Slutter med endnu en storsejr

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Slutter med endnu en storsejr

B.93’s kvinder vandt 7-1 i sidste runde af 1. division, hvor holdet fik scoret hele 53 mål i 14 kampe.

 

På en kold og regnfuld lørdag kunne man godt have frygtet en kedelig kamp, når FC Damsø ikke kunne rykke sig fra næstsidstepladsen i 1. division, og B.93 for længst havde sikret sig oprykning. Men det blev en chancerig kamp, hvor også Damsø kom til en del chancer, og B.93-keeperen måtte redde flere friløbere fra gæsterne i løbet af kampen.

B.93 havde haft et par gode tilbud, før det blev 1-0 efter et kvarter. Sofie Bruun Bredgaard sparkede et hjørnespark ind lige foran mål, hvor midterforsvareren Bjørg Fog Godvin midt i klumpen af spillere fik skovlet bolden i mål.

Rebecca Ravn-Haren scorede til 2-0, da hun pressede en Damsø-forsvarer til en dårlig tilbagelægning efter et målspark, og Rebecca rundede keeperen og kunne trille bolden i mål.

Lidt senere scorede Sofie Bruun Bredgaard sit 10. sæsonmål, da hun efter et gennemspillet angreb fra højresiden efter flere chancer på kanten af det lille felt fik hamret bolden i mål til 3-0.

Inden pausen fik Damsø scoret til 3-1, og i begyndelsen af 2. halvleg fik B.93 ikke spillet til at køre som ønsket. Men efter endnu en scoring blev spillet godt, direkte, og pasningerne ramte præcist, så det var en fornøjelse at se på.

4-1-målet blev kreeret af Sofie Bruun Bredgaard, der skar igennem højresiden af forsvaret og spillede Josefine Funch helt blank, og hun svigtede ikke.

Freja Sunesen fik tilkendt et straffespark, som Hannah Holgersen sikkert satte ind til 5-1.

Josefine Funch (foto) blev dobbelt målscorer, da hun fik en indlæg fra højre og kraftfuldt headede bolden ind til 6-1 uden for keeperens rækkevidde.

Nana Boysen lukkede målfesten til 7-1, da Freja Sunesen brød igennem i højresiden og spillede hende fri lige foran mål.

Sejren kunne være blevet tocifret, da B.93 havde flere store chancer, hvor Damsø-forsvaret blev løbet over ende, men præcisionen manglede.

Med de mange scoringer endte B.93 i efteråret med at komme op på 53 mål i 1. division og være ubesejret samt score 6 mål i pokalturneringen.

B.93 skal i foråret spille Kvalifikationsliga og kæmpe med HB Køge, BSF, Odense Q, AaB og Vildbjerg om to pladser i Kvindeligaen.

Af Tage Majland
Foto: Tage Majland