B.93 lider nederlag i Østjylland
Der var ikke meget at komme efter fredag aften, da AC Horsens tog alle tre point i en 3-0-sejr på Nordstern Arena Horsens.
Fredag aften gik turen over Storebælt mod det østjyske, hvor AC Horsens ventede på Nordstern Arena Horsens.
Seneste indbyrdes møde faldt tilbage i slutningen af september, hvor østjyderne gæstede Østerbro Stadion. Der kunne B.93’erne, på en enkelt scoring i første halvleg af spidsangriber Emeka Nnamani, trække sig sejrrigt ud af opgøret mod ‘Den Gule Fare’.
VELSPILLENDE HORSENSIANERE TOG TETEN FREDAG AFTEN
Fra første minut måtte B.93 sætte sig dybt på egen halvdel for at modstå et højt pres fra de gul- og sortklædte værter, der tidligt i opgøret tog kontrollen med kampen.
Generelt var størstedelen af første halvleg en hårdtkæmpet fight for at holde AC Horsens væk fra scoringer.
Det lykkedes også i det meste af halvlegen, hvor gæsterne langsomt arbejdede sig ind i opgøret, men efter en lille halv times spil, var Horsens’ Emil Frederiksen heldig med en indersideafslutning, der blev blokeret af Andreas Heimer, men uheldigvis for B.93 strøg bolden ned i nærmeste hjørne og ind bag en chanceløs Michael Falkesgaard.
Det resterende af de første 45 minutter foregik hovedsageligt på Horsens’ præmisser, og med bravt forsvarsspil blandet med en sikker sidste skanse i Falkesgaard holdt B.93 hjemmeholdet fra yderligere scoringer.
I pausen foretog cheftræner Engstrøm en enkelt indskiftning af Emeka Nnamani, som blot få minutter inde i anden halvleg var tæt på at åbne opgøret op med en dybdebold til Nicolaj Thomsen. Desværre fik Thomsen ikke mulighed for afslutning, da han blev tacklet i skudøjeblikket.
Få momenter efter var det anfører Mouritz’ tur, der med et forsøg et pænt stykke udefra var få centimeter fra at udligne, men bolden sneg sig akkurat højre om Horsens-buret til målspark.
Kort efter var Emeka Nnamani på spil igen, denne gang opsnappede angriberen en fejlaflevering fra Sebastian Hausner, Nnamani sendte Osman Addo i dybden, der kom helt fri i venstre side af Horsens-feltet og sendte en afslutning rettet mod fjerneste hjørne, men præcisionen svigtede og kuglen fløj forbi målet.
Efter en hektisk start på halvlegen fik østjyderne mere kontrol over kampen igen, og det resulterede i kampens 66. minut i en ny scoring af Emil Frederiksen. Og syv minutter efter kunne Sebastian Pingel, med et lille lob, gøre det til 3-0 på Nordstern Arena Horsens.
Der var desværre ikke meget mere at komme efter fredag aften, hvor B.93 ikke formåede at kæmpe sig tilbage i kampen, og det sluttede derfor med et nederlag på tre-måls-nederlag.
NÆSTE KAMP
Fredag er vi igen tilbage på Østerbro, når FC Fredericia gæster hovedstaden. Du kan allerede nu sikre dig din plads til årets næstsidste hjemmekamp på boldbillet.dk.
Cheftræner Kim Engstrøm udtaler
- Vi møder et godt hold i dag. Det vidste vi, men jeg synes egentlig vi står godt imod, selv om AC Horsens presser os meget i bund især i 1. halvleg, hvor vi ikke selv for alvor får sat vores præg på kampen og holdt godt nok fast i kuglen i nogle situationer.
- Målet er også en meget uheldig afretning via Heimer.
- Vi får skiftet Emeka ind og havde en forventning om han kunne gøre en forskel. Det gjorde han, og vi har tyve rigtig gode minutter efter pausen, hvor vi dog desværre ikke får konverteret de chancer vi kommer frem til.
- Så får Horsens et lidt ærgerligt mål til 2-0, hvorefter vi ikke rigtig kommer tilbage i kampen.
- Men jeg har sagt til spillerne i omklædningsrummet, at hvis vi skulle spiller her igen i næste weekend, så ville vi ikke gøre noget meget anderledes.
- Vi synes præstationen overordnet var god. Vi kommer ud med et fint udtryk og stort mod i 2. halvleg, men AC Horsens var kyniske og fik udnyttet deres chancer. Det må vi også respektere og erkende, at de alt i alt var bedre på dagen.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Følg klubben på X og Instagram, hvor du kan få live opdateringer fra kampene. På Facebook og Linkedin kommer du også tæt på klubben.
Husk at abonnere på B.93's YouTube kanal, så får du notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.
MÅL OG HØJDEPUNKTER PÅ 1-DIVISION.DK
Se highlights på 1-division.dk.
HOLDET PÅ BANEN
Michael Falkesgaard
Ludvig Henriksen (ud 82’)
Jacob Egeris
Andreas Heimer (ud 82')
Nicklas Mouritsen
Mikkel Mouritz
Mikkel Wohlgemuth
Niels Morberg
Nicolaj Thomsen
Julius Voldby (ud 46’)
Osman Addo (ud 65')
PÅ BÆNKEN
Aris Vaporakis
Emeka Nnamani (ind 46’)
Tobias Blidegn
Ole Jakobsen
Fisnik Isaki (ind 82')
Gustav Højbjerg
Ruben Minerba
Emil Christensen (ind 82')
Sebastian Koch (ind 65')
Kampreferat: Frederik Knygberg.
Fotos: Christian Midtgaard.