Kamp
Referat

B.93 – Hillerød Fodbold
Hillerød Fodbold — B.93

Fuld tid

0-0
0-0
B.93 og Hillerød Fodbold delte pointene mellem sig

B.93 og Hillerød Fodbold delte pointene mellem sig

1.387 tilskuere overværede en målløs affære.

Resultat: 0-0
Spillested:
Østerbro Stadion
Dato:
23/8/2024
Tilskuertal:
1.387

Fredag aften tog B.93 imod Hillerød, der i de seneste sæsoner har udviklet sig til lidt af en ”angstmodstander”. For selv om Christian Lønstrups tropper ikke er kendt for spektakulært spil, plejer nordsjællænderne taktiske snilde og solide spillestil at være en hård nød at knække for Østerbro-holdet. Denne kamp blev ingen undtagelse.

I en taktisk præget kamp havde udeholdet de fleste af de få muligheder, kampen bød på.

Før pausen måtte en – endnu engang – særdeles veloplagt Michael Falkesgaard diske op med et par fine parader på nærgående Hillerød-afslutninger. B.93's største mulighed i halvlegen – og i hele kampen – tilfaldt Nicolaj Thomsen, da et af de berømte indadskruede indlæg fra Mikkel Mouritz smuttede igennem gæsternes forsvar. Desværre strandede Thomsens forsøg på at glide bolden i mål i Kappenbergers parader.

Men ellers var det småt med 93-mulighederne, fordi hjemmeholdet sjældent fik gang i kombinationsspillet mod et taktisk perfekt indstillet udehold. Desuden blæste der en halv pelikan på tværs af banen, hvilket bestemt heller ikke gjorde det nemmere.

POINTDELINGEN HOLDT KAMPEN UD

Også i anden halvleg var Hillerød tættest på scoring. Falkesgaard måtte igen vise sit værd med flere gode indgreb.

Det bedste leverede han midt i halvlegen, da han på akrobatisk vis fik fingrene på et projektil af et langskud med retning direkte mod det ene målhjørne, så skuddet i stedet prellede af mod overliggeren. Kampens detalje.

Desværre skadede den dansk-filippinske målmand sig i forbindelse med redningen, så han mod slutningen af kampen måtte lade sig udskifte.

Cheftræner Kim Engstrøm gav debut til angrebstalentet Andreas Bredahl midt i anden halvleg. Men han fik ikke meget at arbejde med.

Som kampen skred frem lod 93erne til at være mest opsatte på at sikre sig det ene point. Det var i så fald ret fornuftigt.

For det var endnu en af de kampe, hvor vi havde vores hyr med de orange-sorte fra Slotsbyen. Men denne gang fik vi trods alt et point ud af anstrengelserne. Det kan vi efter omstændighederne ikke være helt utilfredse med.

NÆSTE OPGAVE ER I JYLLAND

B.93 har nu en lidt længere periode end normalt frem mod næste opgave i NordicBet Ligaen. Mandag 2. september kl. 19.00 møder vi således Hobro IK på udebane.

Cheftræner Kim Engstrøm udtaler

- Jeg synes det er en meget lige kamp. Vi starter fint og Thomsen har vel kampens største chance, som han skal score på.

- Det var en jævnbyrdig kamp, hvor begge hold gerne vil spille, men også har stor respekt for hindanden i forhold til at lure hinanden af i presspillet. En tæt og lige kamp, hvor vi dog selv synes at vi mangler fem procent i 1. halvleg i vores pres.

- I 2. halvleg er Hillerød mest på bolden, men uden at de bliver rigtigt farlige. De rammer stolpen to gange uden at det er kæmpe chancer.

- Som tilskuer vil man nok sige. at det var en halvjævn og kedelig kamp at se, når den ender 0-0.

- Men vi spiller til 0 og får et point igen i den her meget meget jævnbyrdige række, så det er vi fint tilfredse med.

- Skader er jo en del af fodbold og de kommer, det ved vi. I aften var det så Falkes, som var uheldig.

- Vi har heldigvis en stor og bred trup, så det er vi ikke så bekymrede for. Vi har to meget kompetente målmænd i Aris Vaporakis og Frederik Ibsen. Hvis Falkes er ude i længere tid, så har vi meget dygtige keepere, der har bevist sig selv i 1. division. Både Aris for os sidste år og Ibsen i Helsingør.

- Nu har vi 10-12 dage inden vi skal til Hobro, så der er lidt pause til at få nogle af spillerne på højkant igen.

- Vi har også et par spillere der er trætte efter den tredje kamp på otte dage. Så de puster ud i weekenden og så arbejder alle fremad på mandag igen.

- Tak til alle de fremmødte fans for den flotte støtte på tribunen. Det er fremragende at mærke opbakningen uanset hvordan det går på banen.

B.93 PÅ SOCIALE MEDIER

Følg klubben på X og Instagram, hvor du kan få live opdateringer fra kampene. På Facebook og Linkedin kommer du også tæt på klubben.

Husk at abonnere på B.93's YouTube kanal, så får du notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.

Vi har valgt et par B.93 TV klip fra SoMe Team dækningen: Se pre-match og post-match interviews med cheftræner Kim Engstrøm, Andres Heimer der bliver hyldet for sin kontraktforlængelse inden kampen, indløb fra begge hold, et B.93 angreb filmet bag målet, populære fansange som "Bare et enkelt lille mååål ..." og "1-2-93 ...", spillerne der giver hånd og takker fans efter kampen og spillere der varmer op uden for banen og gør sig klar til at komme ind. Og find selv mange flere på YouTube.

MÅL OG HØJDEPUNKTER PÅ 1-DIVISION.DK

Find highlights på 1-division.dk.

HOLDET PÅ BANEN

Michael Falkesgaard (ud 85')

Ludvig Henriksen
Jacob Egeris
Emil Christensen
Nicklas Mouritsen

Mikkel Wohlgemuth
Mikkel Mouritz (ud 66')

Fisnik Isaki (ud 66')
Nicolaj Thomsen
Osman Addo (ud 91')

Emeka Nnamani (ud 66')

PÅ BÆNKEN

Aris Vaporakis (ind 85')
Niels Morberg (ind 66')
Sebastian Clemmensen (ind 66')
Andreas Bredahl (ind 66')
Andreas Heimer (ind 91’)
Magnus Bøttker
Gustav Højbjerg
Tobias Blidegn
Jonathan Mathys

Kampreferat: Mads Mazanti.
Fotos: Christian Midtgaard.