Flot pokalfight trods nederlag

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Flot pokalfight trods nederlag

B.93’s kvinder fra 1. division spillede flot og kæmpede til det sidste men tabte pokalkampen til Brøndby IF med 0-4.

 

Brøndby mangedobbelte danmarksmestre tog ikke let på opgaven, da holdet fra Vestegnen onsdag aften spillede pokalkamp på Svanemølleanlægget. De stillede i stærkeste opstilling med flere A-landsholdsspillere fra start.

B.93 måtte undvære de erfarne offensive kræfter Michaela Schnack og topscorer Nicole Robertson på grund af skader og sygdom.

Det var tydeligt at se niveauforskellen mellem toppen af kvindeligaen og toppen af 1. division. Brøndby spillede hurtigt og lagde konstant et højt pres. Men de unge B.93’ere lod sig sjældent for alvor stresse, og de insisterede på at holde på bolden og spille den rundt. Det var en helt anden indstilling end i 0-8-nederlaget for et år siden i 3F Ligaen.

I B.93-målet stod Josephine Madsen en rigtig flot kamp med mange store redninger. Det først i det 34. minut, at Brøndby fik scoret til 0-1, da de brød igennem i højresiden og Josefine Hasbo blev spillet fri lige inde foran mål uden chance for B.93-keeperen.

Kort før pausen kom Brøndby på 0-2 efter en klokkeklar dommerfejl. En Brøndby-spiller blev fældet næsten en halv meter uden for feltet, men dommeren dømte straffespark, som landsholdsspilleren Nanna Christiansen scorede på.

B.93’erne ærgrede sig over at være nede med med 0-2 ved pausen, da de selv havde haft tre gode chancer, der kunne have givet mål. Men spillerne fik en god snak i halvlegen og gav den fuld gas med højt pres i de første 10 minutter af 2. halvleg. Det frustrerede tydeligvis Brøndby-spillerne, og B.93 kom til to gode chancer uden at få scoret.

Det virkede til, at B.93 havde fået bedre styr på Brøndbys offensiv, der hele tiden prøvede at spille dybe bolde eller over kanterne. Men efter en times spil blev B.93-forsvaret spillet tyndt af en flot fremlægning, og Nicoline Sørensen kunne score på Nanna Christiansens oplæg.

B.93’erne begyndte at blive trætte, og var sjældnere gæster foran Brøndbys mål. Dog blev det til at par velspillede chancer og et hjørnespark på overliggeren, som landsholdskeeper Katrine Abel troede gik bag målet.

Og B.93 blev ved med at kæmpe og holde gejsten, selv om de hang lidt i tilbageløbet, da Kamilla Karlsen gjorde det til 0-4. Og det unge hold kan være stolt af indsatsen i den store test mod et erfarent og sammenspillet tophold, selv om B.93’erne denne aften mødte overmagten.

Af Tage Majland
Foto Tage Majland