesker hver gang.

- Af hjertet tak til fansene for opbakningen i alle 150 kampe.

- Jeg har nydt hvert et sekund i klubben, helt fra 10-års alderen og til i dag.

- Stort tak til alle mine trænere gennem tiden i klubben, som har været med til at udfordre og forme mig til den spiller, jeg er i dag.

Med kyndig hjælp fra ingen ringere end vores helt egen hofhistorisker, Palle 'Banks' Jørgensen, har der der været gravet dybt i klubbens rige historie. For hvor placerer Erenbjerg sig helt præcist på listen over 93'ere med flest kampe i streg for klubben?

Helt nøjagtigt har, nu historiske, Jeppe Erenbjerg indtaget en andenplads på den prominente liste, kun overgået af Ole Petersen, der i perioden 1977/84 spillede hele 225 i streg.

Ikke desto mindre er det ganske enkelt enestående af den unge 10'er, som faktisk allerede overhalede Keld Kristensen og tog andenpladsen onsdag 27. september i pokaldramaet på Østerbro Stadion mod Randers FC. En kamp som Jeppe Erenbjerg også satte sit præg på med to scoringer i den ordinære spilletid, inden han udnyttede sin chance fra 11-meter-pletten i straffesparkskonkurrencen.

Jeppe viste også umanerlig god sans for timing, da han fejrede sin 23-års fødselsdag med at spille kamp nr. 100 i streg for B.93 - og blive matchvinder.

Listen over B.93'ere, som har spillet 100 kampe eller mere i streg for klubben

Ole Petersen 225 kampe i perioden 1977/84

Jeppe Erenbjerg 127 kampe i perioden 2019

Keld Kristensen 119 kampe i perioden 1981/85

Arno Nielsen 111 kampe i perioden 1937/43

Henrik Juul 108 kampe i perioden 1972/75

Thomas Raaschou 100 kampe i perioden 1991/94

Sportsdirektør Martin Møller Jensen udtaler

- Jeppe har været i klubben, siden han var helt lille, og har udviklet sig til at være en af vores største profiler og kulturbærere.

- Han er produkt af vores talentudvikling og sammenhængskraft i klubben og beviset på, at det kan betale sig at være tålmodig.

- Nu er han en profil i NordicBet Ligaen, og mon ikke vi ser ham spille på højeste niveau til sommer.

Fotos: Christian Midtgaard.