Sejr over Sundby trods dårligt spil

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Sejr over Sundby trods dårligt spil

B.93’s kvinder viste effektivitet trods en ringe spillemæssig præstation, da et stærkt Sundby-hold blev besejret 2-0. B.93 holdt dermed fast i førerpositionen i 1. division.

 

Cheftræner Anders Vang

– Vi viser, at vi har et topholds kvaliteter, når vi kan køre en sejr hjem, selv om spillet langt fra var godt nok.

Han havde svært ved at vurdere, om det var søndagens kraftige vind, der slog spillet i stykker.

– Vi skal være super glade for 3 point, for vi møder et dygtigt Sundby-hold og spiller sæsonens dårligste kamp. Omvendt skaber vi nogle store chancer og scorer på to af dem, og det er vi glade for.

Anders Vang kunne glæde sig over, at B.93 har holdt nullet i 4 ud af 6 kampe i efteråret.

B.93 formåede ikke at score i første halvleg mod Sundby på Svanemølleanlægget. Men efter 50 minutter kom Michaela Schnack på måltavlen, da hun flot flugtede bolden i mål fra kanten af felten.

Nicole Loren Robertson er topscorer i 1. division, og mange af målene er scoret med hovedet. Mod Sundby var hun igen på pletten og satte i det 84. minut et flot hovedstød ind til 2-0 på et hjørnespark. Det var hendes 8. sæsonmål.

Der var flere store chancer i kampen, men B.93 var tættere på 3-0 end Sundby på at reducere.

Spillemæssigt fremhæver cheftræneren den nye midtbanespiller Emilie Langhorn som et af kampens lyspunkter, fordi hun var god med bolden.

B.93 oplevede onsdag sit hidtil eneste pointtab i 1. division i 3-3-kampen mod Herlufsholm. Men B.93 ligger stadig sikkert nummer 1 med 3 point ned til Østerbro IF, der vandt 0-1 ude mod HB Køge, som ligger lige efter i tabellen og også jagter en af de to oprykningspladser.

B,93’s næste kamp er allerede onsdag den 18. september, hvor Boldklubben Heimdal fra Kvindeserie Øst tager imod i Fælledparken 16.45 i DBU pokalturneringen.

Lørdag den 21. september spiller B.93 ude mod FC Damsø, der ligger næstsidst i 1. division, og dermed vil B.93 have mødt alle modstandere i turneringen.

Af Tage Majland
Arkivfoto: Christian Midtgaard