Optakt: B.93 vs. AGF

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Optakt: B.93 vs. AGF

AGF bliver en svær nød at knække lørdag, men B.93’erne ser frem til opgøret og gensynet med Hannah Holgersen.

Cheftræner Rasmus Good er på ny klar med interessante betragtninger forud for kampen.

Cheftræner Rasmus Good om AGF

Nu venter AGF hjemme, som blandt andet har vores tidligere spiller Hannah Holgersen i truppen. Hvordan ser du frem til mødet med aarhusianerne, som vel må betragtes som en af favoritterne til at rykke op?

– Jeg glæder mig til at se Hannah igen. Vi er utrolig glade og stolte over på så kort tid at kunne hjælpe hende til en Kvindeliga klub som AGF.

– Alt i og omkring AGF hører til i Kvindeligaen. Det er ærgerligt at de befinder sig i Kvalifikationsligaen med alt det som foregår udenfor banen og den måde AGF er gået ind projektet på.

– Desværre er de kolde facts bare, at hvis man ikke samler nok points, så ender man i Kvalifikationsligaen.

– AGF er uden tvivl en af favoritterne til at rykke op. Det tror jeg det meste af fodbold Danmark også forventer sker.

Hvordan har I kunne bruge succesoplevelsen i Odense Q i træningerne i ugen op til kampen?

– Det har naturligvis givet noget energi, fordi alt vi manglede var at score og det løste vi imod Odense Q, så det fylder da meget positivt.

– Sejre giver selvtillid, så spillerne har naturligvis fået et boost og særligt når det også var mod en af dem medierne og Odense Q selv har døbt som favoritter til oprykning.

Hvad er fokusområderne med holdet til denne og de kommende kampe? Er der områder på banen eller facetter i spillet, som I især arbejder med på træningsbanen?

– Vi følger vores periodisering som normalt og så zoomer vi ind på de ting, hvor vi kan se AGF kan give os problemer og hvor vi kan give AGF problemer. Så det er en ganske normal fodbold uge, hvor spillerne ser meget frem til udfordringen.

– Vi skal ikke opfinde den dybe tallerken imod AGF, men de har en masse kvalitet, så det handler også om at ramme dagen imod dem. Rammer vi vores topniveau kan jeg lide vores chancer, men det kommer til at kræve meget af alle 16 spillere.

Ingen tilskuere, men livestreaming

Bemærk, at kampen bliver spillet uden tilskuere på Svanemølleanlægget, hvilket vi beder alle respektere.

Til gengæld kan du følge med i kampen hjemmefra med denne livestreaming fra MyCujoo TV.

Topfoto af Frederikke Troldborg og portrætfoto af Rasmus Good: Christian Midtgaard.