B.93 skabte sensationen

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

B.93 skabte sensationen

Talenterne slog igennem. AaB sendt hjem med 1-0 nederlag.

 

B.93 – AaB 1-0 (1-0)

1-0 Tammer Bany (30′)

Udvisning: Tim Prica, AaB (90′).

Sydbank Pokalen
Farum Park (Right to Dream Park)

400 tilskuere.

B.93 leverede årets pokalsensation, da Superligaholdet AaB blev besejret 1-0 i Farum, hvis udmærkede kunstgræsbane til lejligheden erstattede et vinterlukket Østerbro Stadion.

Cheftræner Thomas Nørgaard, der netop har forlænget sin kontrakt, havde et par kaniner i hatten til startopstillingen i form af 17-årige Tammer Bany på venstrekanten og elegante Souheib Dhaflaoui i en uvant rolle som “falsk nier” i 93-offensiven.

AaB stillede med flere etablerede Superligaspillere i startopstillingen, blandt andre van Weert og Lucas Andersen, så aalborgenserne tog bestemt ikke let på opgaven. Ikke desto mindre var et utroligt oplagt 93-hold fuldt på højde med de prominente gæster i stort set hele første halvleg. Både Benjamin Lund og Mikkel Mouritz havde behjertede afslutninger mod mål mod et AaB-hold, der havde hænderne fulde med den ekstremt løbestærke 93-midtbane.

Efter tyve minutter fik AaB dog en god mulighed ved Lucas Andersen, hvis skud fra kanten af feltet gik snert forbi. Den dygtige midtbanespiller blev desuden skadet i afslutningsøjeblikket og måtte lade sig udskifte.

Efter knap en halv time præsterede de unge 93ere et mønsterangreb over højre side. Lauge Persson stak Tammer Bany fri i dybden. Alene med Andreas Hansen i AaB-målet var det 17-årige stjerneskud iskold og sendte bolden fladt i mål. Stor jubel i 93-lejren, og en fortjent personlig triumf for Bany, der fik sit gennembrud som seniorspiller i denne kamp.

Første halvleg blev ti minutter længere end planlagt, fordi en skadet linjevogter måtte udskiftes. I halvlegens sidste ti minutter fik nordjyderne tilspillet sig et par gode muligheder, begge ved van Weert, men hollænderen savnede den sidste skarphed. Og alt i alt var pauseføringen til B.93 faktisk fortjent nok på baggrund af en fantastisk engageret og velgennemført første halvleg.

Efter pausen tilspillede AaB sig et tydeligt spilovertag. Men det tog sin tid, før overtaget også kastede oplagte chancer af sig. Og når det så blev farligt, stod store Simon Rossil i vejen på stregen. En enkelt gang måtte han dog have overliggeren til hjælp på en stor dobbeltchance, men Rossil fortjente også heldet i dag.

Heldig var Rossil til gengæld ikke knap et kvarter før tid, da han pådrog sig en skulderskade efter en hård duel med den bomstærke eks-93er Jores Okore. Rossil måtte lade sig udskifte med Vaporakis, der fik rigeligt at se til i kampens slutfase.

For AaBerne smed alle hæmninger til sidst og pressede voldsomt på i de afsluttende 10-15 minutter. Gang på gang dansede bolden faretruende nær 93-målstregen, og “Den hvide dame” måtte prise sig lykkelig for både overligger og trekantsammenføjning, der stod i vejen for nærgående AaB-forsøg.

Men ind ville bolden heldigvis ikke, og i den syv minutter lange overtid fik AaB tilmed udvist indskiftede Tim Prica, der fik sit andet gule kort.

På en heroisk indsats fik de dødtrætte 93ere kæmpet sejren i land i de sidste minutter. En kæmpe triumf for hele klubben og et endegyldigt kvalitetsstempel til det fantastiske ungdomsarbejde, der udføres med talentchef Martin Jensen i spidsen. Vi, der følger B.93 dagligt, har længe vidst, at det bobler af talent i traditionsklubben på Østerbro. Nu ved hele Danmark det.

Holdet på banen

Simon Rossil (ud 79′)

Simon Wæver
Adam Emme
Morten Hegaard
Benjamin Lund

Mikkel Mouritz
Niels Morberg (ud 60′)
Lauge Persson (ud 73′)

Jeppe Erenbjerg
Souheib Dhaflaoui (ud 60′)
Tammer Bany

På bænken

Søren Nørgaard (ind 60′)
Oliver Carrara (ind 60′)
Hassan Elsayed (ind 73′)
Aris Vaporakis (ind 79′)
Daniel Stückler
Malthe Weisdorf
Søren Sørensen

B.93 TV

B.93 Fanklub har begået et par gode indslag med Thomas Nørgaard, Jeppe Erenbjerg og selvfølgelig jubelscenerne.

Kampreferat v) Mads Mazanti.
Topfoto: Gastón Szerman / Gonzales Photo.