Fisnik Isaki udtaget til Nordmakedoniens U21-landshold
Fisnik skal med sine holdkammerater op imod Holland og Gibraltar i kvalifikationen til U21-EM.
Vores unge profil, Fisnik Isaki, er endnu engang udtaget til Nordmakedoniens U21-landshold, som i den kommende landskampsperiode skal spille to kvalifikationskampe til U21-EM, der finder sted næste år i Slovakiet.
Fisnik skal sammen med holdkammeraterne først møde Holland 5. september. Fire dage senere er Gibraltar modstanderen. Begge kampe spilles på udebane.
Fisnik fik i slutningen af sidste år sin debut for det nordmakedonske U21-landshold, hvor han hidtil har spillet én kamp. Nu får Fisnik med sine gode præstationer endnu engang muligheden for at repræsentere landsholdet og føje flere ungdomslandskampe til CV'et.
Klubben sender dermed endnu engang en af vores talentfulde førsteholdsspillere til landsholdssamling, hvilket vidner om den positive udvikling, som talentarbejdet i og omkring klubben befinder sig i.
Vi ønsker Fisnik stort tillykke med udtagelsen.
Foto: Christian Midtgaard.