Remis mod VSK Aarhus

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Remis mod VSK Aarhus

B.93 var ærgerlige over at tabe sejren i slutminutterne, men vi må også erkende at VSK Aarhus spillede godt i Sundby i dag og fortjent tog point med hjem.

B.93-VSK Aarhus 1-1 (0-0)

1-0 Hassan Elsayed (75′)
1-1 Oscar Scott Carl (82′)

Sundby Idrætspark, kunstgræs
Kampen afviklet uden adgang for tilskuere.

B.93 TV: Se Hassan Elsayeds mål til 1-0 her.

Lørdagens kamp mod VSK Aarhus – en nordaarhusiansk sammenlægning af Vejlby-Risskov og Skovbakken – blev nøjagtig så vanskelig som forudset. Hos B.93 var der comeback til Oliver Carrara og Adam Emme i startformationen, hvor Mikkel Mouritz havde et mere offensivt udgangspunkt end sædvanligt, og hvor Souheib Dhaflaoui indtog rollen som “falsk nier”. Netop Dhaflaoui var tæt på scoring i kampens indledende minutter, da han fintede sig fri i feltet, men desværre ikke fik snert i skuddet, som derfor ikke var nogen opgave for From i VSK-målet.

Derefter var det dog de rødklædte gæster, der var i teten i resten af første halvleg. Ikke sådan forstået, at de dominerede rent spillemæssigt, men med en 3-6-1-formation formåede Jens Gjesings tropper at neutralisere vort opspil fuldstændigt, og i tilgift sætte vort forsvar under pres med lange afleveringer og hurtige opløb. Ved flere lejligheder måtte B.93 love for Vaporakis´ parader i målet. Tættest på kom gæsterne med en flugter, som Vaporakis med det yderste af neglene fik slået op på overliggeren.

Til allersidst havde Mikkel Mouritz et behjertet frisparksforsøg, som From måtte fiste over overliggeren, men alt i alt kunne B.93 være bedst tjent med 0-0 efter en første halvleg på VSKs præmisser.

Træner Thomas Nørgaard forsøgte at vende billedet med en pauseindskiftning af Atici og Bany. Dhaflaoui rykkede længere tilbage i en mere opbyggende rolle på midtbanen. Nu skulle 93erne ud at løbe med de godt organiserede aarhusianere, blandt andet ved hjælp af lange bolde i dybden.

B.93 fik da også langt bedre fat i spillet i anden halvleg. Jeppe Erenbjerg blev sat bedre i scene, og havde et par muligheder, hvor From måtte være vågen. Men det skulle blive en af dybdeboldene, der bragte B.93 i front. På en sådan slap indskiftede Hassan Elsayed om bag forsvaret, prikkede bolden forbi From og videre ind i det tomme mål. 1-0 til B.93 med seksten minutter igen.

VSK, der hidtil havde været inaktive rent offensivt efter pausen, reagerede med at flytte spillet op på 93ernes banehalvdel. De fysisk stærke aarhusianerne sværmede om 93-feltet, og ni minutter før tid gav det gevinst, da 93-forsvaret glemte opdækningen af Oscar Scott Carl, der helt fri kunne dirigere et indlæg fra højre over i det lange hjørne.

I slutfasen kom gæsterne faktisk tættest på sejren med et skudforsøg fra højre side af feltet, hvor Vaporakis fint parerede ved nærmeste stolpe. 1-1 stod sig. Et resultat, som tydeligt ærgrede 93erne, som havde sat næsen op efter mere, især efter føringsmålet. Men ærligt talt: Gæsternes indsats var mindst ét point værd.

På en mindre god dag for 93erne var et point dog også værd at tage med.

B.93 TV: Se Hassan Elsayeds mål til 1-0 her.

Holdet på banen

Aris Vaporakis

Simon Wæver
Søren Sørensen
Adam Emme (ud 68′)
Benjamin Lund

Hamid El Idrissi
Lauge Persson (ud 46′)
Mikkel Mouritz

Jeppe Erenbjerg
Souheib Dhaflaoui (ud 90′)
Oliver Carrara (ud 46′)

På bænken

Mican Atici (ind 46′)
Tammer Bany (ind 46′)
Hassan Elsayed (ind 68′)
Daniel Stückler (ind 90′)
Daniel Barir
Malthe Weisdorf
Simon Rossil

Kampreferat af Mads Mazanti.
Topfoto af en flyvende Jeppe Erenbjerg fra kampen: Christian Midtgaard.