Kamp
Referat

B.93 – Østerbro IF
Østerbro IF — B.93

Fuld tid

1-0 Sofia Hvidbak (8'); 2-0 Thea Rhode (44'); 2-1 Juliane Foss Gade (57'); 3-1 Málfríður Eiríksdóttir (72'); 4-1 Luna Lagerbon Bruun (74')
4-1
1-4
Dejlig sejr i "Kampen om Østerbro"

Dejlig sejr i "Kampen om Østerbro"

Sofia Hvidbak, Thea Rhode, Málfríður Eiríksdóttir og Luna Lagerbon Bruun fordelte scoringerne mellem sig.

Resultat: 4-1
Spillested:
Vanløse Idrætspark
Dato:
11/4/2025
Tilskuertal:
208

Julia Hjørlunde var klar i spyttet, da hun blev spurgt ind til vigtigheden af at vinde 'Kampen om Østerbro'.

B.93 skulle vise Østerbro IF i lørdagens kamp i Gjensidige Kvindeliga Kvalifikation rækken, hvor skabet skulle stå.

Og det formåede B.93's bedste kvindehold så sandelig at gøre.

Byrivalerne fra Østerbro IF kom ind til kampen som bundprop i Kvalifikationsligaen, og efter 90 minutter i Vanløse Idrætspark var det stadig tilfældet.

Christian Falk og Benjamin Haims tropper var veloplagte i et lokalopgør, der blev vundet sikkert med 4-1 på mål af Sofia Hvidbak, Thea Rhode, Málfríður Eiríksdóttir og Luna Lagerbon.

Lyn og torden fra første fløjt

Kampen om Østerbro fik en forrygende blå-hvid indledning. Allerede efter otte minutter bragte Sofia Hvidbak os foran 1-0 efter et tungt og vedholdende pres på modstanderne.

Det var et angreb præget af netop den kynisme, der har været i fokus hele træningsugen – og som cheftræner Christian Falk efter kampen kaldte “en god måde at gå på weekend med.”

Vi dominerede første halvleg med tempo, boldsikkerhed og et aggressivt genpres, som efterlod gæsterne et skridt bagefter.

Inden pausen ville holdets topscorer, Thea Rhode, også sætte sit aftryk og udbyggede fortjent føringen til 2-0 med en scoring, der gjorde ondt på byrivalerne lige inden pausen.

Luna lukkede og slukkede

Efter pausen fortsatte kampbilledet som i de første 45 minutter.

Men Østerbro IF formåede alligevel at reducere til 2-1 efter et kvarters spil ved Juliane Foss Gade.

Scoringen bragte en kortvarig spænding tilbage i kampen, som 93'erne på fornemmeste vis formåede at lukke hurtigt ned for ved en stærkt eksekveret standardsituation.

Et veludført hjørnespark fra Mille Bech blev sendt præcist ind i panden på Málfríður Eiríksdóttir, som headede bolden sikkert i mål til 3-1. Og med et kvarter tilbage lukkede Luna Lagerbon ballet, da hun blev sendt afsted efter et velorkestreret angreb og placerede bolden fladt i nettet til slutresultatet 4-1.

Dermed fik vi ikke bare tre point. Vi tog også den første håneret i Kampen om Østerbro. Returopgøret venter 24. maj i Valby Idrætspark.

Stort tillykke til Lærke Tingleff Søndergaard, der fik sin officielle debut i B.93 trøjen.

Men først gælder det FC Thy-Thisted Q hjemme i Vanløse Idrætspark allerede på lørdag 19. april.

Cheftræner Christian Falk udtaler

- Vi kom ud som lyn og torden og fik hurtigt kampen over på vores præmisser. Vi spillede med få berøringer, satte tempoet og skabte store chancer.

- Vi kunne sagtens have scoret flere mål, men det vigtigste var, at vi viste kynismen, som vi har trænet på hele ugen.

- Jeg synes, vores pres og erobringsspil fungerede rigtig godt, og spillerne var tændte og klar.

- Vi havde lagt en god gameplan for, hvor vi ville vinde bolden, og selvom vi stadig har nye spillere og nogle skader, så begynder tingene at sætte sig.

- Man bliver ikke god til alle spillets faser på så kort tid, men vi er godt i gang og bliver kun farligere herfra.

- Spillerne vidste, hvad kampen handlede om. Vi havde kun ét point før i dag, så vi skulle ud og jagte sejren. Stemningen har hele tiden været god, og vi har troet på vores niveau.

- Nu er vi kommet i gang, og i omklædningsrummet er der både glæde og lettelse. Vi mener, vi hører til i toppen, og det er der, vi skal op nu.

B.93 PÅ SOCIALE MEDIER

Følg klubben på Linkedin og Instagram.

Husk også at abonnere på B.93's YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer. Fra "Kampen om Østerbro" kan du se Alma Meiers sikre hænder under opvarmningen, spillernes løb inden kampen, jubelscener efter kampen på banen, dans og fest i omklædningsrummet og pre-match interview med cheftræner Christian Falk.

MÅL OG HØJDEPUNKTER PÅ KVINDELIGA.LIVE

Se highlights og interview med målscorer til 1-0 Sofia Hvidbak på kvindeliga.live.

Holdet på banen

Alma Meier

Silja Weinell
Sara Grønhøj
Sofie Thrige (ud 56')
Julia Hjørlunde (ud 78')

Freja Sørensen Abildå
Malou Klitte (ud 56')
Mille Bech (ud 78')
Sofia Hvidbak

Asii Berthelsen
Thea Rhode (ud 64')

På bænken

Sibille Svendsen
Sofia Weatherall (ind 78')
Málfríður Eiríksdóttir (ind 56')
Emilie Ramskov
Ida Diget (ind 78')
Luna Lagerbon Bruun (ind 64')
Lærke Tingleff Søndergaard (ind 56')

Kampreferat: Alexander Wøhlk.
Fotos: Jeppe Wermuth.