B.93 forlænger med Aris og Adam

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

B.93 forlænger med Aris og Adam

B.93 har forlænget med to af holdets nøglespillere, målmand Aris Vaporakis (født 6. januar 1995) og defensivspiller Adam Emme (født 26. september 1997).

 

Aris – som kom til B.93 ved indgangen af 2020 – har fået forlænget sin kontrakt til sommeren 2022, mens Adam – som har været 93’er siden han var seks år – har forlænget et halvt år frem (se forklaringen på denne tidsramme i Adams udtalelse).

Her fortæller de spillere og klubbens sportsdirektør mere om de glædelige nyheder.

Aris Vaporakis

– Først og fremmest er jeg utrolig glad for at forlænge min aftale. Jeg er taknemmelig for den tillid og modtagelse jeg har fået af trænere, personale og fans.

– Mit seneste år i klubben har personligt været en af de bedste perioder i min karriere indtil videre.

– Samtidig har B.93 et af de bedste “setups” jeg nogensinde har været en del af, så jeg var ikke i tvivl om jeg ville forlænge.

– Jeg ser frem til fortsat at være i et miljø med en masse spændende unge spillere. Her kan jeg tage ansvar og hjælpe holdet til at præstere på et højt niveau, så vi kan bygge videre på det gode arbejde vi har leveret indtil videre.

Adam Emme

– Jeg er selvfølgelig meget glad og tilfreds med at have forlænget et halvt år mere med klubben.

– Jeg har spillet her i B.93 siden jeg var en helt lille dreng, så det er det helt naturlige valg at blive i klubben, der har en helt særlig betydning for mig.

– Den korte forlængelse sker med henblik på, at jeg i efteråret 2021 stikker afsted med mit studie på udveksling til Hong Kong, men indtil da er det mega fedt at forblive en del af det spændende projekt, der er i gang i klubben.

– Især rammerne på og omkring holdet har virkelig fået en voldsom opgradering på det sidste, så jeg ser frem til at bidrage til udviklingen i klubben, hvor vi forhåbentligt kan kæmpe med i topstriden i divisionen og fortsætte det pokaleventyr, vi er ude på.

Patrick Mtiliga

– Vi er utroligt glade for at have forlænget kontrakterne med Adam og Aris.

– Da vi har en meget ung trup er det enormt vigtigt at have spillere, som de unge kan læne sig op af. Det er to personligheder med en fantastisk arbejdsmoral, som bidrager med deres erfaring på og udenfor banen.

– Vigtigst af alt er at de tror på vores strategi omkring udvikling af unge talenter, hvilket er en stor del af kilden til vores nuværende succes.

– Vi ser frem til at fortsætte vores udvikling som klub, og tror på at vi kan fortsætte med at skabe flotte resultater i 2021.

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto af Claus Vandborg. Portrætfotos af Christian Midtgaard.