Uafgjort i Heisters afskedskamp

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Uafgjort i Heisters afskedskamp

B.93 – Aarhus Fremad 1-1 (0-0)

1-0 Olcay Senoglu (58′)
1-1 Nicklas Ullum (88′)

Østerbro Stadion
313 tilskuere.

Forårsturneringens sidste kamp stod i afskedens tegn. Hele seks 93-profiler havde besluttet at tage afsked med holdet efter tro tjeneste. Anton Peterlin, Kristian Holm, Emil Farver, Frederik Bruhn og ikke mindst anfører Martin Heisterberg har besluttet at lægge støvlerne på hylden, mens Sebastian Czajkowski drager nordpå til et Superliga-eventyr i Vendsyssel. Stemningen denne lørdag på Østerbro Stadion var fyldt med vemod over afskeden med disse helt igennem fremragende kammerater med en altid upåklagelig indstilling til hver eneste kamp, iblandet stor taknemmelighed over alle de dejlige oplevelser, de har givet os.

Men nu var der jo også lige en fodboldkamp, der skulle spilles. Ikke at der stod andet på spil end kampen om en tredjeplads på spil for to hold, der lykkeligvis længe har klart pynten i nedrykningsspillet, men en god afslutning på sæsonen er dog aldrig at foragte.

Det var gæsterne fra Arhus Fremad, der virkede mest opsatte på at gøre sæsonafslutningen ekstra festlig. Godt nok havde B.93 et par gode tilbud i første halvleg, det største tilfaldt – selvfølgelig på en dag som denne – kaptajn Heisterberg efter en hjørnesparkskombination, men “Heister” gled, i det han skulle afslutte midt for mål, og fik kun sendt et forkølet spark i handskerne på Fremads målmand.

I den anden ende havde et fysisk stærkt og pænt spillende Fremad-mandskab langt flere og større muligheder for at bringe sig i front inden pausen. 93-defensiven virkede i perioder mere som badegæster end fodboldspillere, men en heroisk kæmpende Heisterberg og en suverænt spillende Januario i målet holdt fanen højt, samtidig med at de gul-sort-stribede savnede skarphed i afslutningerne, som om de blev unødigt febrilske og slet ikke kunne begribe, hvor meget tid og plads, de egentlig havde til blot at trille bolden i mål. 0-0 ved pausen var nådigt sluppet for B.93.

Efter pausen fortsatte vi, hvor vi slap i første halvleg, med en kolossal hovedstødsmulighed til en Fremad-spiller, som på forunderlig vis formåede at ramme forbi målet i helt fri position tæt under mål.

Men så begyndte B.93 at komme bedre med i kampen. Mads Walter og Omar Roshani kom ind med lidt ny energi, og da netop Roshani blev fældet efter en god aktion i højre angrebsside, stod den gamle frisparksræv Olcay Senoglu klar til at eksekvere. Vinklen var ualmindeligt spids, men cheftræner Jung var ikke et sekund i tvivl om, at “Olle” ville sparke  den ind. Og hvad gjorde han så? Elegant drejede han bolden op i det nærmeste hjørne, så den sejlede ind bag Fremads målmand. 1-0 til B.93.

Efter scoringen fik “Den hvide dame” lidt flere åbninger i kontraspillet, og kunne have scoret til 2-0, da Roshani og indskiftede Czajkowski fik en dobbeltchance, som Fremad-målmanden flot klarede. Men gæsterne var fortsat farlige mod et stadig et helt dirkefrit 93-forsvar, som måtte love for en storspillende Januario i målet.

Tre minutter før den ordinære spilletids udløb kom udligningen så, da opdækningen i 93-forsvaret – igen – kiksede, så Nicklas Ullum kunne kaste sig frem og heade et indlæg fra højre i mål. Selvfølgelig altid ærgerligt at måtte indkassere en sen udligning, men ærligt talt: At de bravt kæmpende spillere fra den hyggelige klub i det nordlige Aarhus endelig fik bolden i kassen var fuldt fortjent.

Der var dog stadigvæk en del minutter at gøre godt med, og B.93 fik faktisk to muligheder for at stjæle alle tre points, en åben skudmulighed til Senoglu og en hovedstødschance til Adam Emme, men ved begge lejligheder brillerede gæsternes målmand med flotte parader.

Et minut før overtidens udløb kom så det, vi alle ventede på, den følelsesladede afsked med den mangeårige kaptajn, truppens samlingspunkt og livsnerve, den hidtil største 93-profil i det 21. århundrede, legenden Martin Heisterberg. Til stående klapsalver gik kaptajnen fra borde, i en længerevarende seance, der også indbefattede et gult kort fra dommeren, hvorpå der blot stod “Tak for alt, Heisterberg”.

Således valgte B.93 frivilligt at spille kampens sidste minut med ti mand, og Aarhus Fremad var såmænd tæt på at udnytte situationen til at sikre sig sejren, men på forunderlig vis formåede en Fremad-spiller i fri position to meter fra mål at sparke bolden ind på eget støtteben, og i den derpå følgende sekvens diskede målmand Januario op med en refleksredning i VM-klasse på et kanonskud fra kanten af feltet.

Således endte kampen 1-1, et resultat, Aarhus Fremad nok kunne ærgre sig mest over, trods den sene udligning. For især i første halvleg forsømte de at udnytte flere store muligheder. For alle 93ere vil kampen imidlertid ikke blive husket for hverken spil eller resultat, men for den bevægende afsked med seks elskede 93ere, først og fremmest Martin Heisterberg, en af de sjældne spillere, der på niveau med folk som Michael Rohde, Fritz Tarp, Poul Zølck, Ole Petersen og Jens Kolding for altid vil have heltestatus i klubhistorien.

Martin Heisterberg: “Tak for alt. Vi ses på terrassen.”

Holdet på banen

Conrado da Costa Januario

Anton Peterlin (ud 53′)
Adam Emme
Martin Heisterberg (ud 90′)
Emil Farver

Kristian Holm
Aske Lundsgaard
Søren Nørgaard (ud 76′)

Emil Dyre
Olcay Senoglu
Daniel Barir (ud 56′)

På bænken

Mads Walter (ind 53′)
Omar Roshani (ind 56′)
Sebastian Czajkowski (ind 76′)
Mikkel Mouritz
Jack Wander
Carl Emil Kristensen
Victor Michaelsen

Kampreferat v) Mads Mazanti.
Topfoto v) Mark Bernquist.