Kamp
Referat

B.93 – Vendsyssel FF
Vendsyssel FF — B.93

Fuld tid

0-1 Magnus Kaastrup Refstrup (5'); 0-2 Kasper Kusk (straffe, 49'); 1-2 Abdullah Iqbal (76')
1-2
2-1
Ærgerligt nederlag til Vendsyssel FF

Ærgerligt nederlag til Vendsyssel FF

Abdullah Iqbal reducerede til 2-1 efter klumpspil i feltet i anden halvleg, og vi kom tæt på, men det lykkedes ikke at få point fra kampen.

Resultat: 1-2
Spillested:
Østerbro Stadion
Dato:
2/8/2024
Tilskuertal:
1.453

B.93 fik den værst tænkelige start på fredagens opgør mod Vendsyssel FF. Den tidligere Superliga-profil Kasper Kusk brød igennem i feltets højre side og afsluttede med et fladt skud, der blev pareret af Falkesgaard, men returbolden sprang ud til Magnus Kaastrup, som enkelt kunne bringe vendelboerne i front. Der var blot spillet fire minutter.

Bakket op af 1.453 feststemte tilskuere denne herlige sommeraften var hjemmeholdet egentlig ganske godt med i spillet. Men når nordjyderne fik flyttet spillet op på 93ernes banehalvdel, havde de flere tønder land at boltre sig på. Lucas Jensen havde to enorme muligheder for at øge Vendsyssels føring. Heldigvis gik begge hans forsøg forbi mål.

Omkring midten af første halvleg fik Kim Engstrøms tropper bedre styr på defensiven, og begyndte at sætte stadig bedre angreb sammen, uden at det dog kastede oplagte muligheder af sig mod de særdeles solide vendelboer.

Bedste 93-mulighed før pausen var signeret anfører Mikkel Mouritz, da han ti minutter før pausen sendte et stenhårdt, fladt projektil mod Vendsyssels mål. Målmand Lasse Schulz fik med hiv og sving pareret kanonkuglen. Og så stod 0-1 sig til pausen.

B.93 KÆMPEDE SIG GODT TILBAGE EFTER EN SVÆR START PÅ 2. HALVLEG

Desværre fik B.93 en lige så katastrofal start på anden halvleg som på første. Efter fire minutter begik Abdullah Iqbal efter dommerens mening straffespark i en tilsyneladende harmløs duel med en Vendsyssel-spiller. Ingen andre på stadion kunne få øje på dét straffespark, men Kasper Kusk takkede for gaven ved sikkert at score fra 11-meterpletten.

Foran 2-0 trak Bo Zincks tropper sig langt tilbage på banen. 93erne fik tildelt alt spillet, og kombinerede sådan set udmærket med bolden, men vi skulle frem til 20 minutter før tid, før det kastede en åben mulighed af sig. Osman Addo kronede et glimrende kontra-angreb med at finde Emeka Nnamani i dybden. Desværre kom han for tæt på målmand Schulz, der kunne parere forsøget.

Få minutter senere kom reduceringen alligevel. Et hjørnespark fra højre blev ikke afvist af Vendsyssel-forsvaret i første omgang. Bolden røg højt op i luften og dumpede ned i det lille felt. Schulz ville slå den over eget mål, men i fællesskab med Abdullah Iqbal fik han i stedet stødt bolden ind i målet.

1-2! Og der var stadig 16 minutter plus tillægstid at gøre godt med.

Selv om et veloplagt hjemmepublikum skreg hjemmeholdet frem mod gæsternes mål, sled 93erne med at skabe de helt store målchancer. I kampens tillægstid havde de to indskiftere Jonathan Mathys og Tobias Blidegn et par behjertede forsøg, især Tobias Blidegns til allersidst sneg sig forbi stolpen efter en situation opstået ud af et af Ludvig Henriksens lange indkast, men tættere på en udligning kom vi ikke.

Ærgerligt, for trods en problematisk indledning var 93erne bedst i det meste af kampen, og kunne godt have fortjent mindst det ene point.

Men Kim Engstrøms tropper skal roses for ikke at lade sig slå ud af modgangen, de mødte i denne kamp, men bare blive ved med at klø på. Dén gejst kan blive yderst brugbar i denne sæson.

CHEFTRÆNER KIM ENGSTRØM UDTALER

- Vi er sindssygt ærgerlige over at tabe. Jeg synes de var lidt mere kyniske end vi var.

- Det er klart, at det tidlige mål i første halvleg og det tidlige mål i anden halvleg gør, at det bliver lidt mere stressende for os. 

- Men når jeg kigger lidt mere nuanceret på det, så synes jeg det nok er den bedste præstation af de tre første kampe, vi har spillet indtil nu. Vi mangler lige den sidste fod inde i feltet et par gange for at få scoret.

- En super præstation, trods alt, men vi er selvfølgelig ærgerlige over at have tabt.

- Jeg har lige sagt til spillerne i omklædningsrummet, at jeg synes vi mere eller mindre gør alt rigtigt i kampen. Vi forsøger at trykke dem i bund. Vi forsøger at spille hurtigt. Vi har tilløb til chancer, uden det bliver de helt store chancer. Osman har en pæn mulighed i første halvleg, hvor han kan udligne.

- Så er det klart, at 2-0 scoringen punkterer os en smule, men jeg synes spillerne viser kæmpe moral ved at de bliver ved med at klø på og vi får reduceret. 

- Alt i alt, en spillemæssig flot præstation, men når vi taber 2-1 så mangler der jo lige en procent eller to.

- Tusind tak for den forrygende opbakning på lægterne nok engang. I stopper aldrig med at synge, selv når vi er bagud. Det betyder meget for os som hold. Vi ses i Karlslunde på mandag.

B.93 PÅ SOCIALE MEDIER

Følg klubben på X og Instagram, hvor du kan få live opdateringer fra kampene. På Facebook og Linkedin kommer du også tæt på klubben.

Husk at abonnere på B.93's YouTube kanal, så får du notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.

Se hele post-match interviewet på YouTube. B.93 TV fangede også Kim og spurgte til hans forventninger før kampen ligesom vi til live-dækningen havde denne opsamling fra assistenttræner Kasper Lorentzen i pausen.

Find også andre små fine stemningsklip fra kampen som eksempelvis Terrassen der gør sig klar til kamp på en smuk sommeraften, B.93 fanen der vajer smukt på Terrassen, B.93 Fanklub der sætter gang i sangene på tribunen, spillerne der takker fans efter kampen og mange flere på YouTube kanalen.

MÅL OG HØJDEPUNKTER PÅ 1-DIVISION.DK

Se også mål og højdepunkter på 1-division.dk.

HOLDET PÅ BANEN

Michael Falkesgaard

Ludvig Henriksen
Jacob Egeris
Abdullah Iqbal
Nicklas Mouritsen

Mikkel Wohlgemuth (ud 89')
Mikkel Mouritz (ind 81')

Sebastian Clemmensen (ud 57')
Fisnik Isaki (ud 57')
Osman Addo

Emeka Nnamani (ud 89')

PÅ BÆNKEN

Aris Vaporakis
Jonathan Mathys (ind 89')
Nicolaj Thomsen (ind 81')
Niels Morberg (ind 89')
Ruben Minerba
Magnus Bøttker (ind 57')
Emil Christensen
Gustav Højbjerg
Tobias Blidegn (ind 57')

Kampreferat: Mads Mazanti.
Fotos: Jeppe Wermuth.