Nederlag hjemme til Jammerbugt FC

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Nederlag hjemme til Jammerbugt FC

B.93 indkasserede et ærgerligt og unødvendigt nederlag. Læs Mads Mazantis kampreferat.

 

B.93 – Jammerbugt FC 1-2 (1-1)

1-0 Leonel Montano (11′)
1-1 Sead Gavranovic (straffe 13′)
1-2 Morten Thomsen (51′)

Østerbro Stadion
200 tilskuere.

B.93 måtte til hjemmekampen mod Jammerbugt FC undvære de karantæneramte forsvarsprofiler Christian Stokholm og Matthias Andersen. I målet erstattede Victor Michaelsen Januario.

Begge hold spillede friskt til i kampens indledning uden de store bekymringer om defensiv disciplin. B.93 var de første til at udnytte den afslappede holdning til forsvarsspil, da et af Mikkel Mouritz’ indstuderede flade hjørnespark overrumplede nordjydernes forsvar, så Leonel Montano helt fri kunne sende bolden i mål.

Føringen holdt dog ikke længe. Kemson Fofanah spændte ben på en Jammerbugt-spiller i et forsøg på at standse et gennembrud i højre angrebsside. Straffespark til gæsterne, som Sead Gavranovic sikkert udnyttede.

I den resterende del af halvlegen var B.93 nærmest et føringsmål. Især Mikkel Mouritz’ hjørnespark voldte de rødtrøjede gæster store problemer. Tættest på scoring kom vi med et hovedstød, der blev headet væk på målstregen. Men 1-1 stod sig til pausen.

Anden halvleg var kun fem minutter gammel, da kampens afgørelse scoring faldt. En Jammerbugt-spiller fik lov til at smutte igennem i højre angrebsside og sende bolden ind foran mål, hvor Morten Thomsen fik bugseret bolden i mål med hoften.

Nu blev det op ad bakke mod et nordjysk hold, der stillede sig længere tilbage på banen og gjorde livet surt for 93’erne, som efter pausen fuldkommen savnede tempo og idérigdom i spillet frem ad banen.

Først et kvarter før tid kom halvlegens første afslutning mod Jammerbugt-målet. Det var Mikkel Mouritz, der fra lang afstand fyrede et frispark mod mål, som nordjydernes målmand kun med det yderste af neglene fik dirigeret over overliggeren.

Det blev startskuddet til et par ’93-farligheder. Morten Hegaard headede mod mål efter hjørnespark, men hans forsøg blev pareret af målmanden. Kort efter slap indskiftede Haitam Hajami fri efter en flot solotur, men også han måtte se sit forsøg reddet af målmanden.

Tættere på kom B.93 ikke trods et tungt pres i kampens sidste minutter. Et ærgerligt og unødvendigt nederlag til et ret ordinært Jammerbugt-hold var en realitet.

Holdet på banen

Victor Michaelsen

Kemson Fofanah
Adam Emme
Morten Hegaard
Philip Rejnhold

Mikkel Mouritz
Leonel Montano
Søren Nørgaard

Sebastian Koch (ud 62′)
Magnus Krogh Hansen (ud 62′)
Jeppe Erenbjerg (ud 46′)

På bænken

Nicolai Olsen (ind 46′)
Haitam Hajami (ind 62′)
Frederik Kofoed (ind 62′)
Quincy Antipas
Godwin McKay
Alexander Glentvor