Kamp
Referat

B.93 – Hvidovre IF
Hvidovre IF — B.93

Fuld tid

1-0 Christian Jakobsen (36'); 2-0 Christian Jakobsen (47'); 3-0 Daniel Stenderup (84'); 4-0 Martin Spelmann (86')
0-4
4-0
Et lidt for stort nederlag i Hvidovre

Et lidt for stort nederlag i Hvidovre

Holdet fra Vestegnen vandt med 4-0 fredag aften.

Resultat: 0-4
Spillested:
Pro Ventilation Arena Hvidovre
Dato:
9/8/2024
Tilskuertal:
1.337

Et tændt og energisk 93-hold begyndte fredagens kamp i Hvidovre bedst. Mikkel Mouritz var tæt på at bringe os foran med et frispark, der slikkede den nærmeste stolpe. Men som første halvleg skred frem, fik Superliga-nedrykkerne takket være effektivt presspil tiltvunget sig overtaget.

Midt i halvlegen blev hele vores venstre forsvarsside fanget højt oppe i banen. Ruben Minerba forsøgte at rage kastanjerne ud af ilden, men begik – efter dommerens mening – straffespark. Heldigvis lurede Falkesgaard Christian 'Greko' Jakobsens spark og parerede forsøget.

Problemerne var imidlertid ikke ovre af dén grund. De til lejligheden sortklædte 93'ere kunne slet ikke spille sig ud af hjemmeholdets høje pres. Tilmed måtte vi skifte ud i midterforsvaret, da Ruben Minerba måtte udgå med en fodskade.

Hvidovre havde flere nærgående forsøg, blandt andet hamrede eks-93'eren Frederik Høgh bolden på overliggeren. Men det var vores store problemer med opspillet, der blev årsag til rød-blås føringsmål: En igangsætning efter et målspark kiksede fuldstændig. Bolden havnede i fødderne hos Christian 'Greko' Jakobsen, der fik en endnu større mulighed end straffesparket, og denne gang var der ingen pardon. 1-0 til Hvidovre.

I første halvlegs overtid fik Nicklas Mouritsen en stor mulighed for udligning, da Hvidovres forsvar glemte at dække ham op ved fjerneste stolpe efter et hjørnespark. Desværre endte hans afslutning i sidenettet.

Taktiske ændringer kunne ikke stoppe kyniske Hvidovre

Cheftræner Kim Engstrøm reagerede på de spillemæssige problemer i første halvleg ved at indskifte Sebastian Clemmensen og Nicolaj Thomsen i pausen. Men ak, der var kun spillet et minut af anden halvleg, før Christian 'Greko' Jakobsen slap fri omkring midten af banen, trak ned mod vores felt og overlegent lobbede bolden over Falkesgaard til fordobling af Hvidovres føring.

Nu så det sort ud for de elleve 93'ere og de mange medrejste tilhængere. Men faktisk flød 93'ernes spil langt bedre end før pausen. Problemet var blot, at det ikke kastede åbne muligheder for reducering af sig. Tættest på kom vi med et hårdt skud fra Nicklas Mouritsen, der strøg lige over det nærmeste målhjørne.

Med godt et kvarter igen satsede vi med en ekstra angriber og kun tre mand i forsvaret. Det gav Hvidovre gode muligheder for at slå kontra. Allestedsnærværende 'Greko' slap fri, Falkesgaard parerede flot hans flade afslutning, men returbolden røg lige ud i fødderne på Daniel Stenderup, der gjorde det til 3-0.

Blot et par minutter senere blev det også 4-0, da den gamle ræv Martin Spelmann tæt under mål dirigerede et hovedstød videre ind i mål.

Det var en aften, der ikke ligefrem var opløftende, når man er 93'er. Men selv om man selvfølgelig skal være selvkritisk over sine mangler, må man også anerkende sin modstanders kvaliteter. Og Superliga-nedrykkerne fra Hvidovre spillede og løb i de afgørende perioder af kampen i et imponerende tempo med tekniske finesser på et niveau, vi ikke befinder os på – endnu.

Næste kamp

Vi er tilbage i aktion på ny, når den anden Superliga-nedrykker i OB gæster Østerbro Stadion fredag 16. august. Kick-off er kl. 19.00, og du kan nå at sikre din plads til det store fredagsopgør her.

CHEFTRÆNER KIM ENGSTRØM UDTALER

- Jeg synes egentlig vi starter rigtig fint de første 20 minutter. Vi kan score, for eksempel da vi rammer stolpen på Mikkels frispark.

- Men der er flere ting, der går galt derefter. Selvom vi redder straffesparket, så begynder vi at lave fejl. Vi mister modet til at holde i bolden og de trykker os ned lidt højere oppe. Vi har også et boldtab, der koster i forhold til 1-0 scoringen.

- I pausen får vi snakket om at vi skal ud og spille med mod. Vi aftaler, at vi skal turde at spille vores spil og gå op og stresse dem.

- Så går der to minutter og så står den 2-0. Der punkterer kampen lidt.

- Når det så ender med at blive 3-o og 4-0 til sidst er selvfølgelig rigtig skidt.

- Da den står 2-0 med et kvarter igen, så forsøger vi at satse lidt. Vi tager en midterforsvarer ud for at kunne reducere til 1-2. Vi tænker det kunne ligge nogle muligheder, hvis vi kunne lykkes med at score.

- Så de to sidste mål tager jeg klart på min kappe, da vi bevidst forsøger at angribe endnu mere. Vi skulle måske bare have lukket ned og acceptere at tabe 2-0 i stedet for.

- Lige nu er der flere ting der skal forbedres inden på fredag mod OB. Det er først og fremmest en helt anden modstander. Samtidig er vi er på hjemmebane.

- Det er klart at kampen i aften var et gok i nøden. Det var unødvendigt med 4-0, for jeg synes langt hen vejen det en lige kamp.

- Vi skal altid turde at spille. Vi ved godt, at vi i dag møder en nedrykker fra Superligaen, som har et højt niveau. Jeg synes vi kunne være med i store dele af kampen, men vi manglede også noget skarphed.

- Vi skal hjem og finde de gode takter frem igen, som vi leverede sidste weekend mod Vendsyssel FF og tro på at vi sagtens kan spille op mod OB.

- Tak for den formidable støtte fra vores fans i dag. Trods nederlaget var der som altid god stemning og opbakning fra jer. Det er en fornøjelse.

B.93 PÅ SOCIALE MEDIER

Følg klubben på X og Instagram, hvor du kan få live opdateringer fra kampene. På Facebook og Linkedin kommer du også tæt på klubben.

Husk at abonnere på B.93's YouTube kanal, så får du notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.

Vi var igen på plads med et oplagt SoMe Team i Hvidovre og du finder mange flere behind-the-scenes B.93 TV indslag på YouTube kanalen. Vi har udvalgt et par til dig: Se pre-match interview, pause interview og post-match interview eller hvad med lidt opvarmning, reaktionen fra B.93 Fanklub da Michael Falkesgaard nappede straffesparket i 1. halvleg, indløb til kampen, B.93 Fanklub i topform på lægterne, Nikolaj Thomsen der gør sig klar til at komme ind med et par holdkammerater og find selv mere på B.93 YouTube film-rullen.

MÅL OG HØJDEPUNKTER PÅ 1-DIVISION.DK

Find highlights på 1-division.dk.

HOLDET PÅ BANEN

Michael Falkesgaard

Ludvig Henriksen
Jacob Egeris (ud 74')
Ruben Minerba (ud 28')
Nicklas Mouritsen

Mikkel Mouritz
Niels Morberg (ud 56')

Magnus Bøttker (ud 46')
Fisnik Isaki (ud 46')
Osman Addo

Emeka Nnamani

PÅ BÆNKEN

Aris Vaporakis
Jonathan Mathys (ind 74')
Mikkel Wohlgemuth (ind 56')
Sebastian Clemmensen (ind 46')
Osvald Gabriel Søe
Tobias Blidegn
Nicolaj Thomsen (ind 46')
Gustav Højbjerg
Emil Christensen (ind 28')

Kampreferat: Mads Mazanti.
Fotos: Christian Midtgaard.