Dejlig sejr ude mod FC Roskilde
Med fire point i to kampe er vi kommet rigtig godt fra land i NordicBet Ligaen.
En varm Michael Falkesgaard, en driblestærk Osman Addo og en hurtig Fisnik Isaki skulle blive opskriften på tre point mod FC Roskilde.
NordicBet Ligaen er skudt i gang og i sæsonens første opgør blev det til en nulløsning hjemme mod Kolding IF. Så meget desto mere grund til at gutterne ville ud og banke mål på tavlen i weekendens opgør.
De vanlige rammer på Østerbro Stadion, hvor Terassens karisma kan give FOMO helt oppe i Aalborg, var ikke hvad lørdagskampen bød på. Dog var de blide solstråler dragende og med de medrejsende B.93-fans' skønsang blev der skabt en strålende kulisse i Roskilde Idrætspark, der i dag talte 1.125 tilskuere.
På trods af FC Roskildes hjemmebanefordel var det B.93, der kom bedst fra start. Osman Addo snurrede sig gennem forsvaret og med et velplaceret hug ved nærmeste stolpe var 93'erne foran.
Glæden varede dog ikke længe, for efter en ellersfremragende redning af Michael Falkesgaard endte returbolden direkte i fødderne på en fri Roni Arabaci, der udlignede blot fem minutter efter 0-1 scoringen.
1. halvleg bød efterfølgende på flere velspillede chancer i begge ender. Det endte alligevel med en fejl i FC Roskildes forsvar, hvor Emeka Nnamani opsnappede bolden, og fandt Fisnik Isaki, der satte kuglen ind ved nærmeste opstander. Pausestillingen stod sig således med 1-2.
STORE OMSTILLINGSMULIGHEDER EFTER PAUSEN UDEN VI FIK LUKKET KAMPEN
Michael Falkesgaard spillede en god kamp, og han fik en central rolle i at holde føringen i en 2. halvleg, der bød på chancer i begge ender af banen.
B.93 kom lidt haltende fra start, men en indskiftning af Sebastian Clemmensen satte hurtigt gang i løjerne. Den unge angriber spillede sig hurtigt til en stor chance, der dog fik for meget og endte over mål.
10 minutter, og en refleksredning af Michael Falkesgaard senere, kom 93'erne frem til en endnu større mulighed. Osman Addo fandt en fri Emeka Nnamani i Roskildes felt, men angriberen fik lige akkurat ikke udplaceret Roskilde-keeperen med sin afslutning.
En håndfuld minutter senere ville Sebastian Clemmensen prøve igen. Nyindskiftede Jonathan Mathys og Magnus Bøttker satte Clemmensen op fri for mål med flot kombinationsspil, men endnu en gang måtte han se sparket flyve over målet.
Vi fik med andre ord sat en række gode omstillingsmuligheder og store chancer op, men fik ikke bolden ind over stregen og lukket kampen.
Men 1. holdet kunne tage hjem til Østerbro med et godt resultat og tre point mere på NordicBet Liga-kontoen, der nu tæller fire point i alt.
CHEFTRÆNER KIM ENGSTRØM UDTALER
- Lige nu tænker jeg mest over de ting, som ikke fungerede. Det var ikke fordi vi spillede vores bedste kamp. Vi er også ved at spille nogle nye spillere ind på holdet, og alt sidder ikke i lige skabet. Vi møder også en Roskilde-hold som kommer med stor energi og oprykker-gejst.
- Så vi er rigtig glade for at vinde. Lige nu har fire point efter to kampe. For et år siden, da vi stod her, havde vi nul point. Så det er vi selvfølgelig glade for.
- Der er altid nogle spillemæssige ting, som kan blive lidt bedre. Men når vi nærmer os deres felt, så bliver vi langt mere farlige end vi gjorde mod Kolding.
- I første halvleg har vi lidt svært ved at lukke ned for Roskilde. De har for let ved at spille gennem vores pres. Det får vi justeret og rettet til i pausen, heldigvis. Vi holder dem fra de helt store chancer i 2. halvleg. De har lidt for store chancer i 1. halvleg.
- Vi har selv nogle rigtig store omstillingsmuligheder i 2. halvleg, hvor vi skal lukke kampen. Scorer vi til 3-1, så er kampen punkteret. Så det positive er at vi kommer herfra med tre point.
- Nu skal vi først og fremmest glæde os over, at vi har vundet. Det er ikke selvfølge i den her række. Det er svært på udebane mod alle hold.
- Vi kigger på fredag frem mod en helt anden modstander i Vendsyssel FF, der kommer med nogle ambitioner om at rykke op og et andet, lidt mere fysisk spil, som vi skal forberede os på.
- Men det er klart, vi kommer med selvtillid nu med to kampe og fire point. Den selvtillid skal vi selvfølgelig gribe ud efter på fredag på Østerbro Stadion, hvor vi håber der kommer rigtig mange som der også var her i Roskilde i dag. Det var en fornøjelse at have den store opbakning fra vores fantastiske fans.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Følg klubben på X og Instagram, hvor du kan få live opdateringer fra kampene. På Facebook og Linkedin kommer du også tæt på klubben.
Husk at abonnere på B.93's YouTube kanal, så får du notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer. Fra dagens kamp kan du også se B.93 Fanklub fejre sejren med skønsang sammen med spillerne.
Se hele post-match interviewet på YouTube. B.93 TV fangede også Kim og spurgte til hans forventninger før kampen.
MÅL OG HØJDEPUNKTER PÅ 1-DIVISION.DK
Se også mål og højdepunkter på 1-division.dk.
HOLDET PÅ BANEN
Michael Falkesgaard
Ludvig Henriksen
Jacob Egeris
Abdullah Iqbal
Nicklas Mouritsen
Niels Morberg (ud 46')
Mikkel Mouritz
Fisnik Isaki (ud 93')
Tobias Blidegn (ud 59')
Osman Addo (ud 80')
Emeka Nnamani (ud 80')
PÅ BÆNKEN
Aris Vaporakis
Jonathan Mathys (ind 80')
Sebastian Clemmensen (ind 59')
Mikkel Wohlgemuth (ind 46')
Ruben Minerba (ind 93')
Magnus Bøttker (ind 80')
Emil Christensen
Gustav Højbjerg
Danis Faljic
Kampreferat: Nikolaj Vad.
Fotos: Jeppe Wermuth.