Alma Aagaard dukker B.93 i Farum
To scoringer af Alma Aagaard sikrede FC Nordsjælland sejren over B.93 i Right to Dream Park lørdag 9. november.
For tredje gang i indeværende sæson bød kampprogrammet på et opgør med de forsvarende double-vindere fra Farum, FC Nordsjælland. I pokalturneringens 1/8-finale blev det til et 3-0-nederlag og et exit for B.93 til nordsjællænderne, der tidligere i sæsonen også vandt med 4-1 på Østerbro Stadion i Kvindeligaen.
Peer Lisdorfs tropper havde dermed revanchens sødme til gode forud for lørdagens kamp. Cheftræneren havde til opgøret ændret en smule i start 11’eren og den taktiske fremgang siden seneste uges nederlag til Brøndby IF.
Det betød, at vi fik Julia Hjørlunde og Malou Klitte med fra start i Farum, hvor sidstnævnte indtog pladsen i midterforsvaret sammen med Silja Weinell, der var blevet rykket længere ind i forsvarskæden. Hjørlunde havde højrefløjen i en mere defensiv 4-1-4-1-formation, så man bedre kunne modstå et forventeligt højt pres fra hjemmeholdet.
ALMA AAGAARD STRAFFER B.93
Et højt presspil var akkurat det, vi fik fra værterne fra kampens start, og Phiona Nabbumba måtte helt ned at agere tredje midtstopper i store dele af kampens indledning.
Og med et stort spilovertag lykkedes det allerede de rød-gule nordsjællændere at bringe sig i front efter fem minutters spil, da Alma Aagaard kunne opsnappe en fejlet clearing i midten af det lille felt og gøre det til 1-0 i sit andet forsøg.
Til trods for den svære start og det tidlige føringsmål holdt Østerbro-holdet meget bedre stand bagi, mens man langsomt kæmpede sig mere og mere ind i kampen.
Det kastede også første chance af sig i modsatte ende, da Mille Bech tog bolden til sig et pænt stykke udefra Nordsjælland-feltet og trykkede af, men en ellers flot afslutning manglede lidt skarphed, og i stedet fik Bech sendt kuglen forbi den forkerte side af venstre opstander.
Det resterende af de første 45 minutter bød ikke på mange store scoringsmuligheder i hverken af enderne, og selvom hjemmeholdet var ganske tæt på at øge føringen efter en halv times spil, blev Signe Munk reddet af sammenføjningen, inden det endte med et målspark.
I pausen foretog cheftræner Lisdorf en enkelt ændring, som sendte Sara Grønhøj ind på sin vante position i midterforsvaret, og man gik i stedet over til en decideret fembackkæde.
Anden halvleg første store chance kom til Sofie Thrige, der, midt i Nordsjælland-feltet, modtog bolden og kom til skudchance. Desværre fik venstrebacken trykket for hårdt til læderet og måtte se den stryge over kassen.
Midtvejs i halvlegen var 93’erne igen truende i modstanderens felt, og godt som Sandra Olabi skulle til at modtage en aflevering i højre side af feltet, kom en udadstormende Molly Race springende ud i Olabi, der gik i græsset efter at have fået et knæ i hovedet.
Efter et længere spilstop måtte Olabi desværre lade sig udskifte, til fordel for Sofia Weatherall, da der ikke var mulighed for at fortsætte med en slem hovedskade. Heldigvis kunne højrebacken selv forlade banen til store klapsalver fra alle på lægterne i Right to Dream Park. Vi ønsker Sandra rigtig god bedring og glæder os til at se hende tilbage på banen snart!
Spillet på banen fortsatte, og trods fine takter fra B.93’erne, var det i stedet Alma Aagaard, der med en hovedstødsscoring fra tæt hold cementerede sejren for FC Nordsjælland.
Til sidst i kampen blev unge Frederikke Boisen skiftet ind til sin Kvindeliga-debut - stort tillykke!
NÆSTE KAMP
17. november er vi heldigvis allerede tilbage igen, når B.93 tager imod vores medoprykkere OB Q hjemme på Østerbro Stadion. 93’erne har brug for al den støtte, som de kan få, hvis en plads i top 6 skal sikres.
Skynd dig ind på boldbillet og sikre dig din plads til årets sidste hjemmekamp allerede i dag!
Cheftræner Peer Lisdorf udtaler
- Vi spiller altid om point, så vi er aldrig tilfredse med at tabe, selvom vi i dag møder et af de to stærke tophold i Kvindeligaen.
- Jeg er meget tilfreds med spillernes tilgang til kampen og præstationen i dag.
- Vi er meget ærgerlige over det hurtige mål, for vi havde netop haft fokus på det før kampen og startede også som noget nyt med fem i bagkæden. Og så hopper den lidt tilfældig mellem to af vores spillere efter en uheldig clearing og bliver sparket ind som lidt af et kludemål.
- Ser vi bort fra starten, så synes jeg, vi kommer rigtig godt tilbage i første halvleg og spiller godt op med FC Nordsjælland resten af kampen. Vi får holdt nordsjællænderne på et langt mindre antal afslutninger, end de sidste gange vi har mødt dem.
- Det vi skal være bedre til er at holde fat i bolden, udnytte vores omstillinger og skabe mere på den sidste tredjedel. Vi har et par muligheder og optræk til chancer, men vi bliver ikke for alvor farlige i dag.
- Da vi så satser lidt til sidst i anden halvleg, får Nordsjælland flere omstillinger. Da de får scoret til sidst, er kampen mere eller mindre lukket.
- Vi havde et par nye med i start 11’eren i dag, som gjorde det rigtig godt. Frederikke Boisen kom ind til sidst og fik sin Kvindeliga-debut. Det gjorde hun rigtig godt i den korte tid, holdt godt fast i bolden og fik vist sig fint frem.
- Vi er ved godt mod. Vi skal tage de gode elementer fra i dag med, og så glæder vi os til en spændende kamp mod OB Q på søndag 17. november hjemme på Østerbro Stadion. Der vil vi gøre alt, vi kan, for at få tre point med hjem.
- Vi håber at rigtig mange vil dukke op for at bakke os op i den sidste hjemmekamp i gruppespillet i Gjensidige Kvindeligaen. Det bliver to spændende kampe, hvor vi skal kæmpe for at blive i top 6 først mod OB Q og til sidst HB Køge ude lørdag 23. november.
- Kæmpe tak også til jer der var med på tribunen i Right to Dream Park i dag. I skabte en fest, og vi er meget glade for støtten, også på udebane.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Husk du kan følge klubben på YouTube, Twitter, Facebook og Instagram. Abonnér desuden på B.93's YouTube-kanal, så får du notifikationer, når vi løbende lægger nye B.93 TV-videoer op.
Inde på B.93 TV kan du nu se post-match interview med cheftræner Peer Lisdorf.
HØJDEPUNKTER OG INTERVIEW PÅ KVINDELIGA.LIVE
På kvindeliga.live kan du finde highlights fra opgøret og post-match interview med cheftræner Peer Lisdorf.
HOLDET PÅ BANEN
Signe Munk
Sandra Olabi (ud 72')
Silja Weinell
Malou Klitte
Sofie Thrige
Julia Hjørlunde (ud 87')
Carla Schulz
Phiona Nabbumba
Mille Bech (ud 87')
Resty Nanziri (ud 46')
Sofia Hvidbak (ud 66')
PÅ BÆNKEN
Astrid Husemoen
Sofia Weatherall (ind 72')
Frederikke Benfeldt Sørensen (ind 66')
Jazmin Issa (ind 87')
Laura Juul
Frederikke Boisen (ind 87')
Sara Grønhøj (ind 46')
Kampreferat: Frederik Knygberg.
Fotos: Jeppe Wermuth.