Martin Heisterberg stopper

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Martin Heisterberg stopper

Martin Heisterberg har valgt at stoppe sin fodboldkarrriere – han trækker sig tilbage efter forårssæsonen. 

Heister har været en enestående spiller for B.93 og er officielt overgået til at være en “93-legende”. Han har spillet 276 kampe og lavet 13 mål, og har en imponerende placering på listen over flest kampe gennem tiden. Han har passeret Bernhard Deneke og ligger på 4. pladsen over flest kampe efter Ole Petersen (409), Jens Kolding (322) og Jørgen Jacobsen (293).

Sportschef Frank Nielsen har følgende udtalelse:
” Det er med stor beklagelse vi har modtaget Martins Heisterbergs besked om han stopper sin karriere. Vi accepterer og respekterer hans ønske, selvom det er et stort tab for holdet. Martin har en kæmpe betydning på – og udenfor banen – og den plads bliver svært at erstatte. Han er vellidt, elsket af klubben og sine holdkammerater og er en meget vigtig kulturbærer. Personligt var jeg med til at skrive hans første kontrakt, og det har været en fantastisk rejse sammen. Det tjener ham til ære at være afholdt og respekteret af med og modspillere.
Han fortjener vores respekt og kærlighed, så jeg håber klubben, fans og venner vil komme til vores sidste kamp på Østerbro stadion d 16 juni kl 14, hvor vi spiller mod Århus Fremad. Den kamp vil blive til ære for Heisterberg og vi kan alle fejre ham og tage afsked”

Få har sat sit fingeraftryk på B.93 1. seniors som dagens hovedperson, og hele B.93 siger tak til Martin Heisterberg for at være en – helt igennem – fantastisk person på og uden for banen. Martin Heisterberg meddeler sine holdkammerater dette i dag til træning, så dette opslag er timet til at være på, mens de får besked. Samtidig med denne meddelelse, går der en PM ud om vores anførers farvel til 1. holds fodbold i B.93.

Og selvfølgelig skal Martin Heisterberg have det sidste ord:
“Det har været en ekstremt vanskelig beslutning for mig. Fodbold på dette niveau, kræver store kompromisser og jeg har valgt at prioritere anderledes fremover. Jeg siger stop, omringet af folk, jeg respekterer og holder sindssygt meget af. Jeg vil altid være dybt taknemmelig, for min tid på 1.holdet. Klubben har givet mig mere, end jeg nogensinde kan betale tilbage.
Mest af alt, vil jeg gerne takke alle omkring klubben – I har betydet alverden for mig, i alle disse år”

Skrevet af Claus Vandborg
Foto af Mark Bernquist