Cheftrænerens halvvejsstatus

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Cheftrænerens halvvejsstatus

Cheftræneren og sportschefen vil fremover levere nyheder, træningskommentarer og andre lignende emner, som de gerne vil dele med den store skare af fans, som følger klubbens bedste herrehold i fodbold.

Danny Jung’s status halvvejs i gruppespillet

– Så er vi halvvejs i dette kvalifikationsspil. Pointhøsten er ikke hvad vi håbede på, og vi ser frem til de næste mange kampe, hvor vi skal forsøge at komme fri af bunden. Det bliver spændende og lærerigt for spillere og team, og når vi kommer ud på den anden side, vil vi stå stærkere til fremtidens udfordringer.

– Dette kvalifikationsspil er nemlig ikke bare en walkover, da præmissen om at spille for at undgå noget altid vil sætte sit præg på holdenes spillestil og indgang til kampene. Vi har i hvert fald erfaret, at vi har brug for at stå bedre sammen som hold, når resultaterne ikke lige flasker sig. Vi har som sådan spillet fint, haft momentum og skabt rigeligt med chancer i de fleste kampe, men evnen til at holde modstandere fra chancer skal vi som hold blive bedre til. Det er selvfølgelig noget vi hver dag arbejder på, og hvis vi så samtidig sparker bolden i kassen når vi får chancen, så begynder det at ligne noget. Som en klog mand engang sagde: ”If you are going through hell – keep on going.”

– Vi har dog hverken følt det som helvede eller krise, men sandheden er, at en stor del af et holds succes kan tilskrives en vis kontinuitet. Vi har været ramt af skader, karantæner og formnedgang som alle hold jo kommer ud for, men jeg tror, at det er de færreste hold som har benyttet 23 spillere når der kun er spillet 8 kampe! Vi har eksempelvis også til gode at stille med samme 4 back-kæde to kampe i træk…

– Afslutningsvis kan jeg forsikre, at alle i og omkring truppen og den sportslige ledelse er opmærksom på situationen, og er klar på at gøre alt for at få høstet de nødvendige points. Vi tog et godt skridt i lørdags med en fortjent sejr i Århus og har stadig 8 kampe tilbage, og vi har tænkt os at holde kæben oppe. For som en anden klog mand engang sagde: ”Hvis du sidder i lort til halsen – så lad være med at tabe kæben!”


Venlig hilsen
Cheftræner Danny Jung

Fotos af Mark Bernquist.

Følg Dannys skriverier her og sportschef Frank Nielsens klumme her, webred.