Kamp
Referat

B.93 – FC Fredericia
FC Fredericia — B.93

Fuld tid

1-0 Asbjørn Bondergaard (18'); 1-0 Oscar Buch (31'); 1-0 Jonatan Lindekilde (60');
0-3
3-0
FC Frederica sejrede fortjent

FC Frederica sejrede fortjent

FC Fredericia var bedre på alle parametre i dag, erkender cheftræner Kim Engstrøm.

Resultat: 0-3
Spillested:
Monjasa Park
Dato:
28/9/2024
Tilskuertal:
875

B.93 lagde godt ud i lørdagens svære udekamp mod Fredericia. I kampens første minutter måtte det rødklædte hjemmehold to gange redde nærgående B.93-forsøg på stregen.

Men Michael Hansens tropper kom hurtigt efter det og begyndte straks efter at skabe store muligheder foran Vaporakis' mål. I det 18. minut kom det ikke uventede føringsmål til hjemmeholdet. Efter et indlæg fra venstre fik ingen i 93-forsvaret fat på angriberen Asbjørn Bøndergaard, der ubesværet kunne heade Fredericia i front.

Efter målet var B.93 egentlig ganske godt med i spillet, men det giftige Fredericia-angreb virkede farligere end 93-angrebet, hvor Nicolaj Thomsen spillede midterangriber i fravær af Emeka Nnamani, der blev skadet i tirsdagens pokalkamp.

Det var især Fredericias venstre side, der voldte 93-forsvaret store problemer. Efter en halv times spil blev et nyt indlæg fra venstre smækket direkte ind på en udækket Oscar Buch, og så havde hjemmeholdet fordoblet føringen.

Skønt begge hold havde muligheder for yderligere scoringer før pausen, blev 2-0-føringen også pausestillingen.

STÆRKT COME-BACK I ANDEN HALVLEG

Cheftræner Kim Engstrøm benyttede pausen til at foretage en dobbeltudskiftning, men det var desværre ikke nok til at vende billedet. Fredericia satte sig på spillet og kontrollerede kampen, mens B.93 kæmpede forgæves for at få flyttet spillet frem på hjemmeholdets bane.

Efter knap en times spil blev kampen lukket. Fine Fredericia-kombinationer i højre side førte til et indlæg. For tredje gang i kampen havde 93-forsvaret ikke styr på markeringerne ved en høj bold i feltet, så Jonatan Lindekilde kunne mutters alene stange bolden i nettet til 3-0.

Målet punkterede kampen. Tropperne fra fæstningsbyen spillede ubesværet den sidste halve time af uret mod et 93-hold, der ikke havde ressourcerne til at vende billedet.

3-0-sejren til Fredericia kunne der ikke indvendes noget imod. Heldigvis er der mulighed for revanche på fredag, når Esbjerg gæster Østerbro Stadion.

NÆSTE KAMP

Køb din billet nu og tag vennerne og familien med. Da vi for nylig mødte Esbjerg fB søndag 15. september blev det til en medrivende og målrig kamp, så der er lagt op til offensive takter.

Cheftræner Kim Engstrøm udtaler

- Vi møder et hold, der er bedre end os på alle parametre. Et rigtig dygtigt fodboldhold som er svære at få bolden fra, først og fremmest fordi de er dytige til deres kombinationer og rotationer. Når vores pres så ikke sidder helt i skabet, så er de gode til at spille igennem os.

- Alligevel synes jeg vi i første halvleg har lange faser på bolden og er lige ved et par gange. Så en meget lige første halvleg, hvor de er en my bedre. De er kyniske to gange og straffer os, hvor vi dels har et boldtab til 2-0, men også heller ikke får forsvaret godt nok på indlægget.

- Mål ændrer fodboldkampe, og inden Fredericia scorer til 1-0, redder de to gange på stregen efter et af vores hjørnespark i starten af kampen. En scoring der kunne have givet et helt andet kampbillede.

- I stedet synes jeg efter deres scoring til 1-0, at vi ligner et hold der ikke rigtig tror på vi kan få noget med herfra. Derfra bliver det for usammenhængende overalt på banen.

- I anden halvleg spiller og spiller vi, men vi kommer ingen vegne. Vi kunne praktisk talt have spillet 90 minutter mere uden rigtig at komme til en scoring. Så er de svære at spille mod, når de får gode betingelser til at gøre det.

- Først og fremmest så fungerer vores erobringsspil og presspil ikke med alle ti markspillere samtidig. Når et par stykker går i pres, så kommer vi ikke til at sprinte i pres og vi kommer lidt på bagkant i tanke og handling hele tiden. Det lykkedes nogle enkelte gange i første halvleg, og vi får også erobret nogle bolde, men vi får det ikke gjort over alle 90 minutter. Dét er det afgørende element.

- Spillet på bolden er okay. Vi har stort stort set lige så meget boldbesiddelse som FC Fredericia over 90 minutter. Udfordringen er at vores eget spil er meget på vores egen banehalvdel eller på midten af banen, men vi var aldrig i lange faser omkring deres mål og felt.

- Tak til alle jer, der havde taget turen til Fredericia lørdag. Vi glæder os til at betale tilbage for jeres trofaste støtte med et brag af en kamp hjemme på Østerbro Stadion på fredag 4. oktober.

Der skal desuden lyde et stort tillykke til Mounir Secka, som fik debut og sin første offcielle optræden i B.93 trøjen i slutminutterne på Monjasa Park.

B.93 PÅ SOCIALE MEDIER

Følg klubben på X og Instagram, hvor du kan få live opdateringer fra kampene. På Facebook og Linkedin kommer du også tæt på klubben.

Husk at abonnere på B.93's YouTube kanal, så får du notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.

MÅL OG HØJDEPUNKTER PÅ 1-DIVISION.DK

Se highlights på 1-division.dk.

HOLDET PÅ BANEN

Aris Vaporakis

Jores Okore
Jacob Egeris
Emil Christensen (ud 46')
Nicklas Mouritsen (ud 67')

Mikkel Wohlgemuth
Niels Morberg (ud 46')

Ole Jakobsen (ud 67')
Mikkel Mouritz
Osman Addo (ud 88')

Nicolaj Thomsen

PÅ BÆNKEN

Frederik Ibsen
Ludvig Henriksen (ind 46')
Andreas Bredahl (ind 46')
Julius Voldby (ind 67')
Gustav Højbjerg (ind 67')
Mounir Secka (ind 88')
Tobias Blidegn
Fisnik Isaki
Andreas Heimer

Kampreferat: Mads Mazanti.
Fotos: Jeppe Wermuth.