Kvinderne sluttede med målfest

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Kvinderne sluttede med målfest

B.93’s ligakvinder sluttede søndag kvalifikationsligaen af med en 5-2 sejr over Vildbjerg SF Elite.

 

Ingen af holdene havde noget at spille for, men det endte alligevel med en underholdende kamp, da den endelig blev sat i gang efter næsten 40 minutters forsinkelse på grund af tordenvejr.

Frederikke Troldborg var netop rykket op som seniorspiller fra B.93 U18 DM Piger, og hun startede inde, da Rosa Horskjær viste sig at være for skadet til at spille. Og “Trolde” havde en fin debut på midtbanen.

Hannah Holgersen var forreste angriber og allerede efter 11. minutter bragte hun B.93 foran med et indersidespark.

Få minutter efter fik Vildbjerg udlignet, da et hjørnespark blev flot helflugtet i mål.

Men allerede i det 17. minut fik B.93 gevinst af det spillemæssige overtag, da Silje Simonsen blev krediteret for målet til 2-1. Højrebackens indlæg kunne Vildbjerg-keeperen ikke holde og hoppede ind i målet med bolden.

I anden halvleg fik B.93 produceret flere og flere store chancer. Men det var først efter en times spil, det gav en udbygning af føringen. Josefine Funch erobrede midt på banen, drev bolden frem og lagde en perfekt aflevering til den netop indskiftede Julia Welin. Den svenske angriber spurtede mod feltet og satte sikkert bolden ind til 3-1 i det 66. minut.

Herefter skiftede B.93 to defensive spillere ind, men holdet fortsatte offensiven, og to forsvarsspillere scorede B.93’s sidste to mål:

Først blev der lavet en smart hjørnesparkskombination, hvor Silke Bonnén fra hjørnet af feltet sendte bolden ind i det lille felt, hvor Julie Paludan Madsen kunne sparke bolden i mål til 4-1 efter 78. minutter.

Og da Freja Kjærsig Sunesen fra højrekanten sendte et indlæg ind i feltet, blev der fløjtet straffe for hands. Det hamrede Nicoline “Nisse” Heilstrup sikkert ind i venstre side af målet til 5-1 i det 88. minut.

Minuttet efter scorede Vildbjerg til slutresultatet 5-2.

B.93’erne kunne efter fire kampe med kun i alt tre scoringer slutte sæsonen med en målfest.

Efter sommerferien spiller B.93 i 1. division, hvor holdet er i pulje med Sundby, Østerbro IF, FC Damsø og FB.

Af Tage Majland.
Foto Tage Majland.