





FC Midtjylland tog alle tre point i Vildbjerg
Malou Klitte reducerede for B.93 i overtiden. Det var Malous første officielle scoring for B.93.
På en smuk og solrig eftermiddag i det midtjyske skulle B.93 lørdag for første gang i klubbens historie møde FC Midtjylland, der i sommers etablerede sig som 1. divisionsklub, da man overtog Vildbjerg SF’s licens.
Det første indbyrdes slag de to klubber imellem skulle stå på Vildbjerg Sports- og Kulturcenter, hvor midtjyderne har hjemme. Netop hjemmeholdet kom bedst fra start denne lørdag, hvor 93’erne i en noget mere afventende rolle måtte forsvare sig og løbe en del efter de sort-røde ulve. Alma Meier fik også vist flere eksempler på, hvorfor hun er blevet det foretrukne valg mellem stængerne, da den unge keeper afviste flere store målchancer i kampens indledning.
Selv om gæsterne fik kæmpet sig mere ind i kampen, som halvlegen skred frem, foregik meget af spillet fortsat på midtjyske præmisser, og Katrine Thisgaard i Midtjylland-målet blev aldrig for alvor testet de første 45 minutter.
I modsatte ende stod den B.93-defensiven ellers flot imod, hvor specielt nærdueller og lange dybdebolde prægede kampen. Desværre kostede en ærgerlig opspilsfejl dyrt i 38. minut, hvor Rikke Dybdahl få øjeblikke efter kunne udnytte den store mulighed og gøre det til 1-0.
Kort inden pausefløjtet kunne den tidligere B.93’er, Phiona Nabbumba, øge til 2-0 efter et frisparksindlæg, der endte for fødderne af midtbanespilleren.
KLITTE PYNTER PÅ RESULTATET
Efter en tiltrængt pause kunne Malou Klitte lade sig indskifte til fordel for Sofia Hvidbak, og det skulle senere i anden halvleg vise sig at være en ganske fornuftig beslutning af cheftræner Falk. Samtidig ændrede man systemet fra en klassisk 4-4-2 over til en 4-3-2-1-opstilling med Thea Rhode alene på toppen.
Det var til gengæld ganske fortjent, da Sofia Rejkjær Noesgaard, efter 54 minutters spil, kunne gøre det til 3-0, for FC Midtjylland havde bibeholdt kontrollen med kampen på modsatte side af pausen.
Generelt var lørdagens kamp til glemmebogen for B.93, hvor hjemmeholdet i sikker stil lod opgøret rinde ud. Østerbro-holdet havde nemlig ikke meget at skyde med, og trods en ganske fornem afslutning fra distancen af Asii Berthelsen midtvejs i halvlegen, som også tog overliggeren, var der, de få gange der blev trykket af, mangel på præcision eller kraft i afslutningerne.
93’ernes største målchance i Vildbjerg måtte vi helt frem til slutminutter for at finde. Efter et indkast i højre side fik indskiftede Luna Lagerbon driblet sig forbi en midtjysk forsvarsspiller, inden et fladt indlæg endte i midten af feltet, hvor indskiftede Malou Klitte dukkede op og hamrede kuglen i netmaskerne på sikker vis til 3-1. Det var samtidig første officielle scoring i B.93-trøjen for unge Klitte - stort tillykke og vi håber på mange flere mål i fremtiden!
Hjemmeholdet fik dog sat det sidste punktum i kampen, og få sekunder efter at have givet bolden op på ny, lå bolden igen for fødderne af Rikke Dybdahl, der gjorde det til slutresultatet 4-1.
Cheftræner Christian Falk udtaler
- Vi møder et godt FC Midtjylland hold, der er gode i duelspillet, stærke på deres andenbolde og er lidt hurtigere end os i reaktionerne.
- Vi rammer en dag, hvor vi ikke helt får vores presspil og erobringsspil til at fungere. Vi får ikke kampen ind på de præmisser, som vi gerne vil have den ind på. Vi kommer til at spille lidt for mange bolde, som ender i duelspil, og vi agerer bare lidt langsommere end dem.
- Vi har nogle gode momenter i kampen, og dem skal vi tage med videre. Vi skal blive ved med at udvikle vores faser i forhold til spillet på bolden, så vi bliver endnu skarpere på det.
- Vi lukker to ærgerlige mål ind i første halvleg, og det gør, at vi er nødt til at jagte noget mere i anden halvleg. Vi prøver at gå højere på dem, og det lykkedes vi bare ikke helt med.
- Vi skal blive ved med at gå ud og arbejde med vores relationer, med vores spilkoncept, vores B.93-DNA og vi skal stå endnu tættere sammen på holdet og blive ved med at tro på tingene.
- Det tager noget tid at få relationerne på plads, så det skal vi fortsætte med at videreudvikle.
- Jeg synes egentlig, at vi står fint i vores defensive blok. Vi får forsvaret de lange bolde, og vi er ikke bange for at ramme førsteboldene. Det er mere vores andenbolde, som vi er mindre skarpe på i dag.
- Vi har nogle udmærkede opspilsmønstre. Specielt i de første ti minutter af anden halvleg får vi sat nogle rigtig gode kombinationer sammen og spiller os fint ud af deres pres.
- Men konklusionen er, at vi møder et hold, som bare er bedre end os på dagen, så vi må også give dem noget cadeau. Vi gjorde vores bedste, og det var bare ikke nok.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Følg klubben på Linkedin og Instagram.
Husk også at abonnere på B.93's YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.
Holdet på banen
Alma Meier
Silja Weinell
Sara Grønhøj (ud 62')
Sofie Thrige
Julia Hjørlunde (ud 78')
Mille Bech (ud 34')
Freja Sørensen Abildå
Lærke Tingleff Søndergaard (ud 62')
Sofia Hvidbak (ud 46')
Asii Berthelsen
Thea Rhode
På bænken
Sibille Svendsen
Málfríður Eiríksdóttir (ind 62')
Jennifer Einlykke (ind 34')
Malou Klitte (ind 46')
Alexandra Holse (ind 78')
Luna Lagerbon Bruun (ind 62')
Kampreferat: Frederik Knygberg.
Fotos: Tobias Kongsvang.