Grønhøj lyner i nederlag
På trods af et fænomenalt føringsmål af Sara Grønhøj tog gæsterne fra Fyn alle tre point på Østerbro søndag.
Tidlig søndag eftermiddag ventede sæsonens sidste hjemmekamp, hvilket samtidig markerede den sidste kamp på Østerbro Stadion i indeværende sæson, da der, som det blev udmeldt i sidste uge, snart bliver igangsat et større renoveringsprojekt på vores kære hjemmebane.
Søndagens opgør bød på et gensyn med vores medoprykkere fra Fyn, OB Q. Seneste møde på Nature Energy Park i H.C. Andersens fødeby endte med en pointdeling ovenpå en dramatisk afslutning og en sen overtidsscoring af Thea Rhode, der fuldendte comebacket mod odenseanerne og sikrede 93’erne et enkelt point.
Cheftræner Lisdorf havde fundet plads til et par enkelte ændringer i start 93’eren i forhold til seneste kamp i Right to Dream Park mod FC Nordsjælland. Det indebar, at vi både havde Frederikke Benfeldt og Sara Grønhøj tilbage fra start, samtidig var der også fundet plads til to mulige debutanter i truppen, idet Luna Lagerbon og Ida Diget fra U19-holdet begge havde fået en plads på bænken.
GRØNHØJS TORDENFOD LYNER IGEN
Fra kampens første fløjt var det ganske tydeligt, at B.93 skulle ud at jage alle tre point, hvis der fortsat skulle være håb for en placering i top 6 af Gjensidige Kvindeligaens grundspil. En opgave der er blevet noget sværere de seneste par runder, da 93’ernes direkte konkurrent, AGF, for alvor har fundet formen frem til slutspurten med tre sejre og en enkelt uafgjort i deres seneste fire kampe.
For B.93, der samtidig har haft udfordringer med at finde vej til netmaskerne de seneste runder, betød det, at man var rykket ned på en af de to ufordelagtige placeringer, der giver en returbillet til Kvalifikationsspillet.
Missionen var derfor ganske enkel, to sejre mod hhv. OB Q og HB Køge i efterårets to sidste opgør ville så godt som sikre Østerbro-holdet en ny sæson i landets bedste række, mens nederlag eller uafgjort ville kunne få fatale konsekvenser.
B.93 satte sig hurtigt på store dele af boldbesiddelsen og pressede gæsterne langt ned på egen halvdel, mens man ihærdigt forsøgte at bryde gennem de odenseanske rækker. Det kastede også hele seks hjørnespark af sig i første halvleg, der trods fine forsøg ikke resulterede i scoringer.
OB Q’erne var dog bestemt også farlige i modsatte ende, og faktisk kunne de stribede gæster sende kuglen i nettet to gange i løbet af de første 45 minutter, men i begge ombæringer stod B.93’s bagkæde rigtigt placeret, og Terrassen kunne ånde lettet op, da linjedommeren i begge situationer og med strakt arm kunne lade sit flag vaje i vinden.
Længe lå det i kortene, at der snart måtte findes en scoring frem i opgøret, og selvom der i begge ender var gode chancer fra tæt hold, var det, efter endnu et hjørnespark til hjemmeholdet, en hovedstødsclearing som dumpede ned for fødderne af Sara Grønhøj to meters penge fra OB Q-feltet. Grønhøj tog sig ikke meget betænkningstid og med en firsttimet afslutning tordnede midtstopperen kuglen mod det lange hjørne, og en chanceløs Cayla White kunne blot se til, mens netmaskerne blafrede bag hende. 1-0 på Østerbro Stadion til kæmpe eufori for de fremmødte tilskuere, der endnu engang leverede en sublim opbakning fra lægterne.
Det resterende af halvlegen endte uden yderligere scoringer eller de helt store chancer, og dermed kunne Grønhøjs drømmemål sende 93’erne tilbage i omklædningsrummet med en 1-0-føring.
HATTRICK KNUSER DRØMMEN OM TOP 6
Efter en velfortjent pause kom gæsterne desværre klart bedst fra start i anden halvleg, og blot to minutter efter halvlegen var blevet sat i gang af dommer Zascha Sparving, kunne Anna Krog, efter en smule klumpspil i feltet, til sidst sende bolden ind bag Signe Munk til udligning.
Ikke mange minutter efter modtog samme Krog en dybdebold ned bag B.93’s bagkæde, og der blev ikke tøvet meget, før bolden resolut blev placeret uden om keeper Munk til fynsk 1-2-føring på Østerbro.
En meget hård start på kampens sidste 45 minutter, og et rystet B.93-hold måtte kort tale sammen, inden man igen måtte frem til midterlinjen og give bolden op på ny.
Desværre lykkedes det aldrig rigtigt at finde niveauet og spillet fra første halvleg frem igen, og på trods af et godt forsøg fra distancen af Frederikke Benfeldt midtvejs i halvlegen, kunne Anna Krog, med lidt over 20 minutter igen af opgøret fuldende sit hattrick og gøre det til 1-3.
Undervejs i halvlegen forsøgte cheftræner Lisdorf sig med nogle offensive indskiftninger, og hen mod slutningen af opgøret fik vi da også ikke blot én, men hele to debutanter i spil, da både Luna Lagerbon og Ida Diget kunne lad sig indskifte til deres hver især første officielle B.93-kamp. Stort tillykke med debuten til både Luna og Ida!
Desværre var cheftrænerens taktiske dispositioner ikke tilstrækkelige denne søndag, og inden Sparvings slutfløjt kunne gjalde, var det Signe Boysen, som lukkede og slukkede opgøret med sin scoring til 1-4.
Det betyder dermed, at B.93, trods en sidste kamp ude mod HB Køge, ikke kan nå den eftertragtede placering blandt top 6-holdene, og af den grund står programmet igen på Gjensidige Kvalifikationsrækken, når vi påbegynder sæsonen efter årsskiftet, hvilket jo heldigvis betyder, at der er mulighed for en hurtig tilbagevenden til landets bedste række.
NÆSTE KAMP
Efterårsafslutningen venter allerede lørdag 23. november, når B.93 gæster HB Køge på Capelli Sport Stadion kl. 14.00. Billetter til kampen kan købes her.
Cheftræner Peer Lisdorf udtaler
- Vi spillede en rigtig flot første halvleg, og Sara Grønhøj scorer et helt forrygende mål. Vi er også godt hjulpet af vinden, som stod på langs af banen i hele kampen.
- Vi er i pausen ærgerlige over, at vi ikke lige får scoret til 2-0, som vi faktisk synes, vi havde optræk og muligheder til.
- Da OB Q så får scoret deres noget heldige mål efter et gevaldigt klumpspil to minutter inde i 2. halvleg, er det lidt som om, vi synker lidt sammen som hold. Jeg må få talt med spillerne om, hvad der skete, for det stod jo trods alt kun 1-1 på det tidspunkt, og der var masser af tid til at komme tilbage. Men det blev en mavepuster, som vi ikke rigtigt kom tilbage fra.
- Vi havde egentlig godt styr på at trække offside tidligere i kampen, men ved et par af de efterfølgende OB Q-scoringer bliver vi fanget af nogle dybdeløb.
- Det var en tung bane, og vinden kom OB Q til gode i 2. halvleg, hvor det var lettere at drive bolden frem. Til sidst satser vi også meget, da vi ved, vi skal vinde kampen, efter AGF tog sejren i sidste minut mod Kolding IF om lørdagen. Det udnytter fynboerne.
- Jeg synes, vi kan være stolte af sæsonen. Vi har gjort en god figur, og nu er det vigtigt for os alle at slutte godt af med en intens præstation ude mod HB Køge på lørdag.
- Ikke mindst for at vise overfor hinanden, at vi stadig har viljen til at fighte og for at forberede os frem mod en række spændende kampe i Gjensidige Kvalifikationsrækken.
- Vi kan blandt andet se frem til nogle fede kampe mod FC Midtjylland på deres flotte stadion. Vi skal til Kolding og Thisted, og der bliver en række tætte kampe i det jyske. Det ser vi frem til at blive klar til og give den max gas igen.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Husk du kan følge klubben på YouTube, Twitter, Facebook og Instagram. Abonnér desuden på B.93's YouTube-kanal, så får du notifikationer, når vi løbende lægger nye B.93 TV-videoer op.
HØJDEPUNKTER PÅ KVINDELIGA.LIVE
På kvindeliga.live kan du som altid finde highlights fra opgøret. Og post-match interview med Sara Grønhøj.
HOLDET PÅ BANEN
Signe Munk
Silja Weinell
Malou Klitte
Sara Grønhøj
Julia Hjørlunde (ud 88’)
Mille Bech
Phiona Nabbumba (ud 70’)
Carla Schulz (ud 88’)
Frederikke Benfeldt
Sofia Hvidbak (ud 70’)
Resty Nanziri (ud 76’)
PÅ BÆNKEN
Astrid Husemoen
Sofia Weatherall (ind 76’)
Luna Lagerbon (ind 88’)
Jazmin Issa (ind 70’)
Ida Diget (ind 88’)
Frederikke Boisen (ind 70’)
Kampreferat: Frederik Knygberg.
Fotos: Christian Midtgaard.