Vådt nederlag i Aarhus

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Vådt nederlag i Aarhus

B.93 tabte efterårets sidste kamp ude i Aarhus.

VSK Aarhus – B.93 3-1 (2-1)

1-0 Jeppe Mogensen (10′)
2-0 Marcus Jørgensen (25′)
2-1 Jeppe L. Erenbjerg (31′)
3-1 Anders Kjelgaard (74′)

Kunstgræsbanen ved Vejlby/Risskov Centret
221 tilskuere.

B.93 var – endnu en gang – på besøg i Aarhus. Denne gang skulle holdet møde VSK Aarhus, som pudsigt nok var det eneste hold der ikke har vundet hjemme endnu i denne sæson. Holdet er til gengæld ubesejret ude – det giver visse tanker om vores flotte udebanestatistik i denne sæson (før kampen 5-1-0). Disse ting skulle komme til at blive en del anderledes ved slutfløjtet af dagens dommer Nils Heer.

B.93 fik en skidt start på den våde kunstgræsbane (det høvlede ned for at bruge et dækkende udtryk) og de hvidblusede kom tidligt bagud. Da det senere blev til endnu et mål til hjemmeholdet efter et hjørnespark, så det tungt ud for B.93. Det virkede som om de defensive ting, der før var kommet kontrol på, var regnet væk, men de unge 93’ere rejste sig, godt støttet vokalt fra bænken.

Efter lidt over en halv times spil reducerede letbenede Jeppe Erenbjerg med en flad afslutning på kanten af feltet, og derfra overtog udeholdet styringen. Havde det ikke været for en god redning af VSK’s keeper og lidt manglende marginaler for vores unge talenter, ville udligningen været faldet inden 1. halvlegs slutfløjt.

Spillerne gik til pausen – og i læ for den silende regn – efter en ganske hektisk (men faktisk vældig underholdende) første gang 45 minutter. Det skulle blive spændende at se om B.93 kunne få en bedre start på 2. halvleg og – selvfølgelig vigtigst – tage point med hjem fra Aarhus.

Kampen var en hel del bedre end vejret, her på B.93’s sidste turneringskamp i efteråret (vi har jo en vis pokalkamp  som venter tirsdag 8. december mod AaB) og den intense kamp fortsatte med at bølge frem og tilbage og give chancer i begge ender.

Desværre var det hjemmeholdet der scorede kampens næste – og meget vigtige – mål, og dermed virkede kampen afgjort. Et drøn på overliggeren af indskiftede Hassan Elsayed havde fortjent en bedre skæbne med cirka 10 minutter tilbage og et par kendelser – eller rettere mangel på samme – kunne måske havde været i B.93’s favør, men det skulle vise sig at være en kamp, hvor marginalerne ikke helt var med holdet fra Østerbro.

Selvom nederlaget selvfølgelig var surt kan Thomas Nørgaard og hans unge hold alligevel se tilbage på et godt efterår, og en – mere end godkendt – placering. De 13 kampe har givet 25 point, og en placering i toppen af rækken. Det havde de fleste vist “solgt” efteråret for, da man startede træningen op.

Nu kan holdet glæde sig til pokalkampen i Farum om under 20 dage. Den kamp virker måske langt væk nu, men pludselig er det kampdag på Right to Dream Park, og det navn tager vi bogstaveligt, når vi vurderer vores chancer mod favoritterne AaB.

Holdet på banen

Aris Vaporakis

Simon Wæver
Morten Fraysse (ud 46′)
Adam Emme
Benjamin Lund

Mikkel Mouritz (ud 75′)
Jeppe L. Erenbjerg
Søren Nørgaard (ud 83′)
Lauge Persson (ud 75′)

Souheib Dhaflaoui (ud 83′)

Daniel Stückler

På bænken

Niels Morberg (ind 83′)
Malthe Weisdorf (ind 83′)
Hassan Elsayed (ind 75′)
Tammer Bany (ind 75′)
Morten Hegaard (ind 46′)
Simon Rossil

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Christian Midtgaard.