B.93 har udvidet truppen

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

B.93 har udvidet truppen

Vi har flere unge på vej.

Det er ingen hemmelighed, at B.93 er meget stolte over arbejdet i Akademiet. Det er et faktum, at vores dygtige trænere – via deres arbejde med vores talenter i ungdomsafdeling – leverer det ene talent efter det andet til vores bedste seniorhold. Der kommer måske en fremtid, hvor vi kun bruger spillere af egen avl – det udsagn lader vi læserne overveje et øjeblik, men det lyder lidt romantisk og spændende.

Senest er Abdullah Iqbal og Rasmus Brodersen rykket op i vores divisionstrup, hvor de allerede har gjort et godt indtryk, og ingen har vel glemt at vores unge hold imponerede i sejren over AGF sidste uge.

Ydermere spillede vi en træningskamp mandag. Vi mødte HIK i en 1. holdsreservekamp, og resultatet blev 2-2. (HIK spillede med en ren 1. holdstrup, og B.93 stillede 1. halvleg med truppen og 2. halvleg med U19-spillere).

En detalje – der igen understreger hvor meget de unge blomstrer,  er at de to mål blev lavet af to spillere fra årgang 2004, nemlig nemlig Osman Addo (kant/10’er) og Jonathan Mathys (angriber).

Vi holder dog her fokus på de to nyoprykkede talenter i dette opslag, og indhentede en udtalelse fra divisionsholdets assistenttræner Lasse Frølund og en mere overordnet vurdering af arbejdet i akademiet af talentchef Martin Jensen.

Lasse Frølund

– Rasmus og Abdullah har begge været i optræningsforløb med senior i løbet af opstarten, som vi efterhånden har for vane at gøre i B.93.

– De har begge imponeret til træning og kampe, og derfor har vi vurderet, at de begge besidder nogle kvaliteter, som vi kan bruge i seniortruppen.

– Rasmus er en meget dynamisk back, som er dygtig 1 mod 1 offensivt og defensivt.

– Abdullah har tidligere spillet offensive positioner, men er nu omskolet til midterforsvarer, hvor man kan se, at hans tekniske niveau og overblik giver ham nogle gode forudsætninger i opbygningsspillet.

Martin Jensen

– Vi er naturligt meget stolte af igen, at kunne levere spillere til 1. holdet.

– Vi har de seneste 12 måneder leveret otte spillere til 1. holdet direkte fra vores akademi. Vel at mærke samtidig med de vinder fodboldkampe.

– Jeg synes det er et tydeligt svar til dem der skelner mellem talent og resultater, at de to ting ikke er hinandens modsætninger, tværtimod.

– Lige nu buldrer toget derud af på den strategi vi lancerede for tre et halvt år siden, og vi har flere unge på vej.

Bonusinformation 

Abdullah Iqbal (til højre på topfoto, webred.) er født 27. juli 2002, og han har altid spillet i B.93. Han er 192 cm høj og har fået trøjenummer 27

Rasmus Brodersen er født 27. marts 2002. Han kom til B.93 fra FCK  i sommeren 2020. Han er 185 cm i højden og trøjenummer 13.

Topfoto sakset sammen fra fotos taget af Rasmus Rex. Portrætfoto af Lasse Frølund af Christian Mitgaard. Portrætfoto af Martin Jensen af Claus vandborg.
Skrevet af Claus Vandborg.