Vælg en side

B.93 og Næstved skabte et brag en topkamp søndag eftermiddag. Desværre med Næstved som sejrherrerne.

Næstved – B.93 6-3 (5-2)

1-0 Abdoulai Njai (5′)
1-1 Mikkel Mouritz (15′)
2-1 Mileta Rajovic (17′)
3-1 Frederik Emil Christensen (22′)
4-1 Abdoulai Njai (37′)
4-2 Souheib Dhaflaoui (40′)
5-2 Ahmed Hassan (44′)
5-3 Søren Sørensen (58′)
6-3 Mark Kongstedt (77′)

Næstved Stadion (Tintshop Park)
1.302 tilskuere.

Meget kan man sige om den indsats, B.93 leverede i søndagens topkamp mod Næstved. Men ét er sikkert: Kedeligt var det ikke.

B.93 lagde egentlig godt ud. I det fjerde minut tvang Jeppe Erenbjerg Næstveds målmand Dannevang til en flot fodparade efter et forsøg fra nært hold. Men minuttet efter var den gal i den anden ende, da den første af – skulle det vise sig – en lang række af forsvarskiks førte til 1-0 ved Næstveds farlige Njai.

De til lejligheden sortklædte 93ere slog igen efter knapt et kvarters spil, da Mikkel Mouritz fornemt helflugter et perfekt indlæg fra venstre over i det lange hjørne. Men ak, blot to minutter senere: Nyt, gigantisk forsvarskoks, så eks-93eren Mileta Rajovic enkelt kunne prikke bolden forbi en prisgivet Vaporakis, der gjorde comeback i 93-målet.

Og så gik det ellers slag i slag: Frederik Emil Christensen til 3-1 på hovedstød, 4-1 ved den veloplagte Njai, der straffede en desorienteret 93-defensiv, 4-2-reducering godt sat ind af Dhaflaoui efter et fint gennemspillet angreb, men så minsandten to minutter før pausen: 5-2 til Næstved ved Ahmed Hassan sat ind tæt under mål efter et indkast.

Hvad i alverden foregik der i denne første halvleg? Var man til fodbold på Næstved Stadion eller til Halloween-gøgl i det nært beliggende Bonbon-land? Det var i hvert fald både uhyggeligt og bizart.

Efter pausen fik 93erne hanket op i sig selv og leverede en fornuftig indsats mod et Næstved-hold, der var mindre offensivt indstillet og blot ville færge sejren i land.

Søren Sørensen fik reduceret, da han fik en lang tå på et frisparksindlæg fra Mikkel Mouritz og prikkede bolden i mål ved forreste stolpe.

Indskiftede Hassan Elsayed var faktisk tæt på en 4-5-reducering, der kunne have bragt spænding ind i opgøret, men kurede bolden lige forbi den ene stolpe.

Med et kvarter igen satsede B.93 hele butikken ved at gå over til et tre-mands-forsvar, men blev prompte straffet af Mark Kongstedt, der tæt under mål fjernede enhver tvivl om, hvor de tre points skulle havne.

6-3! Fuldt fortjent sejr til topholdet Næstved, der ligner en oplagt oprykningskandidat. Om B.93 kan hænge med i toppen er derimod et åbent spørgsmål. Med de fejl, vi begik i første halvleg, er det i hvert fald ikke muligt.

Holdet på banen

Aris Vaporakis

Simon Wæver
Søren Sørensen
Hamid El Idrissi
Simon Schultz (ud 60′)

Niels Morberg (ud 76′)
Mikkel Mouritz
Lauge Persson (ud 46′)

Jeppe Erenbjerg (ud 82′)
Souheib Dhaflaoui
Oliver Carrara (ud 60′)

På bænken

Hassan Elsayed (ind 46′)
Markus Korang (ind 60′)
Tobias Christensen (ind 60′)
Benjamin Juel-Berg (ind 76′)
Mican Atici (ind 82′)
Tammer Bany
Benicio Pena

Referat v) Mads Mazanti.
Topfoto af Mikkel Mouritz fra kampen tilbage i august mod Brabrand IF: Christian Midtgaard.