Thomas Nørgaard før AGF-kampene

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Thomas Nørgaard før AGF-kampene

Optaktsinterview med cheftræneren.

 

B.93 spiller jo to pokalkampe mod et af landets bedste hold, nemlig AGF. Den første (i Aarhus) spilles på onsdag 10. februar kl. 20.15. Du kan se optakten på 3+ fra kl. 20.00, og der er – som de fleste ved – returkamp i kvartfinalen om en måneds tid.

I den anledning bad vi holdets succesfulde cheftræner om at besvare udvalgte spørgsmål. Her er et uddrag af samtalen. Først bad vi om en status lige nu for 2. divisionstruppen.

Thomas Nørgaard

– Vi er jo færdige med den første omgang træning og træningskampe. Vi har forsøgt at time det, så det skulle passe til pokalkampene, og senere vores vigtige turneringskampe.

– Pokalturneringen er jo ikke lagt, så vi skulle være med – ment på den måde, at den er placeret atypisk og udfordrende for et 2. divisionshold. Vi skal opleve at spille en pokalkvartfinale, som jo en stor kamp for os alle, og så skal vi spille træningskampe efter – før vi skal starte turneringen og spille returkamp mod AGF.

– Der er normalt noget mentalt svært i det, men det er min opgave at indstille spillerne på dette.

Hvor højt vægter du pokalturneringen i forhold til divisionskampene?

– Med den trup vi har og på den måde vi angriber det på, så er det en gave at vi kan deltage i begge. Jeg føler også at spillerne “spiller alle kampene”, så alle kampene er lige vigtige – hvis du forstår hvad jeg mener.

– Der er jo også lang tid mellem kampene mod AGF, så jeg har et vigtigt arbejde med at give spillertruppen det rigtige mentale gear. Jeg er af den overbevisning, at vores spillere er i stand til at håndtere begge udfordringer og indstille sig helt rigtigt.

Er der en målsætning for holdet/truppen?

– Fra vi startede vores første sæson, har der været det mål at udvikle spillertruppen og lige nu at holde os i “Top 6”, som vi er pt. Som sagt bliver vores opgave at holde os deroppe, og komme højere op.

– Udviklingen af spillerene hænger jo sammen med målsætningen og ambitionerne, men jeg tror vi formår begge ting. Vi har et ungt hold, men det kan være en fordel. Uanset hvad der taler for os, så er der mange ydre faktorer der spiller ind. Der er jo også andre hold som har ambitioner, så vi skal først og fremmest passe vores egen butik.

Hvad skyldes din og holdets succes?

– Klubben var allerede godt forberedt på at lægge næste lag på, da jeg trådte til, så ros til dem, men også en kæmpe cadeau til spillerne som honorerer de krav, der er stillet til dem.

– Jeg har været omgivet af en fantastisk stab, med dygtige og flittige folk. Vores akademi og andre trænere i klubben, vil jeg også gerne takke – de gør mit arbejde nemmere på mange områder.

Vi har sagt farvel til to spillere, men ikke fået tilgang?

– Korrekt. Vi har sagt farvel til Krogh og Basse, og jeg har den tro at vi kun hiver spillere ind, hvis de decideret forstærker holdet. Tag ikke fejl … jeg har stor tiltro og ros til min trup. Spillerne er underrettet om at vi satser på dem, og vi tror de kan gøre det nødvendige.

Hvis du måtte vælge et ord for dig som træner, hvad ville det så være?

– Jeg giver dig to: Som person er jeg pragmatisk og fleksibel.

Skal vi regne med at spillestilen bliver den samme i 2021?

– Vi har arbejdet stenhårdt på at gøre vores spillestil mere tydelig – det skulle gerne kunne ses, når vi går i gang med det sjove – nemlig kampene der betyder noget.

Jeg ville have spurgt dig om hvordan du tror det går mod AGF, men det er et urimeligt spørgsmål, så jeg vil spørge om du er glad for at have forlænget din kontakt med B.93?

– Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med truppen, som jeg har en enorm tro på. Der er så meget talent i truppen og i klubben som helhed, og det har været et privilegium at kunne give så mange unge mennesker chancen for spilletid på et hold med succes, samtidig med at vi har leveret præstationer og resultater på et tilfredsstillende niveau.

– Det var ikke svært at sige ja til klubbens ønske om et længere samarbejde, slutter en meget veloplagt og altid veltalende cheftræner Thomas Nørgaard.

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto fra arkiv. Portrætfoto af Claus Vandborg.