Fortjent 2-0 sejr i Tønder

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Fortjent 2-0 sejr i Tønder

B.93 sikrede sæsonens målsætning om en placering i top 6 med lørdagens 2-0 sejr ude over FC Sydvest. Med tre kampe igen er 1. pladsen og direkte oprykning stadig mulig.

FC Sydvest – B.93 0-2 (0-1)

0-1 Mikkel Mouritz (4′)
0-2 Souheib Dhaflaoui (75′)

Bank Parken Tønder
170 tilskuere.

B.93 levede lørdag op til favoritværdigheden, da holdet leverede en solid arbejdsindsats over hele linjen og besejrede FC Sydvest 2-0 i Tønder.

Allerede efter få minutters spil sendte anfører Mikkel Mouritz Oliver Carrara afsted med en dyb stikning i venstre angrebsside. Oliver Carrara kontrollerede afleveringen, driblede ind i banen, blev tacklet, men bolden endte hos Jeppe Erenbjerg, der lagde den til rette for fødderne af Mikkel Mouritz, der var løbet med frem. Det betyder som regel fare på færde.

Anføreren huggede resolut til uden for feltet og bolden strøg ind under FC Sydvest keeperen. Drømmestart. 1-0 til “Den Hvide Dame”.

B.93’ere var i fin kontrol resten af halvlegen. De chancer, som FC Sydvest kom frem til tog Aris Vaporakis sig af i sikker stil.

I 2. halvleg fortsatte kampbilledet med B.93 som dominerende og spilstyrende. Der var optakter til chancer, uden det blev til det helt store.

Et kvarter før slutfløjtet opsnappede Mikkel Mouritz en aflevering fra FC Sydvests forsvarskæde, som blev stærkt presset af Mican Atici, så pasningen blev upræcis. Mouritz fandt den altid arbejdsomme Souheib Dhaflaoui midt på FC Sydvests banehalvdel. Souheib snød sin oppasser og angreb i venstre side.

Efter en kombination med Milan Silva Rasmussen landede bolden lige for fødderne af en helt fri Souheib Dhaflaoui alene foran FC Sydvest målet. Uden dikkedarer satte Souheib den højt i netmaskerne til 2-0.

B.93’erne færgede sejren fornuftigt hjem. I slutminutterne havde Jeppe Erenbjerg et nærgående flot skruet spark tæt forbi det fjerne målhjørne. Men 2-0 stod sig.

Med sejren er holdets målsætning om en placering i top 6 nu indfriet med tre kampe igen. Jammerbugt FC fik desværre scoret på hjørnespark dybt inde i overtiden i udekampen mod Næsby og fører derfor fortsat med 6 point i topstriden.

Intet er dog afgjort endnu, og der skal ikke herske tvivl om at B.93’erne vil jagte 1. pladsen så længe det er matematisk muligt.

Se de to mål med B.93 TV Goalshow.

Støt holdet hjemme på Østerbro Stadion mod Dalum lørdag 22. maj. Køb din billet nu.

Holdet på banen

Aris Vaporakis

Simon Wæver (ud 60′)
Hamid El Idrissi
Abdullah Iqbal (ud 58′)
Rasmus Brodersen (ud 46′)

Niels Morberg
Mikkel Mouritz
Lauge Persson (ud 73′)

Souheib Dhaflaoui
Oliver Carrara (ud 58′)
Jeppe Erenbjerg

På bænken

Simon Rossil
Daniel Barir Jensen
Søren Sørensen (ind 58′)
Malthe Weisdorf (ind 46′)
Mican Atici (ind 58′)
Morten Hegaard (ind 60′)
Milan Silva Rasmussen (ind 73′)

Topfoto af en jublende Souheib Dhaflaoui med kampens anden målsorer Mikkel Mouritz i baggrunden (fra Middelfart kampen, webred): Christian Midtgaard.