Forfærdelig 2. halvleg gav Hillerød Fodbold sejren
Cheftræner Kim Engstrøm var især skuffet over præstationen i 2. halvleg.
GOD START PÅ KAMPEN
Til den yderst vigtige kamp mod Hillerød forsøgte cheftræner Kim Engstrøm sig med en mere offensiv opstilling end vi har oplevet på det seneste.
Anfører Mikkel Mouritz blev rykket frem på den offensive midtbane, så kun Andreas Heimer tog sig af den defensive midtbane, og formationen fik karakter af 4-3-3. I målet var Michael Falkesgaard tilbage efter en længere skadespause.
B.93 lagde da også offensivt og friskt ud. Allerede efter to minutter slap Jonathan Mathys alene igennem på en lang aflevering. Desværre trak Lykke i Hillerød-målet det længste strå med en flot parade.
Lidt efter lidt kæmpede Christian Lønstrups sig dog ind i kampen. De var ikke ufarlige ved dødbolde.
Og et kanonskud fra distancen manglede blot et par centimeter for at stryge i mål, men klaskede imod den ene opstander.
Nogen skønhedsåbenbaring blev kampen aldrig. Det var måske også urimeligt at forlange, kampens betydning taget i betragtet. Desuden skabte en strid vind på langs af banen og en opblødt bane ikke ideelle forudsætninger for skønspil.
B.93 fik dog tilspillet sig et par muligheder inden pausen. Mikkel Mouritz måtte se et skud med bud efter det lange hjørne pareret af målmand Lykke.
Og Nicolaj Thomsen havde en god hovedstødsmulighed, men måtte se sit forsøg prelle af på en forsvarer. 0-0 stod sig således til pausen.
FORFÆRDELIG 2. HALVLEG
Efter pausen skete det, som desværre sker for ofte i denne sæsons hjemmekampe: Udeholdet kommer bedst i gang med anden halvleg og bringer sig i front.
Et udadskruende indlæg fra venstre blev mødt af Sebastian Pingel, som dirigerede bolden forbi Falkesgaard og i mål. Kort efter kunne de orangetrøjede gæster endda have fordoblet føringen. Heldigvis endte en afslutning midt for mål i favnen på Falkesgaard.
Men det var tydeligt, at Slotsbyens drenge havde kampen, hvor de ville have den. De trak sig længere tilbage og forskansede sig bag et bolværk, som B.93 ikke kunne nedbryde.
Et behjertet forsøg fra Jonathan Mathys og en Ogude-scoring, der blev annulleret for offside, var det tætteste, vi kom på en udligning.
Et stort spilovertag blev ikke omsat til chancer, fordi 93ere enten forsøgte at nipse sig gennem midten eller hældte indlæg ud over baglinjen.
I stedet kunne Hillerød lukke kampen i overtiden, da Adam Ahmad fladt sendte bolden over i det lange hjørne.
Minsandten om ikke Ahmad fik en ny skudmulighed senere i overtiden. Med et smukt skruet skud gjorde han det til slutresultatet 0-3. En så høj sejr var naturligvis i overkanten, men vi må også være ærlige: Når man skaber så lidt foran eget hjemmepublikum, kan man ikke beklage sig over et nederlag.
Til gengæld var opbakningen helt i top fra Terrassen og hele 2.122 tilskuere. Fredagsfesten fejler bestemt ikke noget.
Cheftræner Kim Engstrøm udtaler
- Vi var glade for vores udtryk i første halvleg, hvor vi kom godt ud med et aggressivt pres på Hillerød. Vi er klart i teten med bolden og får skabt en rigtig god chance efter to minutter til Mathys. En scoring der ville klart have givet os et boost ind i kampen som i pokalkampen imod Randers.
- Så vi havde egentligt en god følelse efter 1. halvleg, hvor kampen var okay lige med os mest på bolden.
- Anden halvleg starter egentligt også godt, hvor vi er lige ved to gange indenfor de første 5 minutter.
- Så får vi en træls scoring imod, hvor vi klart skal forsvare bedre som hold. Det virker desværre som om scoringen gør at vi glemmer at spille vores eget spil som hold. Det bliver for meget individuelt og usammenhængende.
- Vi får aldrig skabt chancen til udligning de sidste 30 minutter, så det er selvfølgeligt ikke godt nok. Scoringerne til 0-2 og0-3 er begge to godt sparket ind oglangt inde i overtiden, hvor vi satser mere frem ad banen for udligningen.
- Det er jo på ingen måder i kamp, der skal ende med et tre måls nederlag, men vi blev straffet godt og grundigt af et effektivt Hillerød hold.
- Vi kigger nu fremad og arbejder godt videre som hold, hvor der venter en lille pause i turneringen. I stedet har vi en spændende træningskamp på torsdag kl. 15.00 i Tingbjerg Idrætspark, hvor vi møder Mjällby AIF fra den bedste svenske række, Allsvenskan.
SE B.93 TV FRA KAMPEN
Se pre- og post-match interview med cheftræner Engstrøm, Mikkel Mouritz der tester Hillerød-keeperen med et godt placeret skud, Nicolaj Thomsens hovedstødschance og stemning fra tribunen med Høker, der varmede op til fredagsfest og eksempler på de skønne sange fra Terrassen.
Du kan som altid se meget mere indhold fra B.93 TV på vores YouTube-kanal. Husk at abonnere, så du får notifikationer når der kommet nye B.93 TV indslag. Vi producerer løbende nyt indhold.
Du kan også følge klubben på Twitter, Facebook og Instagram. Vi dækker kampene live på Twitter og med Instagram stories.
Holdet på banen
Michael Falkesgaard
Daniel Thøgersen
Abdullah Iqbal
Jacob Egeris (ud 85')
Ryan Johnson Laursen (ud 79')
Andreas Heimer (ud 79')
Mikkel Mouritz
Ahmed Daghim (ud 66')
Nicolaj Thomsen
Jeppe Erenbjerg
Jonathan Mathys (ud 66')
På bænken
Aris Vaporakis
Niels Morberg (ind 85')
Antonio Bustamante (ind 66')
Osvald Gabriel Søe
Sebastian Kroner (ind 79')
Sebastian Clemmensen (ind 79')
Emil Møller
Emil Christensen
Emmanuel Ogude (ind 66')
Kampreferat: Mads Mazanti.
Fotos: Christian Midtgaard.