Kamp
Referat

B.93 –
— B.93

Fuld tid

-
-
Glædelig jul fra B.93

Glædelig jul fra B.93

2024 bød på store sportslige oplevelser, flotte spillersalg og vigtige skridt hen imod at blive 'One Club'. Vi ser frem mod et spændende forår med vigtige kampe og nye muligheder for udvikling og sammenhold.

Resultat: -
Spillested:
Dato:
Tilskuertal:

2024 går på hæld, og vi ser tilbage på et år præget af udvikling og fællesskab i B.93. Det har været et år, hvor vi har taget store skridt fremad både på og uden for banen.

Sportsligt vil vi resultatmæssigt i særlig grad huske 2024 for, at vi formåede at blive i 1. division med vores herrehold og at vi samtidig lykkedes med at rykke op i Kvindeligaen med vores kvindehold.

KVINDEHOLDET

Et stort skridt tættere på ‘One Club’

Efter flere sæsoner i træk med lige ved og næsten, lykkedes det endelig for vores kvinder at rykke op i landets bedste række. Med stærke holdpræstationer, og med Rebeka Winther i topform med hele 33 mål i sæsonen, sikrede vi oprykning på sæsonens sidste spilledag mod rivalerne fra Østerbro IF.

Det betød også, at Rebeka selvklart var en eftertragtet kvinde. HB Køge endte med at indløse frikøbsklausulen, og vi så således Rebeka drage videre til et af Kvindeligaens absolut bedste hold.

En anden stor nyhed i sommeren 2024 var, at vi samlede 1. Herresenior og 1. Kvindesenior under samme organisation og ledelse. Et vigtigt skridt hen imod visionen om at blive ’One Club’, der skaber et endnu stærkere fællesskab og sikrer en ensartet strategi og arbejdsmetoder mellem klubbens to flagskibe.

Sammenlægningen af vores førstehold har allerede styrket det kommercielle arbejde omkring sponsorater og kampafvikling, men også sportsligt, især inden for det sundhedsfaglige arbejde i Lab.93.

Vi har nu langt bedre muligheder for at dele specialiseret viden på tværs af holdene og skabe en kultur, hvor vi spiller hinanden endnu bedre og styrker vores fremtidige udviklingsmuligheder.

I efteråret 2024 vendte vi altså for første gang siden 2018 tilbage til landets bedste kvindelige fodboldrække. Eksperter havde på forhånd udpeget os som favoritter til at skulle en tur i kvalifikationsspillet. En skæbne som til sidst endte med at holde stik, men som vi undervejs i turneringen udfordrede flot.

Holdet spillede sig nemlig, mod forventningerne, foran både AGF og Kolding IF, da vi slog begge hold i starten af oktober måned og dermed lå til at nå slutspillet i klubbens første sæson i Gjensidige Kvindeligaen i en årrække.

Undervejs i sæsonen var der, uagtet at vi igen skal spille i kvalifikationsspillet, mange lyspunkter. Både på og udenfor banen.

Fjerdehøjeste tilskuergennemsnit i Gjensidige Kvindeligaen

Vi gik ind til sæsonen med de klart laveste forventninger og målsætninger for tilskuertal fra Kvindedivisionsforeningen. Denne opfattelse har dog hurtigt ændret sig.

Østerbro har nemlig vist, at kvindefodbolden også har sin plads i vores bydel. Tilskuerne og holdets fans har været med til at skabe en fantastisk stemning, der har gjort, at mange er taget forbi Østerbro Stadion for at opleve en kvindekamp i hjertet af København.

Det er noget, der bliver bemærket og bredt anerkendt i kvindefodbold-Danmark, og det lover godt for fremtiden.  

Den store opbakning har betydet, at den officielle målsætning for sæsonens samlede tilskuertal næsten er opnået allerede halvvejs inde i sæsonen. B.93 overgås kun af storklubberne Brøndby IF, HB Køge og OB.

Clean sheet og storsejr over Kolding IF

Det var tæt i bunden af tabellen, og det lå i kortene fra starten af sæsonen, at det var Kolding IF, AGF og B.93, der skulle kæmpe om den sidste plads i Kvindeligaens slutspil. Det var derfor nogle vigtige opgør, når netop de tre hold stod overfor hinanden på grønsværen.

Kolding IF og B.93 havde krydset klinger tidligere på sæsonen, hvor kampen endte med en pointdeling. Der var derfor forventninger om en tæt affære, men ligesom med tilskuertallet, ville vi det anderledes.

Kvinderne leverede en fremragende præstation, hvor 93’erne stod imod i forsvaret for Koldings angreb, mens de offensivt indstillede 93’ere leverede, hvad vi i B.93 kalder ”Champagnebold”.

Der blev serveret flot fodbold for de feststemte tilskuere, hvor Thea Rhode kvitterede med to scoringer, og Kolding IF selv bidrog med et selvmål. Kampens slutresultat: 3-0.

Sejren i Århus

Starten af oktober var udpeget til at være en særligt vigtig periode, hvor der ventede to sæsondefinerende kampe. Den første endte som bekendt med tre point mod Kolding IF, mens den anden bød på en tur til landets næststørste by, hvor AGF ventede.

Modsat kampen mod Kolding IF, var det B.93’s modstander, der satte sig på kampen. Det var derfor på nogle andre parametre, at vi skulle hive et godt resultat med hjem til Østerbro.

Et af parametrene var at udnytte chancerne med stor kynisme. Det lykkedes for 93’erne, da Sofie Thrige dukkede op ved fjerneste stolpe og sendte et fremragende indlæg fra Frederikke Benfeldt Sørensen i mål.

Kampens eneste scoring sikrede en sejr på 0-1. Efter en heroisk indsats tog 93’erne alle tre point med hjem til Østerbro, hvilket placerede klubben tre point over nedrykningsstregen.

”Fælles om Kampen”

Fredag 1. november gæstede Brøndby IF så Østerbro Stadion. Forberedelserne til denne kamp var ikke ”business-as-usual”, for kampen ville blive markeringen for B.93's nye tilgang til, hvordan vi vil arbejde med kvindefodbolden: En fælles indsats med kvindefodboldens aktører for at løfte sporten i fællesskab.

”Fælles om Kampen”-initiativet var vores startskud til at skabe en bevægelse for klubber, partnere og organisationer centreret om kvindefodbolden.

Det blev markeret ved at Brøndby IF blev inviteret med til at være afsender på kampen, så begge klubber i fællesskab og med vores respektive samarbejdspartnere kunne skabe en ægte fredagsfest.

Det lykkedes. Kampen blev den fjerdemest besøgte kamp i efterårssæsonen i Gjensidige Kvindeligaen, og det giver os blod på tanden til forårssæsonen. Stærkt arbejde af vores nytænkende kommercielle afdeling.

Landsholdene kiggede vores vej

Talentudvikling er en hjørnesten i B.93. Det er derfor stort for klubben, når vores unge spillere kommer til tops og bliver udtaget til landsholdene.

Det var tilfældet for to af vores lovende talenter, Mille Bech og Frederikke Benfeldt Sørensen, der begge fangede U23-landstrænerens interesse og blev udtaget til den seneste U23-landsholdssamling i oktober måned.

Udvikling er ikke kun for de helt unge, men et helt centralt element i arbejdet med alle vores spillere. Phiona Nabbumba og Resty Nanziri er således begge ugandiske landsholdsspillere og faste navne på listen, når landstræneren sender indkaldelser ud.

Det er vi stolte af at kunne bidrage til. Vi vil altid gøre vores ypperste for at få vores spilleres drømme til at gå i opfyldelse.

HERREHOLDET

Stabilisering i 1. division og fire flotte spillersalg

For herrerne bød indgangen til forårssæsonen på salget af vores offensive es, Tammer Bany, til Randers FC.

Det er rigtig stærkt, at vi som klub igen sælger spillere til landets bedste række, og samtidig inspirerende at se, hvordan Tammer fortsætter sin udvikling og bringer sit dominerende og pågående offensive mindset med sig til næste niveau.

Det er et blueprint på alt det hårde arbejde, der er blevet lagt i B.93 gennem mange år – ikke kun af Tammer selv, men også af de mange dygtige mennesker, der har støttet og udviklet ham undervejs. På akademiet, i hans eget bagland og i staben omkring førsteholdet.

På trods af salget af en markant profil tog andre spillere over og gjorde arbejdet færdigt med at sikre endnu en sæson i 1. division. Her udmærkede Sebastian Clemmensen sig særligt med otte mål og tre assists. Endnu et eksempel på værdien af vores store fokus og tro på eget akademi.

Det er samtidig tydeligt, at der er mange øjne på 1. division. For selvom det ikke var planen, at Sebastian skulle videre, kom der et super flot bud på ham fra Hammarby IF i Allsvenskan, som vi valgte at acceptere.

Men det var ikke kun Sebastian, der skiftede til en større adresse i sommerens transfervindue. Vi så også flotte spillersalg af klubikonerne Jeppe Erenbjerg til SV Zulte Waregem i Belgien og Abdullah Iqbal til Mjällby AIF i Allsvenskan.

Førstnævnte ser ud til at brænde ligaen af i Belgien, hvor han med fem mål og fem assists har været en stor årsag til at holdet ligger på en delt 1. plads med kurs mod oprykning.

Fodboldfestival på Østerbro Stadion

Vi er nu halvvejs kalendermæssigt i sæson nummer to i landets næstbedste række. Igen har vi vist, at vi hører til i rækken. Vi ligger i skrivende stund i den nedre halvdel, lige over nedrykningsstregen, men har fortsat mulighed for at spille os i top 6.

Rækkens struktur indbyder til maksimal spænding for både at opnå succes og undgå nedrykning, og den spænding hilser vi velkommen.

Uden for banen har vi i denne sæson et flot tilskuersnit på knap 2.000 tilskuere. Havde det ikke været for den frosthårde bane i efteråretssidste kamp mod Hobro, havde vi ligget på over 2.000.

Dette tilskuersnit er på trods af, at vi kun har forkælet vores hjemmepublikum med én sejr og én uafgjort i ni hjemmekampe.

Det er et tegn på, at vores ambition om at skabe en anderledes, mere inkluderende og fredelig fodboldfest fortsat er i fuld gang med at blive til virkelighed.

Flot arbejde af både vores kampafviklingsteam af frivillige og ansatte og vores fanklub, som lægger en kæmpe indsats i at skabe en unik ramme om vores kampe. 

Højdepunktet var uden tvivl kampen mod Superliga-nedrykkerne fra Odense. Selvom vi måtte se os slået på banen, sejrede vi på lægterne.

Med et propfyldt stadion inviterede vi hele Østerbro til fodboldfest – med underholdning før, under og efter kampen. Sådanne aftener ser vi frem til mange flere af.

First mover og International omtale

Vi har mødt mange udfordringer, og det kommer vi også til i 2025. Det er krævende at forsøge at ændre kultur på flere områder, men klubben er præget af en utrolig stærk mentalitet.

Derfor var det også en velfortjent international anerkendelse, da magasinet Soccerbible bragte en længere artikel, der blandt andet fremhævede det omfattende branding arbejde, vi med gode folk i spidsen har udført de seneste år.

For dem, der ikke kender Soccerbible, kan det sammenlignes med at få en Michelin-stjerne som restaurant.

Vores kommercielle arbejde begynder for alvor at tage form.

Vi er super glade for de mange gode partnerskaber vi allerede har og i 2025 kan vi se frem til at præsentere flere spændende nye partnerskaber, som vi glæder os til at løfte sløret for.

Det er vigtige partnerskaber for at kunne bygge fundamentet og organisationen til fortsat at være en del af de bedste rækker i dansk fodbold.  

Vi har også oplevet en flot udvikling i vores to etablerede netværk, Klub.93 og Business.93, og vi ser frem til at fortsætte denne positive udvikling.

Ikke mindst glæder vi os også til at lancere vores tredje netværk, Agenda.93, i det nye år. Vi har så meget på agendaen vi vil med Østerbro, Østerbro Stadion og kulturlivet i København.

Både sportsligt og kommercielt udvikler vi os således helt efter planen stille og roligt organisk fremad og det kan kun lade sig gøre, fordi så mange gode og kompetente mennesker fra bestyrelser, til ansatte til frivillige alle bidrager.

Denne ukuelige og kompromisløse kamp for et stærkt og unikt fodboldalternativ, i hjertet af København, gør det hele værd.

Et spændende forår venter

Kasper Lorentzen og Christian Falk er nye cheftrænere for vores to førstehold. De har nu til opgave at fortsætte det stærke arbejde fra de seneste sæsoner, men de er også valgt fordi vi tror på at de sammen med de dygtige folk de har omkring dem, kan tage os til næste niveau i vores udvikling.

I samme ombæring vil vi endnu en gang takke vores tidligere cheftrænere, Kim Engstrøm og Peer Lisdorf, for deres store bidrag til B.93.

Foråret byder på en række spændende kampe for både herreholdet og kvindeholdet, som midlertidigt får hjemmebane i henholdsvis Sundby Idrætspark og Vanløse Idrætspark, mens Østerbro Stadion bliver renoveret.

Her vil vi gøre alt hvad vi kan for at genskabe den særlige B.93-stemning på de midlertidige hjemmebaner, så både spillere og fans kan fortsætte med at føle sig hjemme. Samtidig glæder vi os også til at invitere alle til hjemkomstfest, når Østerbro Stadion er klar til at blive taget i brug igen.

I ønskes alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi glæder os til at se jer på tribunerne igen i det nye år!

- Christian Engell, adm. direktør i B.93.

Grafik: Frederik Knygberg.