





En frustrerende lørdag på Østerbro Stadion
Den Hvide Dame tørster stadig efter sin første sejr på Østerbro Stadion i NordicBet Ligaen. Til gengæld glædede de 1.197 tilskuere over indskiftningen af den nye Bajeur93 pilsner.
DRAMA: RØDT KORT BLEV IGEN AFGØRENDE
Det startede livligt og offensivt i mødet med favoritterne Vendsyssel FF hjemme på Østerbro Stadion, men endte med udvisning, to straffespark og 0-5 for anden hjemmekamp i træk.
Efter holdet tirsdag aften havde kriget sig til en meriterende sejr ude over Næstved, var holdet klar til at udfordre det rutinerede NordicBet Liga mandskab fra Nordjylland.
Som nævnt startede det godt med '93-dominans og gode muligheder.
Allerede efter ét minut og 28 sekunder forsøgte Daniel Thøgersen sig på målmand Marcus Bundgaard, og minuttet efter ramte Jeppe Erenbjerg sidenettet efter et godt forsøg. Men efter en livlig start og højt tempo hos begge mandskaber, var det gæsterne, som punkterede den gode stemning efter 24 minutter.
Efter godt samarbejde med Lasse Steffensen kunne den blot 19-årige Oskar Öhlenschlaeger score sit første seniormål i karrieren, da han sendte bolden forbi Aris Vaporakis.
Og fem minutter senere fortsatte nedturen, da Daniel Thøgersen begik straffespark og fik et rødt kort med i købet, efter længere betænkningstid af den til lejligheden påsatte islandske dommer. Et forsøg som DBU kører for at udvikle dommere på tværs af Norden.
Håbet om point levede dog fortsat, da Simon Okosun efterfølgende brændte det store tilbud til stor begejstring fra de 1.197 fremmødte tilskuere.
De sidste minutter af første halvleg kom vores unge oprykkere igen i modvind. Først fik man et nyt straffespark imod sig, som Carl Lange eksekverede til 2-0.
Og blot ét minut senere kunne Lasse Steffensen så reelt afgøre dysten, da han efter et markeringssvigt i B.93’s straffesparksfelt øgede til 3-0.
NEDTUREN FORTSATTE EFTER PAUSEN
Havde man troet, at det var muligt at sætte en prop i flasken for B.93 efter sidebyttet, måtte man tro om igen.
For 12 minutter inde i anden halvleg øgede føromtalte Lasse Steffensen til 4-0 på et hovedstød tæt under mål, med sit andet mål i kampen og sit tredje i sæsonen.
De unge 93’ere kæmpede dog videre i undertal og forsøgte sig med sporadiske aflastningsangreb især drevet frem af Tammer Bany og Fisnik Isaki og siden af de indskiftede Jonathan Mathys og Nicolaj Thomsen, men modstanderne fra Vendsyssel havde i overtal kontrol på kampen.
Efter Jonathan Mathys blev revet ned bagfra efter en nærkamp og en potentiel friløber, hvor den islandske dommers fløjte forblev tavs, blev fysisk træner Jonas Ratzer i stedet for præsenteret for det røde kort for protester, så dramatik var der nok af, selvom vi kunne have ønsket det med et andet fortegn.
Til sidst blev Andreas Heimer noteret for et selvmål, i forsøget på at afværge et indlæg, så de hvidblusede for anden hjemmekamp i træk måtte se sig besejret med 0-5 på eget græs.
Heldigvis er der kamp allerede igen i næste uge, nærmere bestemt fredag aften, hvor modstanderen er Horsens på Nordstern Arena.
Cheftræner Kim Engstrøm udtaler
- Vi er meget ærgerlige over kampens resultat.
- Vi får ellers indledt kampen fint, med en rigtig god mulighed til Jeppe efter tre minutter. Desværre er det Vendsyssel, der får scoret først i en kamp der var meget livlig.
- Vi må erkende, at vi bliver straffet for nogle store personlige fejl i første halvleg med et korrekt rødt kort og to straffespark imod. Så vi gør det vanskeligt for os selv at få et resultat i kampen.
- Jeg vil dog rose spillerne for på intet tidspunkt at give op i kampen. Vi forsøger at lukke ned for Vendsyssel i 2. halvleg, men deres fysiske styrke på mange indlæg vil altid volde os problemer.
- En kamp der var lige indtil det røde kort, men med ti mod elleve i 60 minutter vil det altid være vanskeligt.
- Vi fik i dag endnu en læring. Vi kollapsede på intet tidspunkt i kampen og vi havde mod til at spille selv med ti mand.
. Nu skal vi have minimeret de personlige fejl, for de bliver for alvor straffet i NordicBet Ligaen. Det er en meget tæt række, hvor næsten alle kan slå alle.
- En kæmpe tak til alle der var på Terrassen i dag. Sikke en unik opbakning I giver vores hold, når det resultatmæssigt på banen ser vanskeligt ud.
- Der findes ingen andre hold der bliver klappet og sunget så meget frem, selv når stillingen er 0-5 i det 89. minut. Tusind tak til Østerbro.
- Nu kigger vi frem imod næste kamp på udebane imod AC Horsens.
SE B.93 TV FRA KAMPEN
Se pre- og post-match interview med cheftræner Engstrøm og find interview med dagens blot 22-årige 100-kamps jubilar Niels Morberg og tilsvarende interview med Andreas Heimer, der rundede 100 kampe i hjemmekampen mod FC Fredericia fredag 18. august 2023.
Du kan som altid se meget mere indhold fra B.93 TV på vores YouTube-kanal. Vi publicerer løbende nye indslag, så husk at abonnere.
Du kan også følge klubben på Twitter, Facebook og Instagram. Vi dækker kampene live på Twitter og med Instagram stories.
Holdet på banen
Aris Vaporakis
Emil Møller (ud 39')
Emil Christensen
Abdullah Iqbal
Daniel Thøgersen
Niels Morberg (ud 80')
Andreas Heimer
Mikkel Mouritz (ud 65')
Antonio Bustamante (ud 39')
Tammer Bany (ud 65')
Jeppe Erenbjerg
På bænken
Victor Schönewolf-Greulich
Sebastian Kroner (ind 80')
Ruben Minerba
Osvald Søe (ind 39')
Søren Sørensen
Nicolaj Thomsen (ind 65')
Fisnik Isaki (ind 39')
Emmanuel Ogude
Jonathan Mathys (ind 65')
Kampreferat: Henrik Hvillum.
Fotos: Christian Midtgaard.